Bog

Mellem træerne

Af (
2011
)

Anmeldelse

Mellem træerne af Gyrðir Elíasson

Korte, men magiske, velskrevne og storslåede noveller af Nordisk Råds Litteraturprisvinder 2011.

Jeg er imponeret! Det lille land og det lille sprogområde, som Island er, bliver ved med at overraske med nye fantastiske forfattere!!

Ikke fordi Gyrdir Eliasson er ny debuterende forfatter, for det er han ikke. Han debuterede som lyriker i 1983 og har siden skrevet 13 digtsamlinger, ni novellesamlinger og fire romaner. Det er bare mig, der ikke tidligere har stiftet bekendtskab med denne velskrivende forfatter. På dansk er der tidligere kun udgivet en roman og en enkelt novellesamling. Men det kan være, det bliver anderledes nu.

’Mellem træerne’ består af 47 korte noveller. Sproget er virkeligt smukt, ordknapt og meget præcist. Det er en nydelse at læse. Novellerne foregår på Island; der er gletschere, tun og fjelde og fjorde. Naturen optræder som baggrund i mange af novellerne, og den er, som den er på Island, storslået, smuk, men også af og til uhyggelig og urovækkende. Der foregår mange ting mellem træerne.

Handlingen i mange af de korte fortællinger er en blanding af drøm og virkelighed. Almindelige hverdagssituationer udvikler sig og bliver mærkelige; magiske og undertiden meget uhyggelige.
Under et besøg i Ikea, hvor en mand absolut ikke har lyst til opholde sig, ser han pludselig August Strindberg sidde og drikke øl.

En anden mand er ude at gå, møder en kvinde, der ligner Dolly Parton, får det meget underligt, og går hen og stikker sine hænder ind i naboens hækkesaks, imens naboen klipper hæk.

En kvinde, der er ude at køre, så engang, da hun var barn små sommerhuse vælte ned ad en fjeldskråning, ned i en elv. Denne dag er det kæmpestore lastbiler, der kommer væltende. En mand kommer kørende op mod sin indkørsel, ser sin bil holde der, står ud af bilen, banker på og bliver lukket ind af sig selv.

Jeg kunne blive ved. Novellerne er meget forskellige, men alle er yderst velskrevne og absolut ikke kedelige. Tonen er på engang nordisk og magisk. Der lurer hemmeligheder og uhygge under overfladen på flere af fortællingerne, og man kan se, tråde tilbage til sagaer og folkeeventyr. En stor fornøjelse at læse!!!

Bogdetaljer

Forlag
Torgard
Oversætter
Erik Skyum-Nielsen
Faustnummer
28900694
Graphic
Høgni Egholm Magnussen
ISBN
9788792286406
Antal sider
218

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer