Bog

Øjet der ser

Af (
2009
)

Anmeldelse

Øjet der ser af Giorgio Faletti

Nervepirrende thriller om en intelligent morder, der ved hjælp af superlim arrangerer sine celebre ofre i groteske stillinger, der refererer til tegneseriefigurer fra ’Radiserne’.

Den italienske succesforfatter har en broget karriere bag sig, bl.a. som TV-komiker, musiker og filmskuespiller. Først som 52-årig debuterede han som forfatter med ’Jeg dræber’ (2007), som med et slag gjorde ham berømt. Nu er han atter på banen med en ny murstensthriller ’Øjet der ser’. Det er en velskrevet thriller med et esoterisk islæt, et ualmindeligt sindrigt plot og en støt stigende spænding, der kulminerer i en overraskende slutning.

Bogen lægger ud med det makabre mord på en depraveret ung mand, søn af New Yorks borgmester. Morderen har lagt et spor ud, der henviser til det næste offer som Trine fra ’Radiserne’. Men hvem er hun? Borgmesterens bror, forhenværende kriminalkommissær Jordan Marsalis, involveres meget mod sin vilje. Hans samarbejdspartner bliver den italiensk-amerikanske Maureen Martini, der efter en dybt traumatisk kidnapning bliver blind og får en hornhindetransplantation, der udstyrer hende med paranormale evner. Det siger en del om Falettis skrivetalent, at han slipper af sted med at lade opklaringen af mordene afhænge af Maureens absencer, hvor hun i glimt ser fortiden gennem det første offers øjne.

Handlingen udspiller sig i New York med en afstikker til Rom. Musikken spiller en gennemgående rolle, og den sang, der indleder bogen, anslår en vemodig stemning, der passer til beskrivelsen af storbyen.

En ekstra krølle på handlingen er en noget usædvanlig kærlighedshistorie mellem Jordan og den dårende dejlige hermafrodit Lysa. Som en anden Lucky Luke drager Jordan efter endt dåd ind i solnedgangen på sin trofaste ganger (læs motorcykel), dog ikke alene men sammen med Lysa.

Faletti har unægtelig en frodig fantasi og en sikker pen. Han borer ikke dybt i sindets irgange, men han leverer effektiv, intelligent underholdning med et højt tempo, der spænder læseren på pinebænken, og han holder ubesværet sammen på det sindrige plot uden at efterlade løse ender. Kan hærdede thrillerfans forvente meget mere?

Bogdetaljer

Forlag
Bazar
Oversætter
Lorens Juul Madsen
Faustnummer
27915590
Graphic
Nic Ozby
ISBN
9788776041632
Antal sider
463

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer