Johns saga af Torben Munksgaard

John har det ikke nemt i Torben Munksgaards nyeste roman. Han er 75 år, men allerede ved at blive gammel. Samfundets ungdomskult ved slet ikke, hvad det skal stille op med ham længere, og han ved heller ikke, hvad han skal stille op med samfundet. Hans stamværtshuse forsvinder et efter et, som boblerne på en kop sort kaffe, hans kone dør, og hans børn hundser med ham. Det er ikke let overhovedet. Heldigvis har han sin ven, den tavse Ole, at betro sig til og sin mystiske underbo Rafn, som dukker op og forsvinder igen, lige så pludseligt som erkendelsen af at livet slutter.
 

Ligesom Bjørn fra Munksgaards mesterværk 'Muren' fra 2017, og ligesom navnebroderen John Wayne, er John en mand ude af trit med tiden. John tager sig gerne en lille én for at kunne håndtere det hele, men det er hans børn begyndt at blande sig i. Det er lige til at blive helt tørstig af at skulle diskutere den slags med dem, synes han.

Man fornemmer en tydelig inspiration fra en islandsk forfatter som Hallgirmur Helgasson, manden bag 'Kvinden ved 1000 grader'. Ligesom Helgassons prosa, rummer Munksgaards også både en ironisk sarkasme med blottede tænder, et nærmest viljesudslettende sortsyn og – ikke mindst – en melankolsk poesi, der væver det hele sammen til en hjerteskærende skildring af, hvor svært livet er at finde ud af for de fleste.

Og svært bliver det virkelig. Hele Johns liv begynder at gå op i sømmene, men ligesom i den mesterligt udførte 'Muren', bringer Munksgaard det hele rundt i en fuld cirkel, så man ikke kommer til at ligge mere søvnløs, end man først kunne frygte.
 

Johns mysterie-ven, islændingen Rafn som dukker pludseligt op og forsvinder pludseligt igen, springer i øjnene som et svagt punkt i den ellers velkomponerede og fængende bog. Hans tilstedeværelse skal tydeligvis styrke romanens islandske spor, som saga-delen af titlen og en væsentlig del af handlingen også understøtter, men han virker overflødig og klodset, når han dumper ind i fortællingen på et passende tidspunkt, og man savner ham ikke, når han efterhånden holder op med det.
 

Det er sjældent, man som anmelder ønsker sig, at en bog er længere, end den er, men i den konkrete sammenhæng kunne det måske havde givet Rafn-sporet lidt mere saft og kraft (eller sejdmagi - hvad ved jeg?), hvis det havde haft flere sider at udfolde sig på. Som det er nu, virker det i bedste fald som en klodset intertekstuel reference til de islandske sagaer for de indviede og i værste fald som lidt sløset redaktionel beskæring af et muligvis spændende spor i handlingen.

 

Romanen er ikke helt det indblik i dagens Danmark, som 'Muren' fra 2017 var, selv om man fornemmer, at den en gang imellem forsøger at være det, men det er stadig en god læseoplevelse, som kan give anledning til refleksion over, hvad det egentlig vil sige at leve og at have levet.