Englenes blod

En global naturkatastrofe finder sted i USA i skræmmende fremtidssyn fra en af Finlands største nulevende forfattere. 

Finske Johanna Sinisalo er stadig et ubeskrevet blad for rigtig mange danske læsere, men har man været så heldig at læse enten Solens kerne eller Ikke før solnedgang, vil man vide, at der her er tale om en forfatter, der som ingen anden formår at gribe nutidige problematikker og iscenesætte dem igennem rørende fortællinger.

’Englenes blod’ er hendes tredje bog på dansk, men den udkom faktisk allerede i 2011 i Finland. Den falder under den moderne betegnelse cli-fi – en genre, hvor forholdet imellem menneske og natur, og ikke mindst klimaforandringer, vendes og drejes, ofte i et håb om, at menneskeheden vil åbne øjnene for den skade, vi forvolder, ikke bare på naturen, men i høj grad også på os selv.

I ’Englenes blod’ møder vi bedemanden og biavleren Orvo, der til sin store gru opdager, hvordan hans bistader én for én rammes af CCD (Colony Collaps Disorder), hvor bierne fra den ene dag til den anden forsvinder og kun efterlader den afdøde dronning. Det kan måske ikke lyde som en gruopvækkende hændelse i forhold til så meget andet, der rammer os mennesker i disse tider, men faktum er, at uden biernes bestøvning af blomster, er der på den lange bane en overvejende stor risiko for mangel på madvarer for menneskeheden. Og da pludselig verden over en bred kam rammes af CCD, ser Orvo tegnene på en global katastrofe.

Sideløbende med Orvos opdagelse præsenterer Sinisalo os for en onlineblog, hvor Orvo’s søn Eero kæmper for, at vi mennesker skal acceptere dyrs rettigheder og tage et opgør med en organiserede kødindustri. Eeros kamp fremstilles i bogen, som var det en internetblog – en stil de, der har læst ’Solens kerne’, vil genkende, hvor hvert kapitel blev efterfulgt af et opslag fra et fiktivt leksikon. Og netop denne sammenblanding af fiktion og fakta er Sinisalos store styrke. ’Englenes blod’ er nemlig et gennemarbejdet argument for et opgør med vores moderne livsstil, en moralsk løftet pegefinger, der forsøger at åbne vores øjne i forhold til menneskehedens syn på (og misbrug af) naturen. Men derudover er det en rørende historie om en far og søn og om, hvordan bierne på mange måder er nøglen til balance – både i livet og i døden.

Sinisalo har været et stort navn i Finland siden sin debut i 2000, og det virker endelig til, at hun så småt er ved at slå dørene op til de danske læsere. Herhjemme kan nævnes Charlotte Weitze som en forfatter, der med Rosarium og Den afskyelige behandler mange af de samme tematikker som Sinisalo. Begge er forfattere, der tør blande folketro, store tematikker og nære menneskelige historier til smuk litteratur, der ikke bare underholder, men i lige så høj grad kræver refleksion og stillingtagen hos sin læser. Fortællingerne er i hvert fald universelle og menneskelige. Og ikke mindst hyper relevante. For menneskeheden er mere skrøbelig, end vi egentlig er klar over, når noget så enkelt som biernes forsvinden kan varsle undergangen på vores civilisation.

Og hvis nogen skal ændre verden, så er det menneskeheden selv. Så tak til Sinisalo for at give os alle et tiltrængt spark bagi.