New Forest af Josefine Klougart

Slip hestene fri. Den smukkeste og mest smertelige fortælling om kvinder af dansk litteraturs på en gang stærke og blide stemme.

Af Jette Greibe

New Forest er en særlig rolig ponyrace fra egnen New Forest i England, det er altså også en egn; et sted med en ældgammel historie, et alsidigt dyreliv og en betagende skønhed, men 'New Forest' er også en ny dansk roman. Romanen er på alle måder smuk og skrøbelig. Den ligger fremme på mit bord som et kunstværk. Den er skabt til at blive holdt i hænderne, den passer præcist. Og den skal læses med samme langsomhed, som man drikker en god kaffe eller et dejligt glas vin. 

Romanen handler kort fortalt om tre kvinder i forskellige aldre. Vi møder pigen, den unge kvinde og den ældre kvinde, hvis historier spejler sig og fletter sig ind i hinanden. Naturen og dyrene, særligt hestene og hunden M., spiller en afgørende rolle i historien.

Erindringerne og den dybe forståelse for verden er beskrevet helt Shakespearsk: ”Enhver krig sender lange blege rødder ud, så den kan suge næring fra generationer”. Og så er der den særlige erindring af barndommens ærlige følelser ” Pigen ved ikke hvad hun er ulykkelig over, men hun ved der ikke er plads, ikke nu, hun forstår at hun skal give plads til de voksnes sorg, som altid er større, fordi de har større kroppe at have den i, større ansigter”. Fantastisk! At huske som børn husker:” Jeg kunne godt lide at høre mine forældre tale engelsk. Det var som om noget i deres natur som havde været skjult kom frem i dem, noget der gjorde dem en lille smule fremmede for mig”. Beskrivelserne af de store følelser, der opstår, da pigen opfyldes af en kæmpe glæde over egnen New Forest og hestene: ”Alt andet end at være her forekom mig at være en mærkelig fejl”.

Der er meget genkendelse for mig i denne bog. Både i forhold til menneskene, landskabet og hestene. Fra ”vores” fælles barndomslandsby Agri, der ligger ved indgangen til Mols Bjerge med den eventyrlige sø, som var så god at stå på skøjter på, husker jeg pludseligt detaljerne tydeligt. Husker det ikke-glemte, blot fortrængte. Under læsningen af 'New Forest', nød jeg , at man ikke kan skynde på romanen. Roen i det huskede, som tilbyder en egen form for erindringsterapi. Romanen taler med en urgammel stemme iblandet sårbarhed.

Samme weekend som 'New Forest' udkom, blev en gruppe vilde heste sluppet fri i Mols Bjerge som led i et projekt, der over tid skal gøre naturen mere vild. Et tilfælde? Jeg tror mere på at eventyrriget har sluppet de magiske heste fri i en hyldest til Elverdronningens beretning.