Bog

Et bjerg af løgne

Af (
2015
)

Anmeldelse

Et bjerg af løgne af Steffen Jacobsen

Politisk thriller om jagten på olie. Bogen, som er tredje del i serien med hovedpersonerne Sander og Jensen, lever til fulde op til forventningerne. Spænding i international topklasse.

’Et bjerg af løgne’ er tredje del af ’Trofæ’, og Steffen Jacobsen har efterhånden udviklet sig til at være en af de bedste spændingsforfattere i Danmark. Som skribent kender han til alle genrens spændingsskabende tricks med at skifte mellem personerne og lade kapitlerne slutte på et spændende sted. Dertil kommer, at hans personer lever og bliver interessante, og så formår han at tage fat i særdeles højaktuelle emner. I denne roman befinder vi os midt i et højspændt oliespil, og Jacobsen har fuldstændig styr på sit indviklede plot og dokumenterer en særdeles omfattende viden om olieindustrien og den enorme betydning et oliefund ved Grønlund ville betyde for Danmark.

Den danske industrigigant Nobel Oil er gået sammen med en kinesisk storbank om et kæmpe olieudvindingsprojekt ved Grønland. De foreløbige prøveboringer tyder på et gigantisk olieeventyr, men så opdager chefgeologen Peter Holm noget fatalt – noget, der totalt kan ødelægge projektet.

Han vender tilbage til Købehavn og præsenterer sin opdagelse for den magtfulde bestyrelsesformand Axel Nobel, men dagen efter findes Peter Holm brutalt dræbt. Hans undersøgelser var gemt på en usb-nøgle, og den er nu forsvundet. Vicepolitiinspektør Lene Jensen undersøger drabet, og alle spor peger mod en mand fra miljøorganisation ”Poseidons krigere”.

Samtidig hyrer Nobel Oil den eksklusive privatdetektiv Michael Sander til at finde den forsvundne usb-nøgle. De to enspændere er gamle bekendte, men kommer til at være på hver sin side i den spegede sag, hvor økonomiske og politiske interesser er på spil.

Selvfølgelig er der tale om en thriller, og vel at mærke en næsten perfekt en af slagsen.

Det er en af de bøger, som man har svært ved at lægge fra sig, men samtidig formår forfatteren at sætte fokus på et yderst delikat emne som oliereserverne og konflikten mellem økonomiske interesser og miljøbeskyttelse. Historien bliver således til så meget mere end banal underholdning.

Bogdetaljer

Forlag
People'sPress
Faustnummer
51958179
ISBN
9788771376562
Antal sider
386

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer