Anmeldelse
Dobbeltgængeren
- Log ind for at skrive kommentarer
Goljádkin er et paranoid nervemenneske, hvis identitet er ved at blive opløst indefra. En lille, komisk mand, hvis jeg langsomt opløses og fortrænges af sin dobbeltgænger. Så angst er han ved at være den, han er. Et forsmået menneske, både når det gælder hans embede, hans forhold til kvinder og hans ubetydelige position i samfundet. Kollegerne på kontoret er nok venlige, men de er på afstand. Og ved et bal, som arrangeres af kvinden, han er lun på, ender han med den totale nedtur.
Han ydmyges i det regel- og normfaste embedsmandssystem, han en en brik i. Tør ikke være sig selv af frygt for omverdenens reaktion. Fjodor Dostojevskij kom før Aksel Sandemose. Janteloven lever i Sankt Petersborg i 1800-tallet.
En nat møder hovedpersonen Goljádkin sin dobbeltgænger, der forsvinder for igen at komme til syne og til sidst blive lukket ind i Goljádkins kammertjener, der heller ikke har den store respekt for herren. Dobbeltgængeren er en del af Goljádkin selv, men samtidig forsøger Goljádkin at få has på skikkelsen. Fortællersynsvinklen gør læseren solidarisk med Goljádkin og hans sygelige fantasier og forvrængninger af virkeligheden. Hvad er realistisk, og hvad er fantastisk? Det virker skræmmende uigennemskueligt og kan gøre romanen til en prøvelse for læseren. Vi kan både fatte sympati for hovedpersonen, og vi kan afsky ham.
Langsomt opløses Goljádkin i sin jagt på dobbeltgængeren, mens Dostojevskij bruger sit dæmoniske symbolsprog til at skildre et tilsjoflet menneske i moderniteten. Her er splittelse og kaos - Franz Kafka venter med sin pen derude i horisonten.
Ind imellem er romanen endog sindssyg morsom. Tro det eller ej - midt i mellem den syge, den sårede og den fastspændte i et stort og råt miljø. Kældermennesker fortsætter med at leve. Skolegårdens hierarki slutter ikke med skolegården. Værdigheden kan altid berøves den lille mand, der må finde sin vej i et uoverskueligt og fragmenteret univers. Det er dog først og fremmest sygdommen, der interesserer Dostojevskij i denne lille roman, og knap så meget sygdommens årsager. Er det en styrke eller en svaghed? Jeg ved det ikke rigtigt. I hvert fald giver det romanen en stærk, suggestiv kraft.
Godt, at den er så forholdsvis kort. På side 186 er det næsten en lise at slippe ud i friheden igen - uden dobbeltgænger.
- Log ind for at skrive kommentarer
Goljádkin er et paranoid nervemenneske, hvis identitet er ved at blive opløst indefra. En lille, komisk mand, hvis jeg langsomt opløses og fortrænges af sin dobbeltgænger. Så angst er han ved at være den, han er. Et forsmået menneske, både når det gælder hans embede, hans forhold til kvinder og hans ubetydelige position i samfundet. Kollegerne på kontoret er nok venlige, men de er på afstand. Og ved et bal, som arrangeres af kvinden, han er lun på, ender han med den totale nedtur.
Han ydmyges i det regel- og normfaste embedsmandssystem, han en en brik i. Tør ikke være sig selv af frygt for omverdenens reaktion. Fjodor Dostojevskij kom før Aksel Sandemose. Janteloven lever i Sankt Petersborg i 1800-tallet.
En nat møder hovedpersonen Goljádkin sin dobbeltgænger, der forsvinder for igen at komme til syne og til sidst blive lukket ind i Goljádkins kammertjener, der heller ikke har den store respekt for herren. Dobbeltgængeren er en del af Goljádkin selv, men samtidig forsøger Goljádkin at få has på skikkelsen. Fortællersynsvinklen gør læseren solidarisk med Goljádkin og hans sygelige fantasier og forvrængninger af virkeligheden. Hvad er realistisk, og hvad er fantastisk? Det virker skræmmende uigennemskueligt og kan gøre romanen til en prøvelse for læseren. Vi kan både fatte sympati for hovedpersonen, og vi kan afsky ham.
Langsomt opløses Goljádkin i sin jagt på dobbeltgængeren, mens Dostojevskij bruger sit dæmoniske symbolsprog til at skildre et tilsjoflet menneske i moderniteten. Her er splittelse og kaos - Franz Kafka venter med sin pen derude i horisonten.
Ind imellem er romanen endog sindssyg morsom. Tro det eller ej - midt i mellem den syge, den sårede og den fastspændte i et stort og råt miljø. Kældermennesker fortsætter med at leve. Skolegårdens hierarki slutter ikke med skolegården. Værdigheden kan altid berøves den lille mand, der må finde sin vej i et uoverskueligt og fragmenteret univers. Det er dog først og fremmest sygdommen, der interesserer Dostojevskij i denne lille roman, og knap så meget sygdommens årsager. Er det en styrke eller en svaghed? Jeg ved det ikke rigtigt. I hvert fald giver det romanen en stærk, suggestiv kraft.
Godt, at den er så forholdsvis kort. På side 186 er det næsten en lise at slippe ud i friheden igen - uden dobbeltgænger.
Kommentarer