Anmeldelse
Mesterdetektiven Blomkvist, Kalle Blomkvist lever farligt og Kalle Blomkvist og Rasmus af Astrid Lindgren
- Log ind for at skrive kommentarer
Trilogien om mesterdetektiven Kalle Blomkvist og hans trofaste følgesvende Anders og Eva-Lotta besidder en gammeldags charme, der også vil tiltrække moderne børn.
Første bind kom på en delt førsteplads i en konkurrence i 1946. Alderen mærkes på sproget, som når Kalle Blomkvist i voksne og lidt opstyltede vendinger udbreder sig om sine detektivmetoder til en beundrende fantasitilhører, men det giver bøgerne lidt hyggelig patina. De hører til i den lettere ende af Astrid Lindgrens forfatterskab, men de bærer præg af hendes indsigt i barnesindet og hendes evne til at beskrive naturen. Som her den svenske sommer i lillebyen, hvor syrener og jasminer parfumerer luften, og i sidste bind den svenske skærgård i al sin pragt.
Kalle og hans tro væbnere Anders og Eva-Lotta er de bedste venner. De er helt almindelige børn, der tilfører den lange sommerferie lidt tiltrængt spænding med en venskabelig krig mod en rivaliserende ”bande”, de hvide roser mod de røde. Den idylliske lilleby er som skabt til deres rosenkrigsleg med sine vildtvoksende haver med store, knudrede frugttræer og masser af gemmesteder i skure og udhuse. Den store fælled er perfekt til drabelige slag, og den uhyggelige slotsruin og den forfaldne herregård sætter yderligere gang i fantasien. De har et hemmeligt sprog og en sten, stormumrikken, som de skiftes til at erobre fra hinanden og gemme på snedige steder.
De voksne udgør et trygt bagland, der ikke blander sig unødigt, men blot kræver, at børnene passer spisetiderne og undertiden hjælper lidt til derhjemme. Eva-Lottas rare bagerfar sørger for en lind strøm af kanelsnegle og anden lækker proviant.
At lillebyen bliver hjemsøgt af juveltyve, en morder og en bande kidnappere, er selvfølgelig ikke spor sandsynligt, men det tilfører bogen lidt ekstra spænding. Til Lindgrens ros skal det fremhæves, at hun ikke lader børnene være superdetektiver, der klarer alt selv. Tilfældet anbringer dem i begivenhedernes centrum, hvor de tvinges til at handle og til at komme hinanden til hjælp. De er rådsnare og modige, men også bange. I sidste ende søger de hjælp hos politiet, og de er ikke upåvirkede af de voldsomme forbrydelser.
At børnene er 13 år, mærker man ikke meget til, selv om begge drengene er lidt uskyldigt forelskede i Eva-Lotta. De holder fast i barndommens legeverden og nærer ingen ønsker om hurtigt at blive voksne. Derfor skal læserne også søges blandt lidt yngre børn fra ca. 9 år. De får en spændende, hyggelig og velskrevet virkelighedsflugt til en svunden tid, hvor børns udfoldelsesmuligheder var langt større end i dag, og hvor de kunne leve livet lidt farligt uden de voksnes indblanding.
- Log ind for at skrive kommentarer
Trilogien om mesterdetektiven Kalle Blomkvist og hans trofaste følgesvende Anders og Eva-Lotta besidder en gammeldags charme, der også vil tiltrække moderne børn.
Første bind kom på en delt førsteplads i en konkurrence i 1946. Alderen mærkes på sproget, som når Kalle Blomkvist i voksne og lidt opstyltede vendinger udbreder sig om sine detektivmetoder til en beundrende fantasitilhører, men det giver bøgerne lidt hyggelig patina. De hører til i den lettere ende af Astrid Lindgrens forfatterskab, men de bærer præg af hendes indsigt i barnesindet og hendes evne til at beskrive naturen. Som her den svenske sommer i lillebyen, hvor syrener og jasminer parfumerer luften, og i sidste bind den svenske skærgård i al sin pragt.
Kalle og hans tro væbnere Anders og Eva-Lotta er de bedste venner. De er helt almindelige børn, der tilfører den lange sommerferie lidt tiltrængt spænding med en venskabelig krig mod en rivaliserende ”bande”, de hvide roser mod de røde. Den idylliske lilleby er som skabt til deres rosenkrigsleg med sine vildtvoksende haver med store, knudrede frugttræer og masser af gemmesteder i skure og udhuse. Den store fælled er perfekt til drabelige slag, og den uhyggelige slotsruin og den forfaldne herregård sætter yderligere gang i fantasien. De har et hemmeligt sprog og en sten, stormumrikken, som de skiftes til at erobre fra hinanden og gemme på snedige steder.
De voksne udgør et trygt bagland, der ikke blander sig unødigt, men blot kræver, at børnene passer spisetiderne og undertiden hjælper lidt til derhjemme. Eva-Lottas rare bagerfar sørger for en lind strøm af kanelsnegle og anden lækker proviant.
At lillebyen bliver hjemsøgt af juveltyve, en morder og en bande kidnappere, er selvfølgelig ikke spor sandsynligt, men det tilfører bogen lidt ekstra spænding. Til Lindgrens ros skal det fremhæves, at hun ikke lader børnene være superdetektiver, der klarer alt selv. Tilfældet anbringer dem i begivenhedernes centrum, hvor de tvinges til at handle og til at komme hinanden til hjælp. De er rådsnare og modige, men også bange. I sidste ende søger de hjælp hos politiet, og de er ikke upåvirkede af de voldsomme forbrydelser.
At børnene er 13 år, mærker man ikke meget til, selv om begge drengene er lidt uskyldigt forelskede i Eva-Lotta. De holder fast i barndommens legeverden og nærer ingen ønsker om hurtigt at blive voksne. Derfor skal læserne også søges blandt lidt yngre børn fra ca. 9 år. De får en spændende, hyggelig og velskrevet virkelighedsflugt til en svunden tid, hvor børns udfoldelsesmuligheder var langt større end i dag, og hvor de kunne leve livet lidt farligt uden de voksnes indblanding.
Kommentarer