Bog

Blå

Af (
2018
)

Anmeldelse

Blå af Maja Lunde

Vedkommende, interessant og skræmmende roman om klimaforandringerne og konsekvenserne.

Signe har i hele sit liv været miljøaktivist, og selv om det har betydet, at hun har mistet forbindelsen til sine forældre og sin kæreste, har hun holdt fast ved sin overbevisning.

”Vi ejer ikke vandet, ingen ejer vandet. Og alligevel fremturer vi. Og selv om jeg ikke tror, det nytter i det lange løb, vil jeg blive ved med at gå i demonstrationer og dele løbesedler ud, så længe jeg har fødder at gå på og hænder at dele ud med.”

Da Signe får at vide, at hendes tidligere kæreste står bag eksport af isterninger fra den nordnorske gletcher, som hun har kæmpet for at frede, beslutter hun sig til at sejle ned til ham i Sydfrankrig i sin båd og konfrontere ham med fortiden. Med sig har hun en meget speciel last.

Historien om Signe foregår i 2017. I et andet spor følger vi David og datteren Lou i 2041. David bor sammen med kæresten og deres to børn i Sydfrankrig, men efter mange års tørke er det blevet nærmest umuligt at skaffe vand, og derfor er der mange sydeuropæere, der vælger af flygte nordpå, de håber på, at kunne komme til ”vandlandene” i nord, selv om grænserne er lukkede for flygtninge sydfra.

David og Lou bliver indlogeret i en flygtningelejr, og her håber de at kunne blive genforenet med resten af familien. Men der er ingen kæreste og ingen søn, og efterhånden bliver forholdene i lejren værre og værre. En dag støder David og Lou på en forladt gammel båd. Det tog mig lidt tid at finde ud af, hvordan de to historier kunne hænge sammen, men da David og Lou finder båden, er det tydeligt, at den er forbindelsesleddet.

Maja Lunde skriver godt og flydende, selv om jeg indimellem synes, at hendes dialoger bliver lidt for konstruerede. Det er dog tydeligt, at hun brænder for sit budskab om, at vi skal passe på naturen, og at ressourcerne ikke er ubegrænsede. Det er skræmmende at forestille sig, hvad der kan ske, hvis vi ikke har vand nok, og forestillingen om de mange flygtninge, som flygter mod nord fra tørke og sult, er måske ikke så langt væk. Det lykkes for Maja Lunde at beskrive, hvor sårbare vi bliver, når vi mangler noget at det mest basale i vores hverdag.

Maja Lunde fik sit store gennembrud med Biernes historie i 2015. Også her beskæftiger hun sig med klimaforandringernes følger. Som følge at den store succes og meget opmærksomhed omkring ’Biernes historie’ og ’Blå’, har hun besluttet sig til at lave i alt fire romaner med klimaet i centrum.

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Oversætter
Poul Henrik Westh
Faustnummer
54495358
ISBN
9788763857505
Antal sider
357

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer