Bog

Søvnen og døden

Af (
2012
)

Anmeldelse

Søvnen og døden af A.J. Kazinski

Elementært spændende, velskrevet og fermt konstrueret. Denne bog er et særdeles overbevisende og meget anderledes bud på en moderne krimi og lever til fulde op til forgængeren, ’Den sidste gode mand’.

Gidselforhandler Niels Bentzon er igen hovedpersonen, og denne gang skal han prøve at få en nøgen kvinde fra at kaste sig i døden fra en jernbanebro. Hun er tilsyneladende psykisk forvirret og påvirket af stoffer, men selvom Bentzon er den bedste i sådanne situationer, kan han ikke forhindre, at hun springer.

Men noget er helt galt ved det tilsyneladende selvmord. For det første var hun ikke narkoman men en feteret balletstjerne, og for det andet har hun tilsyneladende været druknet og er blevet genoplivet, lige inden hun valgte døden. Bentzons efterforskning fører først til Det kongelige Teaters lukkede balletverden og derefter videre til studier af nærdødsoplevelser, tro på livet efter døden og det menneskelige sinds yderste overdrev.

Samtidig med Bentzons opklaringsarbejde følges hans kones, astrofysikeren Hannah Lund, traumatiserede overvejelser omkring abort, da hun opdager, at hun mirakuløst er blevet gravid med tvillinger (hvilket Bentzon ikke ved noget om).

Morderen slår til igen, og på Bispebjerg børnepsykiatriske afdeling sidder pigen Silke, tavs og psykisk syg efter mordet på hendes mor for otte år siden. Disse fire spor skal vise sig at løbe i samme retning…

Bag forfatternavnet Kazinsky gemmer sig igen navnene Jacob Weinreich og Anders Rønnow Klarlund. Jacob Weinreich har skrevet en lang række børne- og ungdomsromaner, mens Anders Rønnow både er forfatter og anerkendt spillefilmsinstruktør. Netop kombinationen af den visuelle instruktør og den drevne forfatter fungerer igen usædvanlig godt.

’Den sidste gode mand’ var forfatterparrets overraskende gode debut, og denne fortsættelse lever til fulde op til forgængeren. Bogen er elementært spændende, velskrevet og fermt konstrueret, så der hele tiden i korte kapitler skiftes mellem de forskellige steder og personer, og selvom man tidligt erfarer morderens identitet, er plottet både overraskende og smukt konstrueret. Læseren kan ikke andet end lade sig rive med af bogens stigende spændingsniveau.

Personbeskrivelserne har dertil psykologisk dybde, og bogens temaer er tankevækkende. Lægger man det hele sammen, får man et særdeles overbevisende og meget anderledes bud på en moderne krimi.

Bogen må således placeres meget højt oppe på skalaen, når den store stak af psykologiske thrillere og romaner om seriemordere med en mission skal vurderes og sammenlignes.

Bogdetaljer

Forlag
Politiken
Faustnummer
29492352
Graphic
Stoltze design
ISBN
9788740000658
Antal sider
490

Brugernes anmeldelser

1 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
tir, 21/08/2012 - 12:05

Fik af omveje tidligere fat i bogen, da jeg er stor fan af Klarlund og Weinreich. Og jeg blev ikke skuffet,  den er helt fantastisk. Et lille tip, så har jeg set den til 175 kr. hos Arnold Busck. Jeg ved ikke, hvor lang tid tilbuddet holder, men prøv at søge efter Søvnen og døden.