Smaragdgrøn

Sidste del af Rubinrød trilogien er velskrevet og spændende, men ind imellem trækkes historien unødigt ud.

Jeg må indrømme, at jeg er vældig betaget af lige præcis bøger som denne. Det er meget fascinerende, når den virkelige, og til tider lidt kedelige, verden blandes med den magiske. I ’Smaragdgrøn’ er det unge mennesker, der går i skole, har venner og veninder og bliver forelskede akkurat som alle andre unge, men de kan så også bare rejse i tiden. Det er let at sætte sig i deres sted, fordi de langt det meste af tiden lever helt almindelige liv.

I ’Smaragdgrøn’ forsøger Gideon og Gwendolyn stadig at forstå, hvad det er, der foregår, og hvem de skal holde med. Det er indviklet, og de står over for at skulle træffe mange og store valg – både i fortiden og i nutiden. ’Smaragdgrøn’ er sidste del af Rubinrød trilogien, og den er virkelig god og underholdende. Jeg synes dog, den er lige lang nok, og ind imellem trækkes tingene unødigt ud. Man følger begge hovedpersonerne på mange rejser tilbage i tiden, og jeg mistede fokus indimellem og kunne ikke helt følge med i, hvad der egentlig skete hvornår. Når det er sagt, er bogen både spændende og velskrevet, og man får løst og afsluttet mysteriet om kronografen, gåden om de rejsendes blod og forholdet mellem Gideon og Gwendolyn. Det er bestemt en værdig afslutning af serien.

Bogen er utrolig flot, men som de to andre bind i trilogien, vil forsiden nok afholde drenge fra at læse den, hvilket jeg egentlig synes er synd. Hvis man er vild med tidsrejser vil jeg anbefale ’Trilogien om tjæremanden’ af Linda Buckley-Archer, der også handler om tidsrejser, men ikke så meget om kærlighed.