Bog

De fortabte spillemænd

Af (
1975
)

Anmeldelse

William Heinesen: De fortabte spillemænd

William Heinesen er færøsk litteratur for danskerne. Men knap så meget færøsk litteratur for færingerne. For han skrev på dansk, og det generede ikke blot de nationale, hjemstavnsfolkene, 200 procents færingerne. Mens hans romaner blev markedsført som færøske i Danmark, blev de generelt ikke anset som færøske i Nordatlanten.
»De fortabte spillemænd« er en roman, der altid er blevet refereret til, når Færøerne en sjælden gang kom i medierne i Danmark. Den første sætning, »Langt ude i det kviksølvlysende verdenshav ligger et ensomt lille blyfarvet land« er den slags, der citeres i rejseguidebøger - og den er da også bare formidabel. Det erkender man især, når man har sat sine ben på øerne en dag, hvor solens stråler titter igennem et skydække.

De fortabte spillemænd er Moritz, Sirius og Lille-Kornelius, der er søn af klokkeren og vindharpespilleren Kornelius. De nyder livet, brænder sprit, elsker og filosoferer, og de slås med bøllen Matte-Gok, den hellige bankbestyrer Ankersen og hans vækkelses- og afholdsforening samt den selvfede kultusminister Østermann. Alt, hvad der kan uddrives af ondt og kedsommeligt, forsøger de at gøre kål på med deres spilleglæde og musik. Der kommer et dødsfald i vejen. Og William Heinesen fabulerer og gør sig munter, gør han. Selv om det nogle gange bliver lidt for meget - specielt hvis man forsøger at læseromanen i ét stræk.

Heinesen lægger ud med høj fart, og den aftager ikke - tværtimod. Hans bande med spillemænd styres af sprut, musik og kvinder. Måske skyldes det ikke kun sproget, at en stor del af færingerne ikke læste ham.

En særlig kvalitet ved »De fortabte spillemænd« er Heinesens kollektive persongalleri. Alle personer er hovedpersoner for en tid for senere igen at blive bipersoner. Troskyldigheden går under for blot at genopstå i andre mennesker. Det enkelte menneskeliv spiller ikke så stor en rolle heroppe i den mægtige natur, hvor andre kræfter står langt over individet.

De onde får en dag deres regning, mens Heinesen lader sine foretrukne personer praktisere livsglæde og tilgivelse. Den skat, som den onde Matte-Gok fik franarret den fattige Sirius ender med at synke ned på havets bund - og de onde synker også til bunds.

Bogen er fyldt med poesi og menneskeskildringer med mange facetter. Spillemændene kæmper en unfair kamp mod religiøs fanatisme, griskhed og beregnende mennesker, mod de smalsporede og livsfjendske kræfter. Da er den en lise at møde Moritz' kone, Eliana, med gudindeblikket - den »meget musikalskje flasketryllerske Aliana«, der er »ung og glad som en nys ilandstegen Afrodite«.

Spil den igen, William!

 

William Heinesen: De fortabte spillemænd, 282 sider (Gyldendal)

Analyse

Heinesen, William - De fortabte spillemænd

24.maj.02

På Færøerne, i musikken og poesien og hos de glade, ubekymrede mennesker findes det gode ...

ihvertfald ifølge William Heinesen!

William Heinesen (1900-1991) var en forfatter, der placerede sig mellem to lande: Danmark og Færøerne. Han var i høj grad inspireret af den litterære scene i Danmark, og han skrev på dansk, men alle hans tekster handler om og foregår på Færøerne. Det meste af livet boede han på Færøerne med undtagelse af studieårene i Danmark. I ungdommen udgav han digtsamlinger, der var præget af en vis melankoli, og som var inspireret af både samtidens digtere og den salmetradition, han var vokset op med på Færøerne. Den første roman Blæsende Gry udkom i 1934 og siden fulgte Noatun(1938), Den sorte Gryde(1949), De fortabte Spillemænd(1950), Moder Syvstjerne(1952), Det gode Håb (1964) og Tårnet ved verdens ende(1976). Derudover har han udgivet noveller og essays, og han var også billedkunstner, hvilket i 1980 resulterede i en bog med tegninger, malerier og papirklip.

Forfatterskabet er præget af Heinesens idealisme, og han er, som mange af sine samtidige forfatterkolleger, præget af både Marx og Freud. I prosaen er han ofte splittet mellem en hyldest til det gode i livet og en indignation over uretfærdigheden, men i stedet for at gå til dette med alvor og tungsind, udmønter det sig hos Heinesen i humoristiske beskrivelse af mennesker og deres historie. Hans tiltro til livet og godheden i menneskene er et tema, som bliver dynamisk i Heinesens forfatterskab, fordi han også tør pege på det grimme og onde. Men det er altid det poetiske og smukke i tilværelsen, han ender med at fæstne sig ved og beskrive.

De fortabte Spillemænd er William Heinesens fjerde roman. I denne bog er det tydeligt at mærke, hvor Heinesen mener, det gode findes: på Færøerne, i musikken og poesien og hos de glade, ubekymrede mennesker, som er repræsenteret af de fem spillemænd og deres familier og venner. Spillemændene er tre brødre: Moritz, Sirius og Kornelius og deres to venner: spillelærer Boman og magister Mortensen. For de tre brødre er livet let og lykkeligt og fuld af kraft og energi, ingen udfordringer er for store, de har eventyrlyst alle tre, og de er drømmere - især Sirius, der skriver digte og Kornelius, der leder efter en hemmelig skat. De lever et ubekymret liv i det lille miljø i Torshavn omkring 1. verdenskrig.

Romanens første del er en skildring af et sted, hvor der er plads til alle typer, og hvor alle tager sig af hinanden. Men man fornemmer, at denne lykke ikke kan vare ved. Naturen er barsk og udgør en fare for de lykkelige mennesker, men i virkeligheden er den værste trussel sparekassebestyrer Ankersen og hans afholdsforening Ydun, som ikke er bange for at bruge alle midler i forsøget på at omvende byens beboere. Spillemændene og deres venner holder af fest, musik og brændevin, og dette falder ikke i Ankersens smag. Men spillemændene bliver først fortabte, da Ankersens søn pludseligt dukker op på øen. Han har på ingen måde rent mel i posen, og hans bekendelser hos den indre missionske afholdsforening er vist ikke helt oprigtige…

De fortabte spillemænd er delt op i fire satser, og bogen er på den måde som et stykke musik, der er nøje komponeret til at fortælle en bestemt historie. Fortælleren fører os ind over Færøerne i bogens første scene og med hver sats indledes et nyt kapitel i beretningen, der er præget af fortællerens store overblik både i tid og sted. Man fornemmer, at spillemændenes oplevelser er båret af en ufravigelig skæbne, og fortælleren ved hele vejen igennem, hvordan kompositionen skal ende. 

Heinesen maler et morsomt og kærligt portræt af alle typerne i den lille by lige fra den lettere fordrukne sømand, Ole Brandy, til den hellige sparrekassebestyrer Ankersen. Samtidig er der ingen tvivl om, hvad Heinesen vil med bogen. Han kritiserer det sekt-lignende forhold nogle af byens borgere har til kristendommen, og De fortabte spillemænd er et eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis den slags mennesker får for megen tilslutning. Det onde findes ikke kun hos de fundamentalistiske kristne, men også hos de gerrige. De mennesker, der kun handler ud fra, hvad der tjener dem bedst økonomisk, og som af den grund gerne vil passe på deres omdømme, er blandt andet illustreret af landfoged Kronfeldt, der hellere vil have en uskyldig dømt for tyveri, end at få blakket sit eget ry. Men bogen er på ingen måde deprimerende, og Heinesen holder igennem hele fortællingen fast på håbet. Selvom alle spillemændene ”fortabes”, så bliver deres børn og koner ved med at føre det gode videre. Og for Heinesen er det gode forbundet med musik og poesi, med kvindelige omsorg, tolerance og tætte venskaber.

Heinesen er ikke fordømmende, og der ligger hele tiden en uudtalt forståelse for selv de værste mennesker, han beskriver. Men han ønsker at pege på den skade, ekstrem religiøsitet og grådighed kan forvold. Og så vil han fortælle om den godhed, som menneskene indeholder, som magister Mortensen formulerer det: ”Godheden er for hede helvede en realitet!”. Den godhed besidder moderen Eliana, der på trods af fattigdom tager sig af forældreløse børn, den besidder Sirius, da han gifter sig med en pige, som er kommet i uføre og Ole Brandy, da han lader en hjemløs gammel kone og hendes døve datter flytte ind i, så han må sove oppe under loftet. Og uanset spillemændene ulykke, så er denne godhed ikke til at slå ihjel, den forbliver en realitet igennem hele bogen.

Heinesen placerer sig i en realismetradition, som præger en del af 50’ernes litteratur, men samtidig gør han også op med socialrealismen, idet han i De fortabte spillemænd introducerer en form for magisk realisme, hvor netop det utrolige og magiske har en magt over hverdagen og dens begrænsninger. Således er hans samfundskritik også en hyldest til poesien i tilværelsen.

Stud. mag. Lærke Bohlbro 

 

 

Litteratur om bogen

Afsnit i bøger
 
81.5
Den moderne roman og romanforskning i Norden.Innleg ved den 8. studiekonferanse over skandinavisk litteratur 10. – 14. august 1970. - Bergen, Universitetsforlaget, 1971.
(heri: side 93 – 109: Jones, Glyn: William Heinesens "De fortabte spillemænd").
Artiklen er skrevet på engelsk.

 

 

81.65
Jógvan Isaksen: Mellem middelalder og modernitet. - Amaldus, 2004.
(heri: s. 42-56: Willliam Heinesen: Og dansen den går : De fortabte spillemænd).

99.4 Heinesen, William
Brovst, Bjarne Nielsen: Det muntre nord : William Heinesens liv og digtning.
(heri: side 75 – 78: De fortabte spillemænd – en samtale med William Heinesen).

99.4 Heinesen, William
Jones, W.Glyn: Færø og kosmos : en indføring i William Heinesens forfatterskab, Gyldendal, 1974.
(heri side 157 – 180 : De fortabte spillemænd).

99.4 Heinesen, William
Ljungberg, Henrik: Eros og samfund i William Heinesens romaner. FS-Forlagid, 1976.
(heri side 47 – 54: De fortabte spillemænd)

99.4 Heinesen, William
Søholm , Ejgil: Godheds ubændige vælde : en lille bog om William Heinesen, Færøernes store danske digter. Gyldendal, 2000.
(heri side 28 – 39: Spottefugl og spillemand).

A
rtikler i tidsskrifter

Nordica – Tidsskrift for nordisk teksthistorie og æstetik.
(heri 2001, bd. 18, s. 215 – 243: Eriksen, Nicolai: Den bevidste søgen – om forholdet mellem forfatter og fortæller i De fortabte spillemænd.
 
Anmeldelser og andre avisartikler


15/1 1960 Tom Kristensen i Politiken (Gud velsigne William Heinesen)
2/7 1951 Sven Møller Kristensen i Land og Folk (Det fælles menneskelige)
14/1 1980 Ejgil Søholm i Aarhus Stiftstidende (Virkelighed med vindharpe)    

 

 

Litteratur om forfatteren

 

Bøger

 

81.65
Isaksen, Jógvan: Mellem middelalder og modernitet : omkring WIlliam Heinesens prosa. -  Amaldus, 2004. -  269 sider.

99.4 Heinesen, William
Brovst, Bjarne Nielsen: Det muntre nord – William Heinesens liv og digtning.
En mosaik af Bjarne Nielsen Brovst med raderinger af Sven Havsten-Mikkelsen. - Centrum, 1987.

99.4 Heinesen, William
Jones, W.Glyn : Færø og kosmos. En indføring i William Heinesens forfatterskab. - Gyldendal, 1974.

99.4 Heinesen, William
Ljungberg, Henrik : Eros og samfund i William Heinesens romaner. FS-Forlagid, 1976.

99.4 Heinesen, William
Søholm , Ejgil: Godheds ubændige vælde.
En lille bog om William Heinesen, Færøernes store danske digter.- Gyldendal, 2000.

99.4 Heinesen, William
Tårnet midt i verden; en bog om William Heinesen. Redigeret av Vár i Olavsstovu og Jan Kløvstad. - København, Nordisk Ministerråd – Torshavn, Nordens Hus, 1994. 236 sider. -
Heri William Heinsesen bibliografi side 188-236.  

99.4
William Heinesen – en bibliografi. - Af Mia Thorkenholdt og Lars Øhlenschläger.- Danmarks Bibliotekskole, 1984  

Afsnit i bøger

Heinesen, William: De fortabte spillemænd. - Gyldendal, 1965
(heri: side 287 – 298: Gelsted, Otto: Efterskrift om William Heinesen).

81.5
Fortællere og steder i Norden – 11 nordiske forfattere på Hald Hovedgård. -  Red. Trisse Gejl. - Dansk Forfatterforening, 2002.
(heri s. 40 – 51: Larsmo, Ola: Heinesen, avgrunden och den nordiska groteska romanen).

81.54
Isaksen, Jógvan: Færøsk litteratur. Introduktion og punktnedslag. - Vindrose, 1993.
(heri: s. 36-40 og 97-120).

81.6
Dansk litteratur historie. - Gyldendal, 1984 – 1985.
(i bind 7 s. 468 – 470 om William Heinesen).

81.6
Dansk litteratur historie. - Gyldendal, 1984 – 1985.
(i bind 8: s. 68 – 78 om William Heinesen).

81.6
Gads danske forfatterleksikon : Litteraturens stemmer. - Red. Benedicte Kieler og Klaus P. Mortensen. - Gad, 1999.
(heri s. 208-210)

81.6
Litteraturhåndbogen. - Redigeret af Ib Fischer Hansen m.fl. - 4. udg. - Gyldendal, 1995.
(heri s. 418 – 420 om William Heinesen).

81.64
Danske digtere i det tyvende århundrede, 3. udgave. - Redigeret af Torben Brostrøm og Mette Winge. - Gad, 1981.
(i bind 2: s. 293 – 312: Eigil Søholm: William Heinesen).

81.64
Danske digter i det 20. århundrede. 4. udg. - Redigeret af Anne-Marie Mai. - Gad, 2002.
(i bind 1: s. 238 – 247: Mogens Davidsen: William Heinesen).

81.65
Wamberg, Niels Birger : Samtaler med danske digtere. - Gyldendal, 1968.
(heri s. 34 – 39: William Heinesen).  
 

Artikler i tidsskrifter

80.5
Kritik. - Gyldendal.
(heri 2000, nr. 147, side 44 – 53: Brostrøm, Torben: Himmel og hav. William Heinesens lyrik).

80.6
Danske. - C.A.Reitzels forlag.
(heri 2000, side 153 – 178: Hansen, Bergur: Fantasi og virkelighedstroskab hos William Heinesen).

81.6505
Spring : tidsskrift for moderne dansk litteratur.
(heri 2001, nr. 17, side 194 – 208: Hansen, Bergur: Et spring ind i et billede. William Heinesen – en moderne hjemstavnsfortæller).
   
Links


 Forfatterweb - et tilbud fra bibliotek og skole
Portræt af William Heinesen

Den store Danske
Portræt af William Heinesen
 
Ulla Skovgaard Andersen, 26/5/2006 

 

Bogdetaljer

Secondary title
MagnaPrintserien ; 54
Forlag
Borgen
Faustnummer
00962023
ISBN
9788702056877
Antal sider
327

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer