Anmeldelse
Tampen brænder
- Log ind for at skrive kommentarer
Arlidges fjerde roman om kommissær Helen Grace i Southampton er en fremragende læseoplevelse, og man bliver endnu mere nysgerrig på heltindens skyggesider.
'Tampen brænder' er voldsom og brutal som de tidligere krimier i serien, men ikke helt så meget på det psykologiske plan, og det er lidt ærgerligt. Det er dog stadig en virkelig god og skræmmende læseoplevelse, som jeg ikke ville være foruden. Da der som altid er små cliffhangere, ser jeg frem til, næste bog kommer på dansk, og det kan kun gå for langsomt.
Denne gang kæmper Helen mod en morder, der bruger ild og ildebrand som mordvåben, og som er meget udspekuleret i måden at gøre det på. Flere personer omkommer i brandene, der altid påsættes tre ad gangen. Opklaringen er yderst vanskelig, da der tilsyneladende ikke er nogen som helst forbindelse mellem ofrene eller deres familier, hvilket gør det nærmest umuligt at spore sig ind på en mistænkt. Derudover er der ikke et eneste spor på nogen af gerningsstederne, så der er tale om en grundig og koldblodig morder, der ikke lige går i politiets fælder. Da de endelig får en mistænkt anholdt, går tingene langt fra som planlagt, og hele situationen forværres voldsomt.
Det flydende og lettilgængelige sprog passer fint til det hæsblæsende tempo i 'Tampen brænder', og spændingen forbliver intakt bogen igennem. Plottet overrasker flere gange, men pludselig fandt jeg ud af, hvem den skyldige var – og for en gangs skyld havde jeg ret. Det gjorde nu ikke resten af bogen mindre spændende.
Helen Grace er en meget speciel person, og selvom jeg ikke som sådan bryder mig om hende, er jeg alligevel temmelig vild med hende som hovedperson, fordi hun er speciel på en meget anderledes måde, end hovedpersonerne i krimiserier ofte er. Hun hverken drikker eller tager stoffer, og hun har ikke mistet sin familie til en forbryder. Hun er en yderst privat kvinde med store indre følelsesmæssige forstyrrelser, og det giver hende nogle udfordringer i hverdagen, som er interessante at følge med i. Det man læser om hendes privatliv tager aldrig overhånd, tværtimod er det så lidt, at man gerne vil vide mere om, hvorfor hun er, som hun er. Måske kommer det frem i de næste bind i serien.
- Log ind for at skrive kommentarer
Arlidges fjerde roman om kommissær Helen Grace i Southampton er en fremragende læseoplevelse, og man bliver endnu mere nysgerrig på heltindens skyggesider.
'Tampen brænder' er voldsom og brutal som de tidligere krimier i serien, men ikke helt så meget på det psykologiske plan, og det er lidt ærgerligt. Det er dog stadig en virkelig god og skræmmende læseoplevelse, som jeg ikke ville være foruden. Da der som altid er små cliffhangere, ser jeg frem til, næste bog kommer på dansk, og det kan kun gå for langsomt.
Denne gang kæmper Helen mod en morder, der bruger ild og ildebrand som mordvåben, og som er meget udspekuleret i måden at gøre det på. Flere personer omkommer i brandene, der altid påsættes tre ad gangen. Opklaringen er yderst vanskelig, da der tilsyneladende ikke er nogen som helst forbindelse mellem ofrene eller deres familier, hvilket gør det nærmest umuligt at spore sig ind på en mistænkt. Derudover er der ikke et eneste spor på nogen af gerningsstederne, så der er tale om en grundig og koldblodig morder, der ikke lige går i politiets fælder. Da de endelig får en mistænkt anholdt, går tingene langt fra som planlagt, og hele situationen forværres voldsomt.
Det flydende og lettilgængelige sprog passer fint til det hæsblæsende tempo i 'Tampen brænder', og spændingen forbliver intakt bogen igennem. Plottet overrasker flere gange, men pludselig fandt jeg ud af, hvem den skyldige var – og for en gangs skyld havde jeg ret. Det gjorde nu ikke resten af bogen mindre spændende.
Helen Grace er en meget speciel person, og selvom jeg ikke som sådan bryder mig om hende, er jeg alligevel temmelig vild med hende som hovedperson, fordi hun er speciel på en meget anderledes måde, end hovedpersonerne i krimiserier ofte er. Hun hverken drikker eller tager stoffer, og hun har ikke mistet sin familie til en forbryder. Hun er en yderst privat kvinde med store indre følelsesmæssige forstyrrelser, og det giver hende nogle udfordringer i hverdagen, som er interessante at følge med i. Det man læser om hendes privatliv tager aldrig overhånd, tværtimod er det så lidt, at man gerne vil vide mere om, hvorfor hun er, som hun er. Måske kommer det frem i de næste bind i serien.
Kommentarer