Bog

Et skrig til himlen

Af (
2017
)

Anmeldelse

Et skrig til himlen af Lars Kjædegaard

06 nov.17

Endnu en fremragende, underholdende og velskrevet krimi om Hvid og Belling. Kort og kontant og med et forrygende tempo og et plot, der holder hele vejen igennem bind nummer elleve.

 

Denne gang arbejder det velkendte makkerpar, der både er partnere på jobbet og i privatlivet, på en mordgåde på den lille ø Krejlø. En kvinde myrdes tilsyneladende uden motiv, og derfor er det mere end almindelig svært bare at finde mistænkte. Da mordet hurtigt efterfølges af et nyt, får Hvid og Belling langt om længe fat i noget.

 

Det er dejligt at Anita Hvider tilbage på jobbet på fuld tid efter skudepisoden for nogle bind siden, hun har været savnet. Det er netop samspillet imellem makkerparret, der indimellem er både morsomt og specielt, der er med til at gøre krimierne så gode. Den underspillede humor er fantastisk og bliver aldrig for meget, selvom der ofte opstår situationer, hvor humor normalt ikke hører hjemme. Det er en af de serier, hvor det ikke gør spor, at en del af handlingen er fokuseret omkring parret og deres liv sammen. Det er meget fint afbalanceret, det tager aldrig overhånd eller fokus fra krimidelen.

 

Jeg tager hatten af for forfatteren, der med en enkelt undtagelse holder sig under 300 sider. Krimierne i serien om Hvid og Belling er spændende, fængslende og meget realistiske, og der er ikke mange overflødige ord, tværtimod er de intense, og sproget er præcist og lettilgængeligt. Han har i den grad forstået, at en bog ikke behøver være på mere end 500 sider for at være god. Jeg glæder mig til flere fra Lars Kjædegaards hånd og kan anbefale serien til alle krimilæsere. Jeg vil dog klart anbefale at læse dem i rigtig rækkefølge.

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
ISBN
9788763852609
Antal sider
285

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer