Drengen der løb med Gud af Morten Sabroe

”Men størst af alt er kærligheden”.

Viktor Hugo Andersen døde som ganske ung og blev banket til live af en handlekraftig ældre kvinde. Han har glemt det meste af, hvad der skete, før han døde. Men at der skete noget dramatisk i forbindelse med dødsfaldet, er både han og vi klar over fra første side. VH er plaget af et mareridt; en druknet pige der taler til ham. Men først til sidst bliver alting afsløret. Bogen sprudler af sprogligt overskud. Den er et fabulerende, dystert, mørkt eventyr, og så er den spændende som en thriller.

Viktor Hugo løber hele tiden og fra alt. Han er ekstremløber og fascineret af Tarahumara indianerne. De løber distancer, som kun de stærkeste og bedste ultraløbere løber i det moderne samfund. Løb og særligt ultraløb gennemsyrer hele deres kultur – det er deres liv. Det er også VHs liv.

Lægerne siger til VH, da han er indlagt efter sit dødsfald: ”Vi er meget opmærksomme på denne sygdom. Den kan medføre pludselig død ved overanstrengelse. Derfor vil vi bede dig om at holde op med at løbe”, men han lever når han løber, og kan ikke holde op.

VHs eneste ven er Gud. Gud er en hund, VH kidnapper, da den bliver mishandlet af sin ejer. I løbet frem mod sandheden og hukommelsen støder han ind i sin redningskvinde, den bitre, sårede, whiskybællende William og den smukke og mystiske Nicki.

Igennem hele bogen er man som læser i tvivl om, hvad man skal tro? Hvor meget er drøm/mareridt og hvor meget er virkelighed? Hvem kan VH stole på og hvem skal han holde sig fra?

”Kom Gud vi er løbet”, og jeg løber gerne med, når det er så fremragende skrevet som denne bog er. Tak Morten Sabroe, for dit vanvid i bogen, fordi du tør, og fordi du gør det. Den fandenivoldskhed og mani der gennemsyrer dine bedste bøger (og dine finurlige og forunderlige indlæg på Facebook), kan bringe smilet frem hos mig og en tro på, at skrift og bøger kan ændre liv og hjerner.