Bog

Det blæksorte hjerte

Af (
2022
)

Anmeldelse

Det blæksorte hjerte

05 okt.22

Robert Galbraith alias J.K. Rowling har skrevet en medrivende moppedreng om cyberkriminalitet.

De to personer bag kulttegneserien "Det blæksorte hjerte" bliver overfaldet, kvinden Edie Ledwell bliver dræbt og Josh Blay, den mandlige halvdel, bliver hårdt såret af knivstik. Få dage inden har Edie Ledwell henvendt sig hos Strike Detective Agency, fordi hun blev forfulgt og lagt for had på nettet. De afviste sagen, fordi de ikke havde ressourcer til at påtage sig den, men efter overfaldet tager de alligevel sagen op for at finde onlinepersonen Anomi, der var førende i forfølgelsen af Edie Ledwell.

Opklaringsarbejdet bliver langvarigt og vanskeligt, og det er en farlig sag for Strike og Ellacott. Det er skrupelløse modstandere, de er oppe imod, og de udsættes flere gange for både overfald og fare, mens de med vekslende held kæmper for at beskytte andre. Mange mistænkte krydser deres vej, men svaret ligger bestemt ikke lige for. Det er et virkeligt gennemført plot, der holder hele vejen.

Forfatteren kan virkelig noget med både historiefortælling og persongalleri. Der er rigtig mange karakterer, og alle fremstår gennemførte og meget autentiske, både dem i den virtuelle verden og dem i virkeligheden. Allerbedste fungerer Strike og Ellacott og samspillet mellem dem. Heldigvis er der her også plads til andet end opklaringsarbejdet, og det er spændende at følge udviklingen i forholdet mellem de to detektiver. 

Bog nummer seks i serien er som de andre en fornøjelse at læse, men der er brugt lidt for mange sider på afskrift af forskellige chatsamtaler frem og tilbage i en uendelighed. Jeg ved, det er en vigtig del af opklaringsarbejdet, men jeg synes det kunne have været minimeret, når men tager i betragtning, at bogen er på over 1000 sider.  

Jeg vil på det varmeste anbefale bogen og serien til alle krimilæsere, men bøgerne skal læses i kronologisk rækkefølge, da der er en del henvisninger til til de foregående bind i serien.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Agnete Dorph Stjernfelt
Faustnummer
134167866
ISBN
9788702372823
Antal sider
1067

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer