Bog

Krigsdagbøger 1939-1945

Af (
2016
)

Anmeldelse

Krigsdagbøger 1939-1945 af Astrid Lindgren

20 maj.16

Astrid Lindgren knytter på mesterlig vis den lille historie sammen med den store. Dagbogsoptegnelserne føjer vigtige brikker til vores viden om Astrid Lindgren og dagliglivet i det neutrale Sverige.

Astrid Lindgren var hustru og mor i en ganske almindelig middelklassefamilie, men i hendes levende sprog og skarpe iagttagelsesevne anes den forfatter, der så småt begyndte at udvikle sig. Hendes dagbogsoptegnelser giver et fint indtryk af familielivets glæder og sorger og af hverdagen i det neutrale Sverige med en smule vareknaphed, men slet ikke noget, der nærmer sig sulten og nøden i de krigsramte lande. Dertil kommer, at hun var et engageret, videbegærligt og ualmindeligt velorienteret menneske, der skarpsindigt kommenterer og analyserer den storpolitiske situation og krigshandlingerne. Som ansat i brevcensuren fik hun desuden et førstehåndsindtryk af krigens rædsler.

Samtidig med at hun fulgte intenst med i den storpolitiske situation, levede Astrid Lindgren et ganske almindeligt familieliv. Hun bekymrede sig om børnenes trivsel og udvikling. Karin var ofte syg, men hun klarede sig godt i skolen. Det gjorde Lasse ikke, og han gav anledning til mange bekymringer. Om forholdet til ægtemanden var hun meget mere diskret. Ægteskabet kom på et tidspunkt i alvorlig krise, men mandens utroskab nævnes ikke direkte. Hun skriver om ferier, højtider og fødselsdage med en opremsning af gaver. Hun er meget bevidst om Sveriges heldige situation, når hun minutiøst beskriver familiens festmåltider.

Dagbogsoptegnelserne er gennemsyret af Astrid Lindgrens humanistiske livssyn. Hun var passioneret modstander af vold, diktatorer og totalitære ideologier. Hendes bekymring for klodens fremtid stoppede ikke med krigsafslutningen. Bolsjevismen så hun stadig som en trussel, og atombomben kastede lange skygger. Hendes samfundsengagement havde dybe rødder. Omhyggeligt fulgte hun med i medierne, og ikke mindst de nordiske lande havde hendes opmærksomhed. Utrætteligt prøvede hun at følge med i og forstå situationen i verden og derhjemme.

Midt i krigens rædsler kom Pippi til verden. Et anarkistisk, omnipotent, men hjertensgodt lille menneske var måske netop det håb, der var brug for i en krigshærget verden. Trods problemer med at få bogen udgivet, var en forfatterkarriere startet. Anden præmien i en pigebogskonkurrence gav blod på tanden, og snart var Astrid Lindgren i gang med en ny bog.

Dagbogsoptegnelserne er udgivet med et udvalg af kommenterede avisudklip og kopier af breve fra brevcensuren, som man fandt sammen med dagbøgerne tillige med enkelte familiefotos. Dagbøgerne blev opbevaret i en vasketøjskurv(!) og var formentlig ikke skrevet med henblik på udgivelse. Ikke desto mindre føjer de vigtige brikker til vores viden om Astrid Lindgren og giver samtidig et unikt tidsbillede af dagliglivet i det neutrale Sverige omgivet af en verden i brand.

Oprindeligt skrevet af Jytte Kjær Schou, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Kina Bodenhoff
Faustnummer
52359783
ISBN
9788702191905
Antal sider
360

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer