Bog

De dødes kammer

Af (
2011
)

Anmeldelse

De dødes kammer af Franck Thilliez

06 jun.11

Ny fransk thriller af den mere hårdkogte, morbide og uhyggelige slags. Næsten for meget af det gode, men hvor er det dog neglebidende underholdende.

En lille blind pige bliver bortført, og faderen er på vej med 2 millioner euro i løsepenge, da han i en øde vindmøllepark bliver påkørt og dræbt af to unge arbejdsløse it-folk, som er ude at afreagere oven på deres fyring. De to beslutter at fjerne liget og stjæle pengene, men i mørket har kidnapperen set det hele, og han vil have sine penge tilbage.

Den lille pige findes senere myrdet på grusom vis, og endnu flere kidnappes.

Den unge politibetjent Lucie bliver blandet ind i efterforskningen, og opklaringsarbejdet fører snart frem til en række uhyggelige detaljer, som peger i retning af en psykopat med hang til ritualer og sort magi.

Lucie flirter selv med det okkulte, men hun må snart erkende, at det ikke er nogen skattejagt at sætte sig ind i en syg morders tankemønstre, og pludselig er hun selv i psykopatens søgelys.

Det er den franske forfatters første bog på dansk (Han har dog omkring en håndfuld udgivelser bag sig på originalsproget), og både nationalitet og emnevalg får én til at tænke på Jean-Christophe Grangè. Sammenligningen er ganske relevant, om end Thilliez på trods af mange kvaliteter ikke helt når op på sin landsmands højder.

Det er på sin vis en ganske almindelig krimi med en uhyggelig seriemorder, men den dæmoniske morder og de uhyggelige detaljer med kidnappede børn og udstoppede dyr gør næsten bogen til en decideret gyser.

Det er ikke en roman for sarte sjæle, og den på mange måder sorte, dystre og ualmindeligt grumme historie vil givet få en række læsere til at stå af, men bogen kan omvendt bestemt ikke frakendes en ganske høj underholdsværdi. Den er mesterligt komponeret, og læseren føres virkelig godt og grundigt rundt i manegen.

Beskrivelsen af det triste Nordfrankrig med forladte miner, krakkede industrier, mørk himmel og stor arbejdsløshed passer perfekt til bogens dystre stemning.
Omgivelserne og handlingen er beskrevet med korte, knappe sætninger i korte kapitler med skiftende fokus på de forskellige personer. Det realistiske sprog passer fint til thrillergenren.

Anbefales til læsere, som ynder den mere barske og hårdkogte krimi.

Bogdetaljer

Forlag
Labyrint
Oversætter
Lone Garde
Faustnummer
28739990
Graphic
Arnaud de Grave
ISBN
9788792452047
Antal sider
373

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer