Om mørke af Josefine Klougart

Lyrisk, sanselig og katastrofemættet roman om mørket i mennesket, i dagen og i årstiden. Rust dig til en udfordrende læseoplevelse om skønhed og grimheden i det hele.

Jeg konsulterer mit litteraturleksikon af bar usikkerhed: Kan det passe, at genren er død? Ligesom Gud? Josefine Klougarts seneste udgivelse postulerer på omslaget at være en ”roman”, men tiden har trods alt alligevel lært mig, at betegnelsen ikke altid lever op til den idé, jeg har om det. Og leksikonet lader mig da også forstå, at ”p.g.a. genrens rummelighed er der dog skrevet utallige bøger, der kan kaldes romaner,” men som ikke følger de mest gængse eller de mest traditionelle roman-regler. Og én af disse ”utallige bøger” er ’Om mørke’.

Plot og decideret narrativt forløb skal man lede længe efter i denne roman, men disse to termer kan man nu også godt undvære, når det gælder Klougart, der (igen) beviser, at hun på det sproglige plan er stort set uden sidestykke blandt dagens danske forfattere. Sætningen – den gode, afstemte, velkomponerede sætning – som Klougart har sit fokus på, er i højsædet her. I modsætning til de to underskønne og af denne anmelder uforbeholdent elskede bøger, ’Stigninger og fald’ og ’Én af os sover’, er denne bog en stream of consciousness-affære, hvilket man som Klougart-fan sagtens kan forstå, (det forekommer naturligt, sprogstilen taget i betragtning), men som man (læs: jeg) måske også kan blive lidt skuffet over. Jeg havde svært ved at fastholde mit engagement, selvom sproget inviterer til nærvær fra læserens side. Who’s afraid of Virginia Woolf? Josefine Klougart er i hvert fald ikke!

’Om mørke’ handler, som titlen afslører, om… ja, mørke. Det mørke, som findes i både små og store katastrofer. Det konkrete mørke, som skifter og svinger i takt med dagen, natten og årstiderne. Mørket, som kan indtage én. Og mørket som et grundvilkår: ”Der er ikke ubegrænsede mængder af lys til rådighed.” Men på den anden side: ”Der er ikke ubegrænsede mængder af mørke til rådighed”. Mørket, uanset associationer, er ikke endegyldigt – ligesom lyset heller ikke er det. Det ene kan ikke eksistere uden det andet, og det ene er ikke at foretrække frem for det andet. Og derfor bliver ’Om mørke’ ikke kun en undergangs-fortælling, men også et løfte om muligheden for en ny begyndelse.    

Josefine Klougart besidder en evne til at observere, som man i disse mindfulness-tider må misunde hende. Lad mig give et eksempel: ”… han fulgte den linje, hendes blik tegnede i luften, opmærksomt, som man følger en kugle, der triller over et gulv, inden man skal bøje sig for at samle den op.” Det er så præcist, så fuldkommen nøjagtigt, at jeg nærmest kan undre mig over, at tanken ikke er kommet til mig før. Og sådan er det med mig og Klougart: Hun ser og sætter på skrift – jeg læser og tænker: Det er lige netop sådan, det er!