Bæst

Fabulerende roman om en bomstærk dreng, hans smukke mor og den forelskede nabodreng. Historien er til den omstændelige side, men trods alt et brag af en roman.

Leon er et helt usædvanligt barn. Han er bomstærk – og dertil meget, meget kælen. Hans mor, den skønne og attråværdige Danica, får kærligheden at føle fra sin muskuløse søn, indtil hun får nok. Drengens far, klepperten Karl, har det heller ikke let med den grænseløse søn, og med tiden har han det også anstrengt med sin kone. Den eneste, der kan tumle Leon, er nabodrengen Mirko, der er god som dagen er lang og meget forelsket i Danica. Det er med andre ord ikke nemt for nogen, og på natten for Leons syv-års fødselsdag kulminerer det hele.

Ane Riel, der tidligere har brilleret med romanerne Slagteren i Liseleje og Harpiks, har endnu engang begået en fantastisk, fabulerende og fantasifuld roman i et overlegent sprog, der selv midt i den største nød og elendighed får én til at fnise begejstret. Dét skal man ikke skamme sig over, for det skyldes ganske enkelt de sproglige overraskelser og finurligheder, som Riel mestrer. Og persongalleriet er lige så levende (og lige så dødt – bogstaveligt talt), som i de to foregående romaner. Dobbeltheden i drengen Leon, hvis kærtegn beklageligvis altid er forbundet med smerte og i værste fald død, er både elskelig og frastødende på én og samme tid, og man lider med omgivelserne samtidig med, at man ønsker alt det bedste for det infantile muskelbundt.

Historien om Leon, Danica, Mirko og det øvrige farverige klientel i 'Bæst' er på flere måder mere omfangsrig end både 'Slagteren i Liseleje' og 'Harpiks', og selvom 'Bæst' både fortjener og har ret til sit eget liv, savner jeg alligevel en lidt strammere historie. Det er næsten som om, det hele bliver for meget af det gode (ligesom man sige om Leon), for romanen er god, og nye læsere kan sagtens begynde her. Men hen ad vejen bliver det hele lidt for omstændeligt, detaljerne lidt for mangfoldige, og derved mister romanen pusten.

Ovenstående skal dog ikke være et argument for ikke at læse bogen. Den er vildt velskrevet, og miljøet, der muligvis udgøres af et sted i Sydeuropa for år tilbage, står skarpt og lyslevende. Det samme gør personerne, og så kan Ane Riel altså stykke de mest afsindige historier sammen, som man bjergtages af – også selv om jeg ikke synes, 'Bæst' er Riel bæste(!) bog. Mindre kan nemlig også gøre det, når man (be)skriver sådan.

Kort, men fyndigt, fortalt kan 'Bæst' opsummeres således: Mus og mænd møder Hvor der er fugle møder filmene 'Den enfoldige morder' og 'Mænd og høns' – inden David møder Goliat. Og det er altså en spændende cocktail.