Bog

Vinden gennem nøglehullet

Af (
2014
)

Anmeldelse

Vinden gennem nøglehullet af Stephen King

Kings fantastiske og enestående fantasyserie 'Det mørke Tårn' har med denne uventede udgivelse fået føjet endnu en dimension til et i forvejen ellers imponerende univers.

Stephen King påbegyndte sin serie helt tilbage i 1982, men først i 2004 fuldbyrdedes værket med syvende bind, og oven i købet har romanens univers og egenartede verden ofte optrådt i andre af forfatterens bøger. Man kan roligt sige, at Det mørke Tårn har været en livslang besættelse for Stephen King, og dette bind - som handlingsmæssigt lægger sig mellem seriens fjerde og femte Bind (Troldmanden og glaskuglen og Ulvene) - bliver således en slags 4½ (nogle kalder dog romanen for seriens bind otte).

I virkeligheden er der med dette nye bind tale om flere historier i historien, idet handlingen både er en beretning fra revolvermanden Rolands egen fortid på jagt efter en uhyggelig morder og et eventyr, som Rolands mor fortalte. Begge historier fortæller Roland en nat, hvor hans selskab har søgt ly for en voldsom storm. Eventyret beretter om drengen Tim, der lever i udkanten af Den Endeløse Skov, som er en vildmark fuld af mørke og farer. Tims far er myrdet, hans nye stedfar er ond, og Tim ender med at begive sig ud på en farefuld og vidunderlig rejse for at frelse sin mor. Som i alle gode eventyr optræder der både feer, uhyggelige væsner og magi.

Forlaget beskriver dette nye bind som en slags port til Stephen Kings forfatterskab og påstår, at man sagtens kan læse historien uden at have kendskab til resten af serien. Dette er efter min mening måske lige at tage munden for fuld, men indrømmet: Historien kan godt stå alene, men det fulde udbytte får man dog kun ved at have læst resten af serien. Stephen King har vist sig at være særdeles langtidsholdbar, og når man ser på, at hans tre seneste udgivelser består af denne fantasy-bog, den overbevisende historie om mordet på Kennedy og den voluminøse science fiction-roman Under kuplen, så har man billedet på en særdeles produktiv, men så sandelig også meget alsidig, forfatter.

Det er egentlig svært helt præcis at sætte en etiket på historien. Der er rendyrket fantasy, science fiction, western, romantik og meget mere, men først og fremmest er der tale om hovedpersonens Roland Deschains store eventyr og rejse frem mod Det mørke Tårn, før det bryder sammen og kaos vil råde. Det mørke Tårn-serien er fantasy, når det er allerbedst, og man kan ikke andet end at være dybt, dybt imponeret over den samlede udgivelse. 

Bogdetaljer

Forlag
Hr. Ferdinand
Oversætter
Mogens Wenzel Andreasen
Faustnummer
50940004
Graphic
Jon Asgeir
ISBN
9788792845955

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer