Harry Potter og Det forbandede barn af J.K. Rowling

De fantastiske syv fortællinger om Harry Potter har fået en fortsættelse som teaterstykke, og nu foreligger det oprindelige manuskript fra sceneopsætningen i bogform.

Harry Potter-serien er for længst udødeliggjort både i bogform og på filmlærredet, og umiddelbart kan det virke som et håblæst projekt at videreføre historien om ”Drengen der ikke kunne dø” - og tilmed lade den udspille sig 19 år efter slaget om Hogwarts. På trods af al skepsis, må jeg alligevel overgive mig. Selvom udgivelsen jo er et manuskript, og stort set kun består af teaterstykkets replikker med meget få beskrivende afsnit, så fungerer det hele faktisk, efter en lille tilvænning, forbavsende godt og overbevisende. Og det er en god historie, som både bringer nyt til universet, men som også forklarer og giver nyt indhold til de oprindelige historier.

Harry Potter er blevet gift med Ginny Weasley, og de har fået tre børn. Harry er nu en travl embedsmand i Ministeriet, men han har svært ved at slippe fortiden, og især hans forhold til den næstældste søn, Albus, er temmelig anstrengt.

Albus på sin side har svært ved at leve op til at være søn af sin berømte far, og i virkeligheden har han kun en rigtig god ven, Scorpius Malfoy.

Far og søn er ofte på kollisionskurs, og da Albus overhører en samtale mellem Harry og Cedrics far (Cedric som jo blev dræbt af Voldemort), hvor Harry afslår at bruge en tidsvender til at forhindre drabet på Cedric, beslutter Albus at rette op på nogle af faderens fejltagelser.

Albus og Scorpius stjæler en forbudt Tidsvender og rejser tilbage til i tiden, men det er farligt at manipulere med begivenheder i fortiden, og snart begynder Voldemort at røre på sig igen.

Historien om Harry Potter er velkendt for de fleste, både børn og voksne, og det er i sagens natur en stor fordel af have læst de oprindelige bøger, inden man kaster sig over denne fortsættelse.

Jeg havde frygtet, at dette gensyn med Harry Potter universet ville have været en katastrofe, men som sagt er historien udmærket og supplerer ganske fint en række begivenheder og personer fra de foregående bind. Det er meningen, at dette ottende bind senere skal blive til en ”rigtig” bog, men indtil videre er denne letlæste teaterudgave mere end godkendt.

Og hvor må det være en kæmpeoplevelse at kunne se teaterstykket.