Mit livs mottoer og andre essays

Blixens ikoniske og læsværdige essays er overraskende aktuelle og kredser om emner som identitet, køn, ægteskab og kvinderoller.

Mange kender Karen Blixens berømte selvbiografiske værk Den afrikanske farm, og endnu flere kender filmatiseringen af den. En del kender Karen Blixens noveller, som er oversat til mange sprog. Men det er ikke mange, der kender hendes essayistiske tekster.

Det råder forlaget Gyldendal bod på med genudgivelsen af værket 'Mit livs mottoer og andre essays', som giver et fremragende indblik i Blixens livsanskuelser. De ikoniske tekster, hvoraf titelessayet 'Mit livs mottoer' var Blixens tale til Det amerikanske akademi i 1959, er forbløffende aktuelle, og handler blandt andet om køn, identitet, ægteskab og fortidens stereotype kvinderoller; husmoderen, skytsenglen og heksen.

Karen Blixen havde hele fire mottoer, som vejledte og hjalp hende igennem livet. Hun forklarer, at de hjalp hende med at finde retning i tilværelse og forløse de evner og kræfter, der boede i hende - både som kvinde og forfatter.

Det er en sand fryd at høre den ikoniske forfatters feministiske og stærke stemme folde sig ud - og stadig have så meget at byde på for nutidens læser. Aktualiteten understreges yderligere af, at forlaget har fået EU-formand og tidligere formand for Det Radikale Venstre, Margrethe Vestager til at skrive bogens glimrende forord. Her understreger hun, hvor stor en tænker Blixen var, og hvor stor en glæde man kan få af at læse nærværende essays:

“Jeg er ikke Blixen-kender, jeg er læser, og helt betaget af historierne, fordi de rummer dobbeltheder og livsvisdom uden nogensinde at blive entydige eller fyldt med moralske pegefingre. De er fyldt med og skabt af et levet liv.”

Vestager tager udgangspunkt i bogens sidste essay, 'Mine mottoer', som er et godt valg, fordi det giver en særlig indsigt i Blixens livssyn, og naturligvis de mottoer, som hun havde til forskellige faser i sit liv. Et af dem er “jeg vil svare”, som hun forklarer således:

“For det andet holdt jeg af Finch-Hattonernes devise på grund af dens etiske indhold. Jeg vil svare for, hvad jeg siger eller gør; jeg vil svare til det indtryk, jeg gør. Jeg vil være ansvarlig.”

Efter den hårde skæbne at måtte opgive farmen i Afrika får hun mottoet “Hvorfor ikke?” Herom skriver hun:

“Under dette tegn - til tider i stærk uvished om hele foretagendet, men alligevel i hænderne på en både krævende og lykkelig ånd - gjorde jeg min første bog færdig.”

Tankerne i essayet 'Moderne ægteskaber og andre betragtninger' kredser i vid udstrækning om identitet - især kønslig identitet. I 1970’erne, hvor rødstrømpernes tankegang var dominerende, betragtedes Blixens kønssyn som reaktionært. I dag virker det både moderne og til en vis grad progressivt. Blixen vægter, ligesom de fleste gør det i dag, menneskets individualitet som det væsentligste, og i ægteskabet er det kærligheden, der bestemmer alt. Også over om et ægteskab kan fortsætte. Hun siger ikke, at det er noget let livsgrundlag, for det kræver, at man ikke rækker ud efter de lavest hængende frugter, men kæmper for sagen. Man skulle vitterligt ikke tro, at dette essay var skrevet i 1923-24.

Et andet meget interessant essay i samlingen er 'Sorte og hvide i Afrika', hvor Karen Blixen beskriver sit møde med og sin holdning til de sorte. Dette essay er holdt som foredrag i Stockholm og Lund i 1938. Bemærk lige årstallet! Det blev trykt i Blixeniana i 1979.

“Vi var mennesker under fælles kår, slog regnen fejl for os hvide, var det også skæbnesvangert for de sorte.”

Den skæbne bliver i følge Karen Blixen i første omgang ødelæggende for de sorte og deres kultur, og Blixen kan sagtens se, at de hvides udnyttelse af og opførsel overfor de sorte medfører, at de proletarisereres. Det er meget progressivt i 1938. Hun skriver videre i essayet, at hun elskede sine sorte folk, og at det var den stærkeste kærlighed, hun nogensinde har følt. Men de kom aldrig til at elske hende tilbage.
Et af Blixens væsentligste synspunkter, som går igennem hele hendes forfatterskab er “Noblese Obliege” (adel forpligter), og den rolle påtager hun sig til fulde. Blixen håber på, at tiden vil bringe lighed og værdighed tilbage til de sorte folk. På mange måder er essayet stadig uhyre aktuelt i forhold til tidens debat om race.

Bogen er meget smukt indbundet og er på alle måder en fryd at have mellem hænderne. Den viser på fineste vis, hvorfor Karen Blixen hører til blandt Danmarks mest læste forfattere. At hun har været omdiskuteret siden sin første udgivelse, gør hende blot endnu mere interessant.