Skrivning for begyndere af Pablo Llambías

Pablo Llambias’ refleksioner over skrivekunstens udfordring og virkemidler er en fin og tilgængelig introduktion for begynderen udi at mestre skrivningens – og læsningens kunst.

Pablo Llambias kommer i denne bog med sine refleksioner over skrivning for begyndere. Gennem sit virke som underviser i skrivning (og blandet andet tidligere rektor for Forfatterskolen) oplever han en række litterære udfordringer, som ofte går igen i begynderteksten. Llambias kommer ikke med egentlige råd om hvordan man skal skrive, men nærmere hvilke faldgruber, man bør undgå. Ved at fokusere for meget på diverse litterære kneb, risikerer den skrivende at fjerne sig fra sproget og i stedet fokusere på at få teksten til at virke. Samtidig understreger han, at der i hans verden ikke findes fejl i tekster. Mange mener, at der er ting, man ikke må. Her mener Llambias, at man må det hele, bare det er bevidst.

Llambias bruger mayonnaisetuben som metafor til at forklare udfordringerne omkring afsender- og modtagerforholdet. Her er en almen fejl, at begynderen ser teksten som en tube mayonnaise, hvor det der fyldes i den ene ende også er det, der kommer ud i den anden ende. En god modtager bør afholde sig fra at gætte på, hvad forfatteren har ment ligesom en god afsender ikke bør ende med så konstrueret en tekst, at modtageren ser afsenderen mere end teksten. Det handler om at forholde sig til, hvad der rent faktisk står i teksten.

En typisk begynderfejl er at tro, at der skal stå noget mellem linjerne, og at det ikke må blive for tydeligt. Hvis man tænker i de baner, ender man med en død tekst, der handler mere om forfatteren selv end teksten. Her er Llambias helt klar i spyttet: ”Lad være med at arbejde på, at der skal stå noget mellem linjerne. Det er svært nok at få noget til at stå på linjerne”. Begyndere vil ofte være for fokuserede på at budskabet skal frem i teksten. Her er hans råd at få det overstået, skriv det i første linje og kom videre. Først der kan man begynde at skrive om noget væsentligt, og teksten begynder at blive klogere end dig.

Andre udfordringer, Llambias tager op, handler om, at tekstens personer ikke ved, de er med i en tekst, og hvordan man sørger for, at forfatteren forbliver usynlig i teksten. Der er forskel på den private og personlige tekst.  Herunder kommer han omkring den gammelkendte fejl omkring brugen af for mange adjektiver, forskellen på indre og ydre synsvinkler og ”show dont tell”-tilgangen i skrivningen.

Læsning og skrivning hænger sammen. Derfor handler bogen også om at læse og om at se mulige betydninger i tekster. Hest betyder ikke bare hest, hvis man er en god læser. Man skal læse, hvad der står og ikke hvad man tror, der har været forfatterens hensigt med teksten. Llambias kommer med en opfordring til at indgå i en skrivegruppe (helst med folk der er bedre end en selv!)

I bogen er der fire skriveøvelser: ”Vejret” som handler om at undgå at tænke i budskaber og noget mellem linjerne, automatskrivning (også kendt som hurtigskrivning, flowskrivning m.m.), ”Dit barndoms køkken” om at skrive med og uden adjektiver og ”Den dramatiske øvelse” om at skelne mellem privat og personlig. Llambias kommer også omkring forskellige litterære ”skoler” og medtager slutteligt en litteraturliste (sprøjtekanon) begået af Forfatterskolens grundlæggers (Poul Borum) med anbefalinger til væsentlige værker i litteraturhistorien. Dén liste kan tage pusten fra enhver skal jeg lige melde at fortælle.

Llambias skriver på en let forståelig måde om de udfordringer, der er forbundet med skrivning og bogen bragte flere gange et smil frem på læben hos denne læser. Han forstår at sætte ord på det, man som læser nogle gange oplever som problematisk i en tekst, men som er svært at sætte ord på. Bogen henvender sig ifølge bagsideteksten primært til begyndere i skrivekunst og undervisere. Jeg vil også anbefale den til dem, der interesserer sig for litteratur og for at blive en bedre læsere.

Originally published by Line Hoffgaard, Litteratursiden.