Bog

Jeg finder dig altid

Af (
2017
)

Anmeldelse

Jeg finder dig altid af Elsebeth Egholm

En rigtig page-turner om kvinden Rina, der lever et dobbeltliv som læge om dagen og gadekunstner om natten.

Elsebeth Egholm er kendt for sin elleve bind serie om journalisten Dicte Svendsen. Med disse bøger har hun for længst slået sit navn fast som en af Danmarks bedste krimiforfattere. I sin nye serie bliver vi præsenteret for en ny og helt anderledes hovedperson: Katarina Svane-Dissing, der kalder sig Rina, og af vennerne bliver kaldt Kat. 

Rina lider af manglende evne til at genkende ansigter, men trods sit handicap er hun blevet læge og har i begyndelsen af krimien netop købt sig ind i et lægehus. Rina lever et dobbeltliv, hvor hun om natten klatrer op på høje bygninger for at lave street art under navnet Private Eye. Da hun en nat kommer hjem fra en vellykket aktion, bliver hun overfaldet af en knivbevæbnet mand. Det lykkes hende at vriste kniven fra manden og flugte. Forinden har han hvisket ”Jeg finder dig altid”. Samme nat styrter en ung mand i døden fra en høj bygning.

Politiet har længe ledt efter Private Eye og overvejer, om det er Private Eye, der er faldet ned. Teorien må dog hurtigt forkastes, da et fodaftryk på den unge mands bluse afslører at han er sparket i døden. Kan Private Eye være drabsmanden? Efterforsker Helge Stanek kommer i kontakt med Rina. Han bliver dybt fascineret af den unge kvinde og tror på hendes forklaring, da hun kommer i politiets søgelys. Det bliver åbenlyst, at der er én, der efterstræber Rina og lægger fælder, der vil stemple hende som morder. Stanek kommer i efterforskningen også tæt på den frygtelige kidnapningssag fra Rinas barndom, hvor hun og hendes tvillingebror Tommy blev bortført som seksårige. Rina kom sikkert hjem til sin familie, men kunne ikke huske noget, og yndlingsbarnet Tommy blev aldrig fundet. Staneks far stod for efterforskningen.

Der er mange lag i bogen, og mange sideløbende temaer og handlinger. Et af de stærkeste temaer er forælder-barn forholdet, hvor både Stanek og Rina har et had-kærlighedsforhold til henholdsvis deres far og mor. Stanek har altid villet gå i sin fars fodspor som politimand, og Rina, der har higet efter sin mors kærlighed, ville være kunstner som sin hende, men moren har aldrig anerkendt hendes kunst. Det er lidt tankevækkende, at Charlotte Sieling i film i filmen ’Mesteren’ fra 2017 har det samme tema. I filmen vil den anerkendte og feterede kunstner Søren Malling ikke anerkende den gadekunst, som hans søn Jakob Oftebros maler under kunstnernavnet Ghost.

Bogen er meget anderledes fra de fleste krimier, jeg har læst, og den er meget, meget spændende. Et enkelt humoristisk islæt har fået lov til at snige sig ind i form af den vietnamesiske kvinde Chung, der ikke kan sige R og derfor kalder Rine for Lina og omtaler Robert Redford som Lobert Ledford. Både Stanek og Rina lever dobbeltliv, og det er et fænomen, som jeg stødt på flere gange især i nyere svenske krimier. Ligesom Dicte Svendsen dannede makkerpar med John Wagner gennem alle Dicte-romanerne, forestiller jeg mig, at Rina vil komme til at danne makkerpar med Stanek. Ved bogens slutning står politiet da også med et par ubesvarede spørgsmål, så jeg tror roligt, vi kan glæde os til mere Rina og Stanek.  

 

En særlig tak til mydailyread for lån af billedet på Litteratursidens Facebookside. Du kan følge hende på Instagram, hvor hun deler ud af sine læseoplevelser. 

Bogdetaljer

Forlag
Politikens Forlag
Faustnummer
53332692
ISBN
9788740036473
Antal sider
432

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer