Bog

Eget ansvar

Af (
2013
)

Anmeldelse

Eget ansvar

Eget ansvar af Elsebeth Egholm er en krimi om den kendte, journalist Dicte Svendsen. En flygtningeadvokat findes dræbt i sit hus, Dictes datter Rose og dennes kusine Anne Marie bliver kidnappet af to hætteklædte mænd i en hvid varevogn, og et ungt par finder en afsavet hånd i en skov ved Trige. Hånden stammer fra en afrikansk kvinde, og senere finder man andre ligrester. Også Dictes søn, Peter bliver involveret i dramatiske begivenheder, som finder sted. Efterforsker ved Østjyllands Politi, John Wagner kæder efterhånden disse ting sammen, og pludselig befinder han og Dicte sig i et netværk af menneskesmuglere. De indser hurtigt, at de må træffe nogle drastiske valg. Men alting har sin pris! ...

Elsebeth Egholm har skrevet en særdeles spændende og medrivende krimi. Det er den bedste af hendes bøger, jeg har læst.

Bogen foregår i Aarhus og omegn, i Midtjylland og på Djursland på genkendelige steder. Det giver altid en bog en ekstra dimension, når man kan følge personerne rundt på steder, man selv kender. 

Personbeskrivelserne er realistiske, og det gælder både hoved- og bipersoner, og det selv om persongalleriet er stort.

Man kommer i særdeleshed helt ind i sjælen på både Dicte, sønnen Peter og Dictes søster, Sofie. 

Miljøskildringerne er også gode. Det er en særdeles interessant indføring, man får i forholdene i hjem, hvor alt drejer sig om Jehovas Vidner. Der er også interessante beskrivelser af kriminelle miljøer og miljøer, hvor mennesker i den grad tilhører underdanmark.

Et tema i bogen drejer om det ubrydelige bånd, der er mellem en mor og hendes børn.

Et andet af bogens temaer er, hvor langt journalister kan gå, når det drejer sig om en at få en historie på avisens forside. Begge temaer refererer til bogens titel "Eget ansvar".

Det politimæssige er også i orden, og i lighed med bogens andre personer er politifolkene også realistiske.

I det rent plotmæssige er der mange bolde i luften på samme tid, men Elsebeth Egholm formår at udrede alt til sidst.

Til slut må jeg konstatere, at det ”Dicte-miljø”, man blev præsenteret for i TV-serien ”Dicte” for mig ikke er det samme miljø, jeg danner mig for mit indre blik, når jeg læser bogen her.

Jeg foretrækker så langt bogens miljø.

/Jan Findal

Bogdetaljer

Forlag
Politiken
Faustnummer
29953554
ISBN
9788740009408
Antal sider
415

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer