Selfies af Jussi Adler-Olsen

Danmarks ukronede krimikonge lever op til forventningerne i sin syvende krimi om folkene fra Afdeling Q. Den nye roman er oven i købet blandt de bedste i serien.

Jussi Adler-Olsen er med sin serie om politifolkene Carl Mørck, Assad og Rose blevet danskernes yndlingsforfattere, og det forstår jeg godt. Udover den spændende handling og de samfundsrelaterede emner byder romanerne på fantastiske beskrivelser af de tre hovedpersoner og deres indbyrdes relationer. For hvert bind bliver der lagt flere og flere lag på personkarakteristikkerne, og seriens fortsættelse ser nu ud til at være planlagt således, at de tre personer bliver hovedpersoner i hver sin historie. I denne historie er det Roses tur, og derefter kommer Assad og til sidst Carl, inden trådene samles i et afsluttende tiende bind.

Rose, som har psykiske problemer efter faderens umenneskelige terror, får det pludselig meget værre. Hun bliver indlagt, men fortidens spøgelser, hvor hun bl.a. bebrejder sig selv at være skyldig i faderens brutale død, plager hende mere og mere. Hun stikker af fra hospitalet og er på nippet til selvmord. Carl og Assad prøver at hjælpe ved at dykke ned i den gamle historie om faderen, men pludselig forsvinder Rose fra jordens overflade. Historien om Rose bliver nu viklet ind i en speget og kompliceret historie med tre unge piger, der, selv om de er på kontanthjælp, lever et liv i overhalingsbanen, og deres desperate forsøg på at komme ud af fattigdommen via et røveri.

Pigernes veje krydses af en uligevægtig socialrådgiver, der pludselig får nok af alle disse ”kontanthjælpssnyltere” og beslutter at gøre noget morderisk ved problemet. Og så er der også lige en gammel sag med en myrdet skolelærer og et nyt mord på en gammel dam. Et mord der til forveksling ser ud til at være begået af den samme person.

Som nævnt leverer Jussi Adler-Olsen igen en særdeles overbevisende og intens spændingsroman, og det lykkes ham faktisk på overbevisende vis at få flettet ovennævnte mange handlingstråde perfekt sammen til en logisk og meningsfyldt forklaring. Det er i sig selv imponerende, men samtidig formår han at levere det ene spændingsklimaks efter det andet, og hans evne til lige pludselig at dreje plottet 180 grader er intet mindre end genial. Ved siden af den hæsblæsende handling er der jo naturligvis de elskede hovedpersoner at glæde sig over, og igen er der flere fine og morsomme replikker i samspillet mellem Carl og Assad.

Ingen tvivl. Succesen er hjemme.