Dy Plambeck skildrer krigens sindstilstand, dens kulde og ubarmhjertighed, så det rammer læseren i maven som en knytnæve, når man mindst venter det.
En lille roman om et stort emne, sådan oplever jeg Dy Plambecks roman Mikael. Et handlingsreferat kan også gøres ganske kort, men den følelse, man sidder tilbage med efter endt læsning, kan ikke beskrives i korte vendinger.
Journalisten Becky er rejst til Afghanistan for at skrive en artikel om hverdagen for de danske soldater dernede. I lejren Bridzar i den grønne zone møder Becky soldaterne Jan og Mikael, som hun bliver venner med, og langsomt vokser der også et kærlighedsforhold frem mellem Becky og Mikael. I en anden del af romanen er Becky og Mikael på Sardinien, hvor Mikaels moster har et hus. Becky er inviteret med til et lokalt bryllup. I ugerne på Sardinien får Becky indsigt i Mikaels baggrund og opvækst, hvor han mistede sine forældre som 10-årig og voksede op hos sin moster. Hjemme i København skal Becky og Michael til at finde et liv sammen udenfor krigszonen. Er det muligt?
Dy Plambeck er ikke den første danske forfatter, der skriver om de danske soldater i Afghanistan. Sanne Søndergaard har gjort det i Hell man, Lars Husum gjorde det i Jeg er en hær og Anne-Cathrine Riebnitzsky gjorde det i Den stjålne vej.
Men Dy Plambeck har nu gjort det på sin egen måde. Hun kan bare noget med sproget, som for mig er udefinerbart. Hun skriver en stemning og en uhygge ind, som man ikke kan tage og føle på. Hendes måde at beskrive hverdagene i Afghanistan på får mig til at associere til det at kigge på en smuk kage for så at komme tættere på og se, at den er fuld af maddiker.
En scene, der på uforklarlig vis ramte mig hårdt, er denne, hvor Becky og soldaterne på afstand hører skrig fra sårede køer: ”Over en mark løb en flok køer. Nogle af dem styrtede, mens de løb. Bugen var flænset op på én af dem. Tarmene hang ud af koen. Den snublede i dem, men kom alligevel på benene og løb videre. Nogle bønder løb rundt mellem køerne, men det var umuligt for dem at komme i nærheden af de sårede dyr. En anden ko havde fået sprængt klovene væk og forsøgte at humpe af sted på stumperne af sine ben.”
Og det er netop dette, Dy kan. At skildre krigens bevidsthed, dens sindstilstand, dens kulde og ubarmhjertighed, så det rammer læseren i maven som en knytnæve, når man mindst venter det. Hvad gør krigen ved et menneske - ændrer det en person, at man har dræbt i krig? Og hvad får en dansk soldat til at længes tilbage til Afghanistan?
Det mærkes tydeligt, at Dy Plambeck selv har været i Afghanistan, at det er her, hun blev inspireret til romanen, og at Becky nok delvist er hende selv. Hvor er det dog fint at tænke på, at historien om Becky og Mikael lever videre i virkeligheden, endda med en baby på vej samtidig med bogens udgivelse – en spire af liv og håb på den anden side af krigen.
Kommentarer