Mangler realisme

Dicte vendte tilbage – og set udelukkende i det lys må det have glædet mange læsere, til en hvis grad også mig.

Bogen er i vanlig Egholm stil, letlæselig og med gode dialoger. Der er spænding og miljøet er levende, den er trods sin størrelse meget hurtigt læst, så Egholm har på den kant stadig fat i den lange ende.

Persongalleriet er denne gang en blanding med Dicte og Peter i rampelyset for første gang. Denne ganng savnede jeg nerve i Dicte – den var til gengæld hos Peter. De perifere personer er levende og sammenholdt med et levende miljø er denne del i den bedre ende.

Politiarbejdet er desværre spækket med fejl og svagheder, Egholm er forfaldet til de lette løsninger og fejl begået at inkompetente betjente med storhedsvanvid – Dét er et stort minus.
Ligeledes er Dicte og Peters involvering meget utopisk, og trods det glidende sprog blev det en gennemgående irritation for mig.

Plottet holder fint hele vejen, dele af det er faktisk og realistiske. Krydret med Egholms evne til at øge spændingen i bøgerne, er denne del rigtig god.

Jeg kom direkte fra Jesper Steins sublime verden, måske derfor står denne krimis mangler endnu mere tydelige for mig – Det skuffede fælt, at der er så mange urealistiske hændelser både hos Dicte/Peter og hos politiet. Præcis fordi jeg netop har læst en krimi fra en forfatter det mestrer det realistiske så godt, drager jeg paralleller og ærgres over Egholms mangler på dette område.

Dicte/Peter fans får fuld valuta i denne bog, men jeg kan ikke nå længere end 3 ud af 5.