Bog

En fremmed klippe

Af (
2012
)

Anmeldelse

En fremmed klippe af Martin Jensen

26 mar.12

Smuk roman om venskab og lidenskab fortalt gennem drengen Sions overgang fra barn til voksen.

En varm sommerdag ser den 14-årige Sion en vandrende klippe. Det viser sig dog at være en elefant, som sammen med et omrejsende menageri kommer til hans landsby i Midtwales i året 1848. Han bliver straks betaget af elefanten, mens de andre drenge er langt mere optagede af tigeren og aberne. Sions betagelse fører ham i kontakt med elefantpasseren, Robert, og et venskab blomstrer frem mellem det umage par.

Også andre ting blomstrer denne sommer. Sion bliver betaget af den frimodige Meg, som også rejser rundt med menageriet, mens Robert kaster sine øjne på en lokal pige. Noget, der i Sions øjne er helt umuligt, for walisere mænger sig ikke med englændere.

På hjemmefronten sker der også forandringer. Sion bor hos sin moster og onkel, den lokale smed, fordi hans forældre døde, da han var lille. Som en af de få i landsbyen får han undervisning i engelsk, fordi hans mor ønskede, at han skulle have en uddannelse. Men det betyder, at han skal forlade landsbyen.

'En fremmed klippe' er en smuk fortælling om en drengs overgang til voksen. Det er en fortælling om venskab og kærlighed, og om lidenskaber og død. Martin Jensen skriver om store følelser på sin lavmælte facon, der lader ordene trænge ind og bundfælde sig i læseren, så man efterfølgende ikke kan lade være med at vende tilbage til historien.

Jeg holder meget af Martin Jensen. Hans forfatterskab spænder vidt lige fra historiske krimier over salmer til samtidsromaner, og uanset hvilket emne, han kaster sig over, formår han at gøre det interessant. Samtidig nyder jeg måden, hvorpå han lader ord fra tiden flettes ind i historien, så man nærmest smager på sætningerne, mens man læser. Og så skaber han de smukkeste billeder, når han fortæller om Sions ture over bjergene, og hans oplevelser med dyr og fugle i landskabet.

Mod slutningen af romanen skrues der op for dramaet, men 'En fremmed klippe' er hovedsageligt fortællingen om Sions vej til voksenlivet, og om det fortæller Martin Jensen lavmælt, men intenst. En dejlig roman der kun kan anbefales.

Bogdetaljer

Forlag
Klim
Faustnummer
29243751
Graphic
Kristian Nordentoft
ISBN
9788771290073
Antal sider
210

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer