Bog

Vækkelse

Af (
2015
)

Anmeldelse

Vækkelse af Stephen King

Produktive King har igen leveret et pragtstykke. Hans nye roman har fokus på tro, liv og død og livet efter døden. Historien er voldsomt fascinerende, overbevisende og underholdende.

Historien følger hovedpersonen Jamie Morton gennem det meste af hans liv. Jamie vokser op i Maine i en særdeles harmonisk og velfungerende familie, og han er seks år gammel, da han første gang møder den karismatiske og bemærkelsesværdige nye præst i byen, Charles Jakobs. Romanen er mest af alt Jamies historie og handler om at leve livet og få det bedste ud af det, og ingen formår som King med få ord og billeder at beskrive mennesker og deres reaktioner.

Charles Jakobs og hans kone og deres lille søn betager alle i byen, og det lykkes den nye præst at reformere den lokale kirke og ikke mindst at få byens børn og unge til at flokkes om hans søndagsskole, men da Jakobs’ kone og barn bliver dræbt i en forfærdelige bilulykke, forbander præsten Gud og al religion. Han bliver forvist fra den chokerede by.

Årene går og Jamie strejfer igen Jakobs. Jakobs optræder nu som healende mirakelmager, og det viser sig at han har udviklet nogle elektriske eksperimenter til at kunne helbrede en lang række sygdomme. Trods de mange positive resultater, er der dog også nogle af ”patienterne”, der udvikler alarmerende sideeffekter, og Jamie beslutter sig for at finde frem til sandheden om den gådefulde præst og hans fascination af elektricitet. Deres veje mødes endnu en gang i et sidste chokerende klimaks.

Stephen Kings forfatterskab spænder utroligt vidt i indhold og temaer, men når han er bedst, er han i en klasse helt for sig selv. Når man siger Stephen King, tænker de fleste dog nok på hans gyserromaner, men denne nye tankevækkende roman har appel til alle læsere, og selvom bagsideteksten lover gys og uhygge, så er romanen mest af alt en forførende beskrivelse af en mands liv og udvikling.

’Vækkelse’ er med sine lidt over 400 sider forbavsende kort for en Stephen King roman, men faktisk er den stramme form ganske befriende, og man får alt i alt en meget struktureret og smukt orkestreret historie. Tidsbilledet, især det fra 60’erne, fremstår perfekt og detaljeret og lokker med sin beskrivelse af en mindre kompliceret fortid. Kings sædvanlige barske og ramsaltede sprog er i den grad nedtonet i denne roman, og det er lige før, man kan tale om en helt lille bittersød nostalgisk fascination af det, der var (Mon ikke det er Stephen Kings egne minder?). Rørt og eftertænksom bliver man i hvert fald af historien.

Originally published by Arne Larsen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Hr. Ferdinand
Oversætter
Jakob Levinsen
Faustnummer
51965795
ISBN
9788793166868
Antal sider
461

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer