Bog

Hviskende lig

Af (
2016
)

Anmeldelse

Hviskende lig af Dennis Jürgensen

17 nov.16

Dansk krimi når den er bedst. Tredje bog i Dennis Jürgensens krimiserie om Roland Triel mangler hverken spænding eller aktion.

Efterforskningslederen Roland Triel og journalisten Thor Brandt arbejder fortsat i det skjulte på at fange Dorthe Triels morder, og der sker fremskridt i den sag. Samtidig jager Triel og hans hold en morder, der slår unge kvinder ihjel og også har gjort det for fyrre år siden. Morderen er let genkendelig med et temmelig specielt udseende, men selvom der hurtigt bliver sat navn på ham, er han ikke nem at opspore.

Dennis Jürgensen skriver simpelthen fantastisk. Der er spænding, mord og intriger fra første til sidste side og trods de 596 sider, ønskede jeg, bogen bare ville fortsætte. Sproget er pragtfuldt, flydende og elegant og personerne er troværdige, levende og lige til at elske eller hade. Særligt Roland Trier og Thor Brandt og samspillet mellem dem er fremragende beskrevet. Plottet er ubeskriveligt godt sat sammen og holder hele vejen. Handlingen fanger omgående, og jeg var straks tilbage i miljøet fra de foregående bind.

’Hviskende lig’ er en utrolig god krimi og jeg kan næsten ikke vente til næste bog i serien udkommer – den slutter simpelthen så spændende, at det nærmest er umenneskeligt. Den kan anbefales til alle krimielskere, men jeg vil dog ikke undlade at gøre opmærksom på, at den bestemt ikke ligger i den blide og stille ende af krimigenren, snarere tværtimod.

Jeg synes, Jürgensens serie er dansk krimi, når den er bedst, men jeg kan også varmt anbefale Inger Gammelgaard Madsens krimiserie om Roland Benito og Anne Larsen fra Odense og Inger Wolfs serie om Daniel Trokic fra Århus politi.

Bogdetaljer

Forlag
Tellerup
Faustnummer
52675685
ISBN
9788758824338

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer