Anmeldelse

Washington Dekretet

Lad dig ikke forskrække af mere end 600 sider! Med lidt tålmodighed, vil der være god mulighed for mange gode timer i selskab med Jussi og en spændende thriller.

Jeg har netop lagt "Washington Dekretet" af Jussi Adler Olsen fra mig. En bog, som nok kan udfordre ens tålmodighed i perioder, men hvor man som læser også "belønnes" med en thriller, der handler om en stormagt i opløsning. Således foregår thrilleren i det amerikanske, hvor vi fra start følger tre ganske almindelige borgere, der bliver vindere af en tv-quiz. Som gevinst vinder de en fælles rejse til Kina sammen med den kommende præsident Jansen og medlemmer af dennes stab. Rejsen udvikler sig dramatisk, da Jansen´s kone bliver dræbt.

Da Jansen mange år senere bliver valgt som præsident, dræbes hans nye kone på selve valgaftenen. Dette attentat sammenholdt med andre drab indenfor få dage giver anledning til præsidentens Washington-dekret. Et dekret, som vil ændre det amerikanske samfund ganske betydeligt for den almindelige borger. Spørgsmålet er imidlertid om dekretet laves på baggrund af en reel virkelighed i form af øget vold og drab, eller om der måske kan være andre interesser i dette dekret, måske i form af skjulte dagsordener.

Det hele skildres meget elegant med løbende perspektivskift. Således beskrives nogle hændelser fra den kvindelige hovedperson Doggie, hvorefter samme hændelse beskrives fra andre hovedpersoner. Dette giver en meget intens læseoplevelse, der både indeholder drama og detaljer. Doggie og de to øvrige quiz-vindere følges gennem hele thrilleren og således hører vi om deres meget voldsomme oplevelser.

Gennem Jussi´s thriller er der flere overraskelser og læseren får indblik i det politiske spil, kamp om magt uden hensyn til midler, frygten for terror, brug af aflytning samt beskrivelse af mange spændende relationer.

Det er en bog på godt 600 sider, og derfor ikke en sag, som passeres på en eftermiddag. Der kan være små passager i bogen, som kan synes lige vel lange, men det velskrevne drama giver dog så mange spændende oplevelser, at det er dét hele værd.

 

 

 

 

Bogdetaljer

Forlag
Aschehoug
Faustnummer
26370574
ISBN
9788711292228
Antal sider
634

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer