Ane Riel maler det groteske frem i det, som umiddelbart ser normalt ud. Hun skriver rammende og satirisk om ondskab, idyllisk udkantsliv og tragiske personer.
Ane Riel begyndte godt nok sin forfatterkarriere med at skrive børnebøger, men det var med hendes debutroman for voksne, Slagteren i Liseleje , hun vandt sin anerkendelse, da bogen af Det Danske Kriminalakademi blev kåret som bedste danske krimi/spændingsdebut i 2013.
Til trods for prisen var bogen dog vanskelig at placere entydigt i krimigenren. Forlæggeren beskrev den som ”idyl noir”, og Riel selv ville heller ikke kalde den en krimi, da der ikke fandtes et traditionelt opklaringsarbejde i fortællingen.
Judith Abild Behring, romanens hovedperson, ser ved første øjekast ud til at være indbegrebet af at være en rar og hyggelig ældre dame: Yderst pertentlig og en knag i et køkken. Omsorgsfuld og en dyreven. Og så flirter hun også lidt med gud og hver mand. Blandt andet byens drukmåse – trekløveret Hans Enoksen (grønlænder og tidligere selvmordskandidat), Christian Kramshøj (forhenværende pornofikseret graver, nu kun pornofikseret) og endelig kunsthistorikeren Andersen, som egentlig hedder Mikkelsen, men når nu hans to venner hedder henholdsvis ”Hans” og ”Christian” til fornavn, er det næsten for oplagt – i hvert fald når man bor i en lille by som Liseleje, hvor omgangstonen er gemytlig, og hvor alle kender alle. Men skindet bedrager, og den venlige dame, som inviterer de tre beduggede venner indenfor til middag og vin/øl ad libitum, har både skeletter i skabet, lig i lasten og en skjult dagsorden.
Hendes anden roman Harpiks blev langt fra den svære toer, men en bestseller, der begejstrede anmelderne og læsere landet over og blev nomineret til DR Romanprisen 2016. I ’Harpiks’ følger vi familien Haarder, der lever et isoleret liv på Hovedet. Hovedet er navnet på den ø, de, som de eneste, bebor. Her samles der til huse af alskens ting og sager, for faren Jens er af den opfattelse, at man kan bruge alt – og så gør det i øvrigt heller ikke så meget, om tingene ret beset tilhører nogle andre. Hvis man blot tager fra dem, der i forvejen har rigeligt, vil ingen lide nød, og ’Robin Hood’ bliver da også en del af datteren Livs barnelærdom. Men er det overhovedet muligt at leve et kærlighedsfyldt liv i fred og ro og i pagt med naturen, når samfundet stiller så urimelige krav som skolepligt og hygiejneviden? Ja, mener Jens. Nej, mener hans mor Else. Måske, siger hans kone Maria – indtil den dag hun helt holder op med at tale. Der sættes sunde spørgsmålstegn ved, om det egentlig er så indlysende, hvad der er det gode og hvad, der er det modsatte. Samtidig er Riels litterære sprog mættet med finurligheder og morsomheder, som blot komplementerer historien.
Ane Riel er født i Aarhus i 1971 og har læst kunsthistorie på Aarhus Universitet.
