Anmeldelse
Eufori: En roman om Sylvia Plath
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Sanselig og rørende roman om Sylvia Plath, der slås med både indre dæmoner og genvordigheder over moder-, forfatter- og ægteskab.
I denne sanselige og hjerteskærende roman er den amerikanske digter Sylvia Plath (1932-1963) gjort til en fiktiv karakter, som forfatteren Elin Cullhed selv skriver indledningsvis. Man skal derfor vide, at dette ikke er en biografi om Plath, men derimod en roman, en exofiktion velsagtens, som fortæller historien om en kvinde, der – foruden navnet – har mangt og meget tilfælles med virkelighedens Sylvia. Hun er gift med den engelske digter Ted Hughes og har udgivet en roman, der (rigtigt gættet) hedder Glasklokken. Da romanen begynder, er vi i december 1962, hvor Sylvia har nedfældet en liste med syv grunde til ikke at dø.
Vi ved, at forfatteren Sylvia Plath begik selvmord i februar 1963, men om romanfiguren af samme navn også gør det, står hen i det uvisse. Hende følger læseren nemlig kun i det år, der ligger forud for den ovenfor omtalte liste. Et år, hvor hun sammen med sin mand Ted Hughes, den lille datter Frieda og snart også den nyfødte søn Nicholas bor i et hus i North Tawton, Devon. Her fylder moderskabet, det konfliktfyldte forhold til Ted, til den i USA bosatte mor og ikke mindst til sig selv det meste. Og i et sprog, der med sin følsomt registrerende og (over)fortolkende tone på sin vis minder mig om Plaths eget i ’Glasklokken’, udfoldes hermed historien om en kvinde, der det ene øjeblik er euforisk, det næste dybt tungsindig.
Sylvia er en plaget sjæl, der kæmper med sine indre dæmoner. Dels er hun frustreret over, at hun med to små børn ikke kan finde tid til at skrive – modsat Ted, som blot tager sig den tid, han ønsker, til sit eget forfatterskab. Og dels martres hun af jalousi i forhold til Ted og andre kvinder. Sylvia elsker Ted. Hun er betaget af ham. Hun er misundelig på ham. Rasende på ham den ene dag, blød og medgørlig den næste. Og disse voldsomme følelser af meget varierende karakter bliver man som læser draget fuldkommen ind i via Cullheds følsomme pen. Det samme gør sig gældende med moderskabets velsignelser og kvababbelser, hvorved romanen (også) bliver en af de mange moderskabsfortællinger, vi ser udkomme i disse år.
Sylvias indre splittelse og hendes inderlige intentioner om at være ovenpå og fyldt med overskud, sexappeal og charme er selvsagt opslidende for hende, men ikke desto mindre en sand fryd at læse om. Sprogligt matcher Cullhed den lige dele skrøbelighed og fandenivoldsk-hed, som Sylvia indeholder, perfekt, så fortælling og sprogtone kommer til at supplere hinanden.
Det er ikke første gang, det stormomsuste forhold mellem Sylvia Plath og Ted Hughes har inspireret til behandling. I 2017 udkom romanen Du sagde det selv af hollandske Connie Palmen, hvor ægteparret Plath/Hughes’ forhold er skildret gennem Hughes øjne, og fortællingen om forfatterparret er også filmatiseret i 2003 med Gwyneth Paltrow og Daniel Craig i hovedrollerne.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Sanselig og rørende roman om Sylvia Plath, der slås med både indre dæmoner og genvordigheder over moder-, forfatter- og ægteskab.
I denne sanselige og hjerteskærende roman er den amerikanske digter Sylvia Plath (1932-1963) gjort til en fiktiv karakter, som forfatteren Elin Cullhed selv skriver indledningsvis. Man skal derfor vide, at dette ikke er en biografi om Plath, men derimod en roman, en exofiktion velsagtens, som fortæller historien om en kvinde, der – foruden navnet – har mangt og meget tilfælles med virkelighedens Sylvia. Hun er gift med den engelske digter Ted Hughes og har udgivet en roman, der (rigtigt gættet) hedder Glasklokken. Da romanen begynder, er vi i december 1962, hvor Sylvia har nedfældet en liste med syv grunde til ikke at dø.
Vi ved, at forfatteren Sylvia Plath begik selvmord i februar 1963, men om romanfiguren af samme navn også gør det, står hen i det uvisse. Hende følger læseren nemlig kun i det år, der ligger forud for den ovenfor omtalte liste. Et år, hvor hun sammen med sin mand Ted Hughes, den lille datter Frieda og snart også den nyfødte søn Nicholas bor i et hus i North Tawton, Devon. Her fylder moderskabet, det konfliktfyldte forhold til Ted, til den i USA bosatte mor og ikke mindst til sig selv det meste. Og i et sprog, der med sin følsomt registrerende og (over)fortolkende tone på sin vis minder mig om Plaths eget i ’Glasklokken’, udfoldes hermed historien om en kvinde, der det ene øjeblik er euforisk, det næste dybt tungsindig.
Sylvia er en plaget sjæl, der kæmper med sine indre dæmoner. Dels er hun frustreret over, at hun med to små børn ikke kan finde tid til at skrive – modsat Ted, som blot tager sig den tid, han ønsker, til sit eget forfatterskab. Og dels martres hun af jalousi i forhold til Ted og andre kvinder. Sylvia elsker Ted. Hun er betaget af ham. Hun er misundelig på ham. Rasende på ham den ene dag, blød og medgørlig den næste. Og disse voldsomme følelser af meget varierende karakter bliver man som læser draget fuldkommen ind i via Cullheds følsomme pen. Det samme gør sig gældende med moderskabets velsignelser og kvababbelser, hvorved romanen (også) bliver en af de mange moderskabsfortællinger, vi ser udkomme i disse år.
Sylvias indre splittelse og hendes inderlige intentioner om at være ovenpå og fyldt med overskud, sexappeal og charme er selvsagt opslidende for hende, men ikke desto mindre en sand fryd at læse om. Sprogligt matcher Cullhed den lige dele skrøbelighed og fandenivoldsk-hed, som Sylvia indeholder, perfekt, så fortælling og sprogtone kommer til at supplere hinanden.
Det er ikke første gang, det stormomsuste forhold mellem Sylvia Plath og Ted Hughes har inspireret til behandling. I 2017 udkom romanen Du sagde det selv af hollandske Connie Palmen, hvor ægteparret Plath/Hughes’ forhold er skildret gennem Hughes øjne, og fortællingen om forfatterparret er også filmatiseret i 2003 med Gwyneth Paltrow og Daniel Craig i hovedrollerne.
Kommentarer