Det følgende er en anmelders forsøg på at finde hoved og hale i en forfatters forsøg på et foredrag om sin over 400 sider lange sonetsamling om at skrive ikke-litteratur. Anderledes formuleret som reality-tv udsat for litteratur – eller om forsøget på at fjerne fiktionen fra litteraturen.
Det sure opstød
Lad det indledningsvist være sagt, at jeg er lidt loren ved moderne kunst, der ”gør op med sig selv som kunst”. Overordnet startede det vel dengang Duchamp bugserede et urinal ind i et udstillingsrum og benævnte det: Kunst. Nuvel, han havde vel et reelt opgør at tage med en pompøs, utidssvarende kunstinstitution, der trængte til at blive taget pis på.
Det er heller ikke, som sådan, Duchamp jeg er loren ved, han havde trods alt noget at byde ind med. Nu er der så gået hen ved hundrede år, meget skrammel har siden hobet sig på kunstens lossepladser; herunder havemøbler, indkøbssedler og andre private småskriblerier. I min aversion tager en standardformulering fra kunstnerens side sig nogenlunde således ud: ”Det er, øhh, sådan lidt, øhh, en kommentar til det at lave kunst…” Er det så kunst? Beskueren kan svare ja eller nej – og når den simple refleksion er slut, er der mange gange blot et ”nå” og en trækken på skulderen tilbage. Hvor er det interessante, det akutte, noget der kan betyde noget for andre end kunstneren selv??
Et lidt langt indledelsessuk senere, er jeg nu fremme ved anledningen til mit lille opstød: Forfatter og rektor for forfatterskolen, Pablo Llambías, står på scenen og taler om sit seneste ”litterære” værk, Monte Lema –en antilitterær litteratur, litteratur udsat for reality-tv, ifølge ham selv. Der er ikke megen performance over ham, han står ganske stille i sit sorte jakkesæt og hvide voksensneakers, ingen musik, ingen fagter, kun bevæbnet med værk-i-hånd. Det er ikke ubehageligt eller kedeligt. Det er egentlig intenst uden en påtaget beat-litteratur-oplæserstemme. Måske er det hans nordjyske gemyt, der skinner igennem? Foredraget har mestendels karakter af en forelæsning, og den gode rektor glider umærkeligt mellem teksten, anekdoter om teksten og refleksioner over teksten. Jeg skriver umærkeligt, fordi der ikke er det store skred mellem niveauerne
- Llambías har prøvet at skrive en metaforløs blotlæggelse af sig selv, Reality-TV udsat for litteratur. Jeg undrer mig… er reality- og selvudkrængelsesgenren i virkeligheden interessant?? Det er naturligvis en smagssag... Kære dagbog, kære dagbog… Jeg er syg og må tage psykofarmaka. Kære dagbog.. I dag har jeg slugt tre piller.. Nå? og hvad så? Hvorfor skal det udgives? … Han taler videre om pillernes virkning, han er bange for at gøres til en apatisk, levende zombie. Det føles som om han med ordene trækker pillefilmen ned over mig. Jeg kan ikke finde ud af hvorfor jeg skal beskæftige mig med det her?
Omvendelsen
MEN der sker et eller andet i løbet af aftenen. Llambías pisser ikke blot på kunstens store urinal, han højtagter det på bagvendt vis også. Jeg ved ikke om det er formen, hans nordjyske no bullshit-gemyt eller hans metaovervejelser.
Han er uhyre begavet og har med sine refleksioner allerede foregrebet og præ-gendrevet ethvert muligt kritikerangreb – på den ene side udstiller han alt det grimme for i næste åndedræt at indvende at det er patetisk, uinteressant og for meget at krænge sig selv ud på denne måde. Han både blotter- og forsøger samtidig at skærme sig selv og teksten mod udefrakommende angreb – teksten kan dog ikke lukkes helt ned, og det er her det bliver interessant – der er to ting, der er interessant faktisk. Den første åbning mod ”en rest af litteratur” ligger i formen. Værket er skrevet som 400 sonetter – og uden jeg selv skal falde for min egen ovenstående kritik og sige ”det er, øhh, sådan lidt, øhh noget med litteratur”, så påvirker det noget. Det giver en bevidsthed om dette ikke er Reality-litteratur. Det er ikke ucensurerede 24 timers uinteressante optagelser af tåbelige mennesker i et hus, hotel eller strand. Det er litteratur og det er medieret sandhed. Det kan være der for nogen er noget pirrende i at læse om én, der hudløst ærligt klasker sig selv ud over 400 sider.
Det pirrende for mig er, at forsøget på at skrælle alt væk og udstille det, virker som et reality-filter i sig selv – sproget kan ikke komme længere ud og det bliver ganske enkelt til fiktion. Formen og sproget lægger sig som pillefilm henover den påståede ærlighed og distancerer teksten. Litteraturens vage genkomst og lille sejr over reality opløfter Monte Lema til interessant.
Hør en af sonetterne fra Monte Lema. Åby Bibliotek, 25/4/12
Ren oplæsning fra Monte Lemas sidste del, L, om kærlighed. 1 klip. Åby Bibliotek, 25/4/12.
Ren oplæsning fra Monte Lemas anden del, Angst. 2 klip. Åby Bibliotek, 25/4/12.
Ren oplæsning fra Monte Lemas første del, Poetik. 3 klip. Åby Bibliotek, 25/4/12.
Kommentarer