Analyse
Anyuru, Johannes - En storm kom fra paradiset
En storm kom fra paradiset handler om at have afrikanske rødder og drømme om at føle sig hjemme forskellige steder i verden, men måske i virkeligheden ikke at kunne holde ud at have sin gang på jorden.
En fugleflugtslinje er den direkte afstand fra ét punkt til et andet - den umiddelbare rute fugle tager uden de forhindringer, der er på jorden. I tressernes Afrika drømmer unge ugandiske P om den direkte rute bort fra barndommens voldelige opvækst hos en storebror, han drømmer om at være en fugl, at flyve direkte ind i solen og forsvinde. Men nedenunder drømmen om at hæve sig op og væk ligger også et uudtalt ønske om at opnå det perspektiviske overblik over en tilværelse fuld af fragmenter og tilfældigheder. En storm kom fra Paradiset handler om alle de brudstykker og omveje livet er fuldt af og om umuligheden i at opnå fuld erkendelse af meningen med livet. Den handler om at gå baglæns ind i fremtiden - sommetider destruktivt og ensomt.
Den fragmentariske erfaringsform
I romanen bliver den tysk-jødiske filosof Walter Benjamins Historiens Engel nævnt: Den stirrende engel, der med opspærret mund ser på noget uden for billedet, som han blæses bagvendt væk fra. Det er fortiden, han ser på. Og hvor nogle kan se fortiden som en sammenhængende række af hændelser, som en samlet historie vi kan forstå, ser englen kun ruiner - og vil samle det, der er ødelagt. Men en storm fra paradiset forhindrer ham i at lukke sine vinger, og i stedet blæses han baglæns ind i fremtiden.
Denne lignelse udgør den ene af to poler i svenske Johannes Anyurus roman om sin far, jægerpiloten P. Den anden pol udgøres af Benjamins syn på den moderne storby, som den blev skitseret af den schweiziske arkitekt Le Corbusier - en fuldt ud funktionsindrettet storby til det moderne menneskeliv og til fremskridtet. Men hvor Corbusier planlagde horisontale ruter til bilerne, løfter Benjamin blikket op over byen, idet han indtænker flyvemaskinens reliefskabende perspektiv.
Men netop dette perspektiv, som på den ene side kan skabe et overblik over verden, er også en fragmenteret oplevelse af samme med sine op- og nedstigninger i forskellige byer: Med flyets aerodynamiske hastighed tilbagelægges afstande i et tempo, der kun lader fragmenterede synsoplevelser tilbage hos beskueren - kun brudstykker af et hele sanses.
Og her ligger P’s essentielle problem: uanset hvor meget han forsøger at løfte sig fysisk og tankemæssigt, forbliver hans erfaring af livet fragmenteret og uden den mening, han søger. Det fragmentariske erfaringsgrundlag bliver synliggjort helt ned i hans navn, der kun består af et enkelt brudstykke af et ord: P.
Som læser bliver man også en del af P’s spaltede erfaringsform, idet fortælleformen bærer præg af at være abrupt, med afbrydelser, associerende og springende i både tid og sted. Der er flashbacks tilbage til P’s barndom, hvor især morens svigt og brorens overgreb står stærkt. Der er forudgribelser til den fremtidige søns perspektiv, hvor P’s 3. personfortællerstemme bliver afløst af sønnens jeg-fortællerstemme. Af og til bliver fortællestilen dog nærmest poetisk i sit udtryk, måske en fugleflugtslinje til at kunne udtrykke noget uformuleret mere præcist end ved brug af den prosaiske fortællemåde.
Piloten P
P bliver på en tilfældig baggrund udvalgt til at blive pilot og bliver uddannet i Grækenland. Efter endt uddannelse fejlbedømmer P den anspændte politiske situation i Tanzania og Uganda og søger job som sprøjtepilot i Tanzania. Her bliver han fanget og underlagt et langt forhør af politiske modstandere af den siddende regering om sine forbindelser til den ugandiske oprørsleder Amin. P står i store dele af bogen midt i denne krig, han ikke tager stilling til, og som en del steder i romanen blot bliver gestaltet i form af korte brudstykker i nyhedsform. I stedet forsøger P at bevæge sig væk fra situationen med det eneste, han kender - bevægelse. Han løber og går på flugt fra forskellige fangelejre, mens han drømmer om at flyve.
Hans ønske om at bevæge sig op i fugleperspektiv står i skarp kontrast til vejen og flugtrutens mange forhindringer, huller i jorden, krat og buske, tilfældige møder med mennesker og hans hjemløshed. Da han møder en svensk pige på et billigt vandrehjem, forelsker de sig og flytter sammen. Men heller ikke denne base gør ham tryg, og han drømmer nu om at flygte til pigens hjemland. Hun er uvillig, men indvilliger, og snart befinder han sig i Göteborg.
Frihed og distance
Sønnen beskriver, også i afbrudte scener, sit savn efter faren, der efter skilsmissen fra moren, er flyttet bort. Far og søn finder sammen i en usentimental fremtid, hvor faren ligger for døden, og hvor sønnen nærmer sig ham, stadig på distancen, med egne refleksioner over farens livssituation og iagttagelser af faren, der ensomt ryger på altanen. På den måde materialiserer P’s trang til at hæve sig op i luften sig til en fysisk distance mellem far og søn, faren og moren og, mellem P og de ugandiske bekendte, han møder tilfældigt.
P’s trang til fugleperspektivet, for derigennem at opnå klarhed over sin situation og sine livsvalg, har distancens skyggeside; hvis P kunne flyve ind i solen, ville denne bevægelse foruden friheden også skabe den distance til andre mennesker, som han måske behøver for at kunne leve. Friheden i ensomheden - både i luften og på jorden. I flyet er intet overladt til tilfældighederne, alt er planlagt og styret. I flyet sker ingen svigt, her er han kun sig selv, og kan skyde sig selv ud af flyet, hvis også det svigter. En handling han synes fascineret af. P’s længsel efter frihed og selvdestruktion forbliver en gordisk knude romanen igennem. Der gives ingen løsning eller svar. Kun brudstykker af liv, tilfældigheder, fart og drømme.
P kommer aldrig til at flyve igen og må have sin gang på jorden - uforløst. Et sted i romanen siger P også, at selv ikke den seksuelle udløsning giver ham lindring. På den måde står den seksuelle udløsning under den katapultiske, som for P indebærer den ultimative frihed og ultimative handling.
Johannes Anyuru
Svenskfødte Johannes Anyuru lægger sig med denne roman om sin afrikanske far i slipstrømmen af den litteratur, der i disse år flyder ud i verden, skrevet af og om afrikanere. Det nyeste eksempel er Taiye Selasis Ghana must go, på dansk Gå væk, Ghana - en roman om at have afrikanske rødder, men om at føle sig hjemme mange steder i verden. I En storm kom fra paradiset ses noget nær den modsatte bevægelse; at have afrikanske rødder og drømme om at føle sig hjemme forskellige steder i verden, men måske i virkeligheden ikke at kunne holde ud at have sin gang på jorden. En storm kom fra Paradiset var indstillet til Nordisk Råds litteraturpris i 2013.
En storm kom fra paradiset handler om at have afrikanske rødder og drømme om at føle sig hjemme forskellige steder i verden, men måske i virkeligheden ikke at kunne holde ud at have sin gang på jorden.
En fugleflugtslinje er den direkte afstand fra ét punkt til et andet - den umiddelbare rute fugle tager uden de forhindringer, der er på jorden. I tressernes Afrika drømmer unge ugandiske P om den direkte rute bort fra barndommens voldelige opvækst hos en storebror, han drømmer om at være en fugl, at flyve direkte ind i solen og forsvinde. Men nedenunder drømmen om at hæve sig op og væk ligger også et uudtalt ønske om at opnå det perspektiviske overblik over en tilværelse fuld af fragmenter og tilfældigheder. En storm kom fra Paradiset handler om alle de brudstykker og omveje livet er fuldt af og om umuligheden i at opnå fuld erkendelse af meningen med livet. Den handler om at gå baglæns ind i fremtiden - sommetider destruktivt og ensomt.
Den fragmentariske erfaringsform
I romanen bliver den tysk-jødiske filosof Walter Benjamins Historiens Engel nævnt: Den stirrende engel, der med opspærret mund ser på noget uden for billedet, som han blæses bagvendt væk fra. Det er fortiden, han ser på. Og hvor nogle kan se fortiden som en sammenhængende række af hændelser, som en samlet historie vi kan forstå, ser englen kun ruiner - og vil samle det, der er ødelagt. Men en storm fra paradiset forhindrer ham i at lukke sine vinger, og i stedet blæses han baglæns ind i fremtiden.
Denne lignelse udgør den ene af to poler i svenske Johannes Anyurus roman om sin far, jægerpiloten P. Den anden pol udgøres af Benjamins syn på den moderne storby, som den blev skitseret af den schweiziske arkitekt Le Corbusier - en fuldt ud funktionsindrettet storby til det moderne menneskeliv og til fremskridtet. Men hvor Corbusier planlagde horisontale ruter til bilerne, løfter Benjamin blikket op over byen, idet han indtænker flyvemaskinens reliefskabende perspektiv.
Men netop dette perspektiv, som på den ene side kan skabe et overblik over verden, er også en fragmenteret oplevelse af samme med sine op- og nedstigninger i forskellige byer: Med flyets aerodynamiske hastighed tilbagelægges afstande i et tempo, der kun lader fragmenterede synsoplevelser tilbage hos beskueren - kun brudstykker af et hele sanses.
Og her ligger P’s essentielle problem: uanset hvor meget han forsøger at løfte sig fysisk og tankemæssigt, forbliver hans erfaring af livet fragmenteret og uden den mening, han søger. Det fragmentariske erfaringsgrundlag bliver synliggjort helt ned i hans navn, der kun består af et enkelt brudstykke af et ord: P.
Som læser bliver man også en del af P’s spaltede erfaringsform, idet fortælleformen bærer præg af at være abrupt, med afbrydelser, associerende og springende i både tid og sted. Der er flashbacks tilbage til P’s barndom, hvor især morens svigt og brorens overgreb står stærkt. Der er forudgribelser til den fremtidige søns perspektiv, hvor P’s 3. personfortællerstemme bliver afløst af sønnens jeg-fortællerstemme. Af og til bliver fortællestilen dog nærmest poetisk i sit udtryk, måske en fugleflugtslinje til at kunne udtrykke noget uformuleret mere præcist end ved brug af den prosaiske fortællemåde.
Piloten P
P bliver på en tilfældig baggrund udvalgt til at blive pilot og bliver uddannet i Grækenland. Efter endt uddannelse fejlbedømmer P den anspændte politiske situation i Tanzania og Uganda og søger job som sprøjtepilot i Tanzania. Her bliver han fanget og underlagt et langt forhør af politiske modstandere af den siddende regering om sine forbindelser til den ugandiske oprørsleder Amin. P står i store dele af bogen midt i denne krig, han ikke tager stilling til, og som en del steder i romanen blot bliver gestaltet i form af korte brudstykker i nyhedsform. I stedet forsøger P at bevæge sig væk fra situationen med det eneste, han kender - bevægelse. Han løber og går på flugt fra forskellige fangelejre, mens han drømmer om at flyve.
Hans ønske om at bevæge sig op i fugleperspektiv står i skarp kontrast til vejen og flugtrutens mange forhindringer, huller i jorden, krat og buske, tilfældige møder med mennesker og hans hjemløshed. Da han møder en svensk pige på et billigt vandrehjem, forelsker de sig og flytter sammen. Men heller ikke denne base gør ham tryg, og han drømmer nu om at flygte til pigens hjemland. Hun er uvillig, men indvilliger, og snart befinder han sig i Göteborg.
Frihed og distance
Sønnen beskriver, også i afbrudte scener, sit savn efter faren, der efter skilsmissen fra moren, er flyttet bort. Far og søn finder sammen i en usentimental fremtid, hvor faren ligger for døden, og hvor sønnen nærmer sig ham, stadig på distancen, med egne refleksioner over farens livssituation og iagttagelser af faren, der ensomt ryger på altanen. På den måde materialiserer P’s trang til at hæve sig op i luften sig til en fysisk distance mellem far og søn, faren og moren og, mellem P og de ugandiske bekendte, han møder tilfældigt.
P’s trang til fugleperspektivet, for derigennem at opnå klarhed over sin situation og sine livsvalg, har distancens skyggeside; hvis P kunne flyve ind i solen, ville denne bevægelse foruden friheden også skabe den distance til andre mennesker, som han måske behøver for at kunne leve. Friheden i ensomheden - både i luften og på jorden. I flyet er intet overladt til tilfældighederne, alt er planlagt og styret. I flyet sker ingen svigt, her er han kun sig selv, og kan skyde sig selv ud af flyet, hvis også det svigter. En handling han synes fascineret af. P’s længsel efter frihed og selvdestruktion forbliver en gordisk knude romanen igennem. Der gives ingen løsning eller svar. Kun brudstykker af liv, tilfældigheder, fart og drømme.
P kommer aldrig til at flyve igen og må have sin gang på jorden - uforløst. Et sted i romanen siger P også, at selv ikke den seksuelle udløsning giver ham lindring. På den måde står den seksuelle udløsning under den katapultiske, som for P indebærer den ultimative frihed og ultimative handling.
Johannes Anyuru
Svenskfødte Johannes Anyuru lægger sig med denne roman om sin afrikanske far i slipstrømmen af den litteratur, der i disse år flyder ud i verden, skrevet af og om afrikanere. Det nyeste eksempel er Taiye Selasis Ghana must go, på dansk Gå væk, Ghana - en roman om at have afrikanske rødder, men om at føle sig hjemme mange steder i verden. I En storm kom fra paradiset ses noget nær den modsatte bevægelse; at have afrikanske rødder og drømme om at føle sig hjemme forskellige steder i verden, men måske i virkeligheden ikke at kunne holde ud at have sin gang på jorden. En storm kom fra Paradiset var indstillet til Nordisk Råds litteraturpris i 2013.
Kommentarer