Trofæ af Steffen Jacobsen

Grum og hæsblæsende politisk thriller, der beskriver en uhellig alliance mellem rigmænd og rodløse ekssoldater.

Da den stenrige industrimagnat Flemming Caspersen dør, er hans datter Elizabeth hovedarving til de mange millioner, som firmet Sonartek har tjent på udstyr til våbenindustrien. Men Elizabeth støder på et uventet problem, da hun i farens pengeskab finder en DVD, der angiveligt viser en gruppe jægere, der driver en ung mand i døden. Hun er overbevist om, at hendes far er med på filmen, og beder Michael Sander, der er eksklusiv privatdetektiv, tidligere elitesoldat og tidligere politimand, om hjælp til at undersøge sagen.

Samtidig sættes politikommissær Lene Jensen på efterforskningen af et selvmord, der måske ikke er et selvmord. En ung ekssoldat har hængt sig dagen efter sit bryllup. Men hvorfor er hans hænder lænket sammen med håndjern på ryggen? Og hvordan har han fået råd til at købe en Alfa Romeo i bryllupsgave til sin hustru?

I første del af bogen krydsklipper handlingen mellem Michael Sander og Lene Jensen, og man begynder at ane en uhellig alliance mellem på den ene side en gruppe elitesoldater, der er vendt hjem fra Kosovo, Irak og Afghanistan, og som alle er tatoveret med sætningen: Dominus providebit (Herren råder) og på den anden side en lille håndfuld stenrige mænd, der ikke længere får spænding nok ved traditionel storvildtjagt.

Rigmændene har hyret elitesoldaterne til en bizar form for jagt, hvor man som trofæ udvælger sig et ungt, adræt offer, som i princippet kan undslippe. Jeg mener huske, at det var samme taktik Ku Klux Klan brugte mod sorte, som fik et forspring, inden menneskejagten gik i gang. For Michael er spørgsmålet, om soldaterne keder sig, om de er psykopater eller om de blot adrenalinjunkier. 

I sidste del af bogen tvinges de to enspændere, Michael og Lene, til at arbejde sammen. Jeg synes helt klart, at bogen fungerer bedst i begyndelsen, hvor vi følger dem hver for sig, og hvor historierne stadig har et skær af troværdighed. I den sidste del bliver der lidt for meget urealistisk vidtløftighed over historien for min smag. Det er synd, for det er to meget spændende temaer, Steffen Jacobsen sætter fokus på.

Hvad sker der med de mennesker, der på kort tid bliver stinkende rige? ”Vi fortæller dem, at de er halvguder, og de ender med selv at tro på det”, siger Steffen Jacobsen et sted. Bestemt en tankevækkende betragtning: De gør absurde ting, simpelthen fordi de kan.

Omkring de hjemvendte soldater, veteranerne, står Steffen Jacobsen ikke alene med sin kritik. Der er efterhånden skrevet mange romaner om de store psykiske problemer og den rodløshed, der opstår, når livet igen bliver ufarligt, og soldaterne ikke længere er bundet sammen i et fællesskab af krige, hvor de ser deres venner dø. Fællesskaber er uundværlige for mennesker, men når det bliver edsvorent, som også Sussi Adler Olsen har beskrevet det i Fasanjægerne, kan det blive fatalt.

En sjov, lille detalje viser, at bogen har en mandlig forfatter: Lene Jensen bruger øreclips. Det gør vist kun gamle damer! På trods af, at jeg ikke er udelt begejstret for sidste del, slugte jeg bogen uden mange pauser. Spændingen holder lige til sidste side, hvor der dukker nye, grimme afsløringer op.