Forfatteren Elsebeth Egholm er en undtagelse. For hun sælger bøger og danner kø på bibliotekernes ventelister i en tid, hvor forlagene fyrer folk, og antallet af udgivelser bliver skåret ned. Alligevel regnes det for lidt syndigt at læse hendes bøger.
Skal bøger underholde eller gøre klogere?
Diskussionen af Egholms forfatterskab strander i dilemmaet mellem finkultur og populærkultur. For skal bibliotekerne og forlagene foretrække det, der trækker kunder i butikken, eller det, der rykker på læsernes grænser og lærer os alle noget om livet? Svaret er ikke så simpelt, som spørgsmålet lyder.
Egholm i feltet mellem krimi og kærlighed
En forfatter som Elsebeth Egholm ligger i feltet mellem det, som glæder mange læsere, og det, som ikke regnes for finkultur. Egholm er kendt for at skrive historier i feltet mellem krimi og kærlighed. Bøgerne kategoriseres som kvinderomaner, hvilket ikke skyldes det mest iøjnefaldende – at bøgerne er skrevet af en kvinde – men at de handler om og læses af kvinder.
Fascinationen, som Egholms bøger udøver på mange, skyldes, at bøgerne er underholdende. Derfor giver det en medrivende læseoplevelse at kaste sig ind i bøgernes univers, og flere anmeldere peger på, at de ikke har kunnet lægge bøgerne fra sig. Årsagen er, at der sammen med fokus på kvindernes univers altid er en krimigåde i Egholms bøger. Således bygger bøgerne på træk fra to genrer, fordi de som krimier afføder et vidensbegær, mens de som kvinderomaner serverer noget genkendeligt.
Begæret efter opklaring og afklaring
I debuten 'De frie kvinders klub' fra 1999 handler det krimiagtige om en gruppe veninder i trediverne, med hvad det indbefatter af glæder og problemer med familie, karriere og valg i livet. Solveig fra venindeflokken er død, og da de andre mødes til hendes begravelse, nager et spørgsmål dem: Hvorfor begik Solveig selvmord?
Det gælder derfor ikke om at finde en morder, men at tænke tilbage på venindernes fælles ungdomstid i 1980ernes Århus for at forstå nutiden igennem fortiden. Temaerne i debutromanen ligger omkring venskab og tabet af ungdommens illusion om frihed. Det er fortalt i en vekslen mellem nutid og fortid, hvilket fortælleteknisk er med til at opbygge spænding.
Med Egholms anden roman, 'Scirocco' fra 2000, er handlingen flyttet til den eksotiske lille ø Gozo, hvor en dansk kvinde i trediverne, Kari, har krise i ægteskabet med sin lokale mand, Salvu. Krimigåden tager fat, da nogle arbejdere ved en olieboring bliver dræbt, og en mystisk lerfigur dukker op. Desuden giver mødet med en fremmed mand et alternativ i kærligheden for Kari. Tematisk kredser romanen om frugtbarhed og barnløshed, for den spørger, om en kvinde nødvendigvis skal have børn.
Det eksotiske islæt er bibeholdt i Egholms tredje roman, 'Opium' fra 2001. Her fortælles skiftevis om en forretningsmand i Hong Kong, hvis liv kommer ud på et sidespor, og om hans voksne datters vanskeligheder med at frigøre sig. Krimigåden sætter ind, da faren modtager et trusselsbrev, og datteren Kit beslutter sig for at nå til bunds i sagen. På et tematisk plan behandler "Opium" fortidens evne til at skygge for nutiden og en idé om, at det skjulte ligger lige for.
Rent fortælleteknisk har titlen en uheldig effekt, fordi den afslører romanens skjulte gåde. På den måde virker hovedpersonen Kit meget naiv, når hun, til forskel fra læseren, ikke kan regne tingene ud. Ud fra et krimiperspektiv punkterer det spændingen, men i forhold til karaktertegningen har det en effekt.
Egholms fjerde roman hedder 'Skjulte fejl og mangler' fra 2002. Den tager hul på krimiserien med den fyrreårige århusianske journalist Dicte Svendsen i hovedrollen. Som debutromanen handler den om en gruppe veninder, og parallelt med "Scirocco" findes et gennemgående tema omkring børn.
Krimifortællingen begynder, da veninderne under et cafébesøg finder et dødt spædbarn i Århus Å. Senere bryder en ukendt ind på Skejby Sygehus Fødeafdeling for med tusch at skrive "dø!" i panden på de nyfødte. Tematisk sættes liv og død op i forhold til hinanden i en fortælling om svigt, tillid, kærlighed, afhængighed og frihed.
Venskabet er trængt i baggrunden i Egholms femte roman, den aktuelle "Selvrisiko" (2004), hvor Dicte Svendsen som journalist skal skrive om to påsatte brande. En nat bliver nabogårdens hestestald og en skole brændt ned, hvilket i første omgang får politiet til at tro, at det er grove drengestreger. Men da et kvindelig bliver fundet i den lokale mose med en økse igennem hovedet, tager sagerne en alvorlig drejning. Det gennemgående tema for romanen er forholdet mellem forældre og børn, hvilket udmønter sig i en forestilling om arvesynd, hvor forældres svigt giver uhyggelige udslag senere i livet.
Teknisk set veksler "Selvrisiko" mellem fiktion og virkelighed. For historien er opdigtet, men fortalt rundt om en række virkelige hændelser fra Østjylland. Det skaber genkendelighed og et troværdigt univers.
På en bølge af kvinderomaner
Det specielle ved Selvrisiko er, at den til forskel fra de tidligere bøger ikke er en kvinderoman. Derfor repræsenterer bogen et skift i forfatterskabet. Fokus i 'Selvrisiko' ligger på krimigåden, hvilket er årsagen til, at Egholms nye forlag Gyldendal forsøgsvis sætter etiketten femi-krimi på bogen.
Det som 'Selvrisiko' derved indirekte tager afstand fra, er genrebetegnelsen kvinderoman. Der har været en bølge af kvinderomaner i de sidste par år i Danmark. Fælles for romanerne er, at de er skrevet af kvinder, til kvinder og om kvinder.
Derfor kan de siges at befinde sig i et lukket univers, og det er årsagen til, at genren nogle gange omtales som "ALT for damerne"-litteratur. Bøgerne er realistiske og handler om hverdagen, og de er ofte skrevet i et gennemsigtigt sprog, som til forveksling ligner journalisters.
Kritikerne mener, at kvinderomaner på lige fod med et dameblad som "ALT for damerne" kan læses, mens man er i karbad, hvilket skal hentyde til, at det er ren underholdning. Ligesom et dameblad ikke har til hensigt at udfordre sine læsere, vil kvinderomaner ofte heller ikke rykke på meget. I værste fald bliver læsningen af den underholdende kvindelitteratur selvforstærkende og selvbekræftende, fordi kvindelige læsere, i stedet for at ændre på et potentielt utilfredsstillende liv, lader sig passivisere ved at læse om andre kvinder i trediverne og fyrrene, som heller ikke har styr på livet. Således fungerer bøgerne som en negativ spejling.
Hvorfor Egholms bøger virker
Egholms bøger er altså hverken rene krimier eller kvinderomaner. Alligevel låner de aspekter fra begge genrer, mens forfatterskabet har gennemgået en udvikling.
En forklaring på, hvorfor bøgerne er spændende, findes hos den amerikanske litteraturforsker Peter Brooks. Ideen er, at læsning afføder et begær efter afslutning, hvilket han, med titlen på sin bog, kalder at læse efter plottet: Reading for the Plot. Ifølge Brooks oplever læseren et begær efter at få løst den gåde, som livet er.
Man kan af logiske årsager ikke videregive erfaringen af at have levet sit liv til ende – så er man død og borte – men igennem bøger kan man læse om andres liv og død. På den måde får læserne erfaringer.
Derfor skyldes interessen for Egholms bøger den måde, de er skruet sammen på. Selv kalder Egholm det den gode historie. Grundlæggende handler det om, at bøgerne er skrevet med bestræbelsen på at levere en spændende læseoplevelse. Så læseren bliver til dels givet mulighed for at identificere sig med historiens kvinder, samtidig med at historien har et gådeelement, der skal opklares.Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at bøgerne er populære. Men samtidig er det heller ikke uforståeligt, hvorfor bøgerne anklages for ikke at være finkultur.
Derfor havner vi det samme sted, som vi startede. For hvad skal litteraturen: underholde eller gøre os klogere på livet og os selv? Egholms forfatterskab rummer ikke svaret, men det er med til at vise, hvor vigtigt spørgsmålet er.
Af Ida Relsted Iversen, Cand.mag.
Foto: Politikens Forlag
Kommentarer