Bog

Buresø-fortællinger

Af (
2005
)

Anmeldelse

Buresø-fortællinger af Dy Plambeck

08 aug.05

Debutant sætter ord på både idyl og uhygge set fra børnehøjde og kalder smilet frem med hjemstavnsfortællinger i digtform.

Dy Plambeck, en ung forfatter, som afsluttede sin uddannelse fra Forfatterskolen i 2004, debuterer med fortællende digte om en piges barndom og egnen, hvor hun voksede op. Der er ingen grund til at lade udgivelsens undertitel: "Digte" afskrække fra læsning. Digtene er letlæste på grænsen til prosa. Dy Plambeck fortæller frejdigt og ligetil i en mundtlig fortællestil. Hun beretter fra en opvækst i et sjællandsk landsbysamfund med forældre og bedsteforældre, skolekammerater, veninder og særlige eksistenser som Skubbe-Johnny, Tomatwoman og Skærsliber Yrsa.

Det er nærliggende at tro, at stoffet er selvbiografisk, men forfatteren har givet pigen navnet Mily og lægger dermed en vis afstand til sine digte. Rammen om de glimtvise episoder fra barndommens bagland er et nutidigt, tilsyneladende lettere problematisk parforhold, hvor parterne har svært ved at nå hinanden. Gang på gang springer jeg'ets opmærksomhed fra nutiden til mindelser fra fortiden:

"Du har drømt at du var færgemanden.
Det har stået på i dagevis, siger du
men jeg er ikke sikker på at det betyder så meget
som du gerne vil have det til
men jeg ved godt det er irriterende
når noget bliver ved med at gentage sig.
Der var engang hvor jeg hele tiden ville
nej, det ville jeg ikke!
Men så alligevel satte jeg en spurt ind
når jeg skulle cykle hjem gennem Slagslunde Skov
om aftenen…"

På samme måde kobles store og små historier, som når jeg'et i fjernsynet ser Saddam Hussein-statuen blive væltet og derefter associerer til hændelser i barndommen.

Digtene lægger mange spor ud. Tilsammen fortæller de om den virkelighed og baggrund, der er en ung kvindes på en indtagende og solidarisk måde, som jeg er sikker på, mange kan have glæde af at læse, og som tager tråden op fra digtere som Rifbjergs og Turèlls erindringspoesi og –prosa.

Gyldendal, 2005. 83 sider. Kr 175,-

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
25656172
ISBN
9788702033670
Antal sider
83

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer