Bog

Hvad skal vi med al den skønhed?

Af (
2018
)

Anmeldelse

Hvad skal vi med al den skønhed? af Rasmus Nikolajsen

I sit efterårsdigt, skrevet mens bladene falder i parken, undersøger Rasmus Nikolajsen poesiens muligheder for at tale om skønheden, der hele tiden er udfordret og anfægtet.

”Hvad skal vi med alle de blade?”, ”Hvad skal vi med al den skønhed?” Sådan spørger jeget i Rasmus Nikolajsens langdigt, mens han betragter de faldende efterårsblade, der daler ned på ”plænens grønne hav” i den park, hvor han har slået sig ned, ikke bare for at se, men også for at skrive.

Hans sansede og reflekterede efterårsdigt leverer selv svaret, fyldt som det er med klassisk smukke og farvemættede billeder og metaforer. Sammen med skaderne i parken går digteren ”og prikker metaforer i/ den plørede plæne”, men det er samtidig en digter, der har tabt sin ”uskyld” og er fuldt bevidst om at ”der er forskel på/ om jeg sætter mig i parken/ eller om jeg sætter mig i/ parken for at skrive”. Der er netop sproget eller skriften til forskel. Rasmus Nikolajsens digte peger altid på sig selv som kunst, som noget sprogligt formidlet. Bandt andet i kraft af digtets strengt systemiske opbygning, bestående af 8-linjede strofer med præcis 8 stavelser i hver linje.

På mange niveauer – både det eksistentielle og det æstetiske ­­- er Rasmus Nikolajsens digt trods al sin skønhed "podet med uro" og en bevidsthed om det, der gør modstand og ikke går op i skønheden. Digtets poetiske skønhedsverden er skrøbelig og anfægtet af alt det, der ikke er poesi: De hjemløse under deres presenning i et hjørne af parken, en vens tragiske død og bevidstheden om, at klodens naturgrundlag og overlevelse er truet ”og at det er/ på tide at give plads til/ de andre dyr og planterne”.

Som efterårsbladenes faldende bevægelse og forsvinden har digtet også mange udtryk for livets bevægelse mod forgængelighed og død. Altså ophør og endelighed, men også en parallel i naturen, der peger mod forvandling og vækst: ”egens ego falder så nyt ego/ kan opstå og at betragte/ bladenes dødsdans er også/ at øve sig på trinene/ i ens egen død og alt man/ ikke kan forcere og må/ lade tiden arbejde frem”.

I Rasmus Nikolajsens digt er skønheden ikke til for sin egen skyld som noget blot pænt og nydeligt. I kraft af sproget og de poetiske billeder, det skaber, bliver skønheden et udtryk for alt det tilsyneladende overflødige, men nødvendige, som vi ikke rigtig ved, hvad er, og hvad vi skal stille op med: ”efter en/ kort, men svimlende rejse er/ et blad nu nedfaldent, som alt/ det der ikke kommer med i / digte, men så alligevel/ ligger og lyser i græsset, / hvis man kigger godt nok efter,/ en lille gul dødssejler på/ plænens grønne hav”.

Hvad angår tema og form placerer langdigtet sig i forlængelse af den forrige og prisbelønnede samling Tilbage til unaturen fra 2016. I orienteringen mod naturen placerer bøgerne sig også som en del af en vigtig tendens i skønlitteraturen lige nu, men i Rasmus Nikolajsens digte er der en stemme som er særlig og helt sin egen.

Bogdetaljer

Secondary title
Efterårsdigt
Forlag
Rosinante
Faustnummer
54588003
ISBN
9788763853439
Antal sider
63

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer