Bog

Thelma

Af (
2006
)

Anmeldelse

Thelma af Lars Kjædegaard

Poul Helweg er tilbage med sin ærlige mening, og denne gang har han også selv behov for at høre andres.

Endnu en dejlig roman om "Ærligt Nærvær". Sidste år udgav Lars Kjædegaard romanen "Montebello", som introducerede den altid ærlige Poul Helweg, der gerne gav folk sin mening, hvis de ønskede det. Nu er Poul tilbage.

Romanen starter dog et helt andet sted. Ulla Rudsø – hustru og medejer til en verdenskendt stolefabrik – er død. Alligevel ser nattevagten på fabrikken hende under en runde. Og han er ikke den eneste. Datteren Thelma møder også sin mors spøgelse – og spøgelset kan fortælle, at hun ikke er død en naturlig død.

Thelma er overbevist om, at mosteren Britta er ansvarlig, men ved ikke, hvad hun skal gøre, så hun kontakter Poul Helweg efter at have set hans annonce i avisen.

Poul befinder sig selv i en form for limbo. Kort tid forinden er Lise Mikkelsen og Pouls søster samt nevøen lille Kim alle omkommet i en trafikulykke, og nu ved Poul ikke helt, hvad han skal gøre med sig selv.

Han bliver umiddelbart tiltrukket af Thelma, og det bliver en hjælp for både ham og hende, at de taler sammen.

Udover historien om Thelma Rudsø, har Poul også sine andre gæster i "Ærligt Nærvær". Denne gang får han blandt andet besøg af en forretningsmand, som ønsker at overtage Pouls lokaler og omdanne dem til en internetporno-café. Han møder også den ældre kvinde, som skal dø af kræft og ikke ved, om hun skal fortælle det til sin søn, der selv lider af en dødelig sygdom. Og der er den pæne mand, som har problemer med sit og konens sexliv.

Igen fortæller Lars Kjædegaard alle de små historier med stor sympati for personerne. Poul er herligt fri for fordømmelse, men bliver alligevel i denne roman tvunget til at forholde sig til sit eget hykleri på nogle områder.

Der er mere drama i "Thelma" med det mulige mord på Ulla Rudsø, men spændingen i romanen ligger som sidst mere i personernes personligheder, end i selve opklaringen.

En dejlig, velskrevet og fængslende beretning om almindelige mennesker og deres ualmindelige liv.

2 Feet Entertainment, 2006. 299 sider. Kr 274,-

Bogdetaljer

Forlag
2 Feet Entertainment
Faustnummer
26451256
ISBN
9788779949010
Antal sider
299

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer