Bog

Rejsen til Amerika

Af (
1986
)

Anmeldelse

Rejsen til Amerika af Morten Sabroe

01 jun.07

To 14-årige drenge stikker af hjemmefra, fra deres rige, selvoptagne og travle forældre. De vil rejse til Amerika og søge arbejde i cirkus som knivkastere. En fin roman om drenge, venskab og drømme.

Arthur er 14 år og træt af at gå i skole. Han er også ualmindelig træt af sine forældre. Han bor i et velhavende forstadskvarter til København, og hans forældre har frygtelig travlt med deres karrierer. Arthurs mor indretter lyserøde badeværelser for folk, og Arthurs far ”sender skibe rundt i verden med alt muligt ragelse”. De har mange penge, men ikke så meget tid til at være sammen med Arthur.

Arthurs bedste ven hedder Robert. Hans forældre er ikke bedre end Arthurs, og en dag beslutter de to drenge sig til at stikke af til Amerika. De regner med, de kan få arbejde i et cirkus i Amerika, de er nemlig rigtigt gode til at kaste med knive.


Med hjælp fra Roberts excentriske, franske mormor lykkes det de to drenge at stikke af hjemmefra, og resten af romanen handler om rejsen til Amerika. Allerede den første nat møder de pigen, Sara, som også er løbet væk, og de slår sig sammen. Sara vil gerne med til Amerika, hun skal bare lige vejen om af Århus og skælde sin far ud.

 

Det er en fin roman om drenge, ungdom og drømme, Morten Sabroe har skrevet, på samme tid sjov og trist. Historien er fortalt af Arthur, og sproget er fuldstændig, som man forestiller sig en 14-årig drengs, både råt og fuldt af uskyld.


Handlingen udspiller sig i sensommeren 1986, og der er mange referencer til verden og Danmark anno 1986; et atomkraftværk er sprunget i luften i Sovjet, et fodbold-VM med deltagelse af en Preben Elkjær har fundet sted, Madonna synger ”Material world”, og fremmedhadet er begyndt at stikke sin næse frem i Danmark.


Den 15-årige Sara er lige ved at komme imellem de to edbrødre, og hun sætter deres venskab på en alvorlig prøve. Men samtidig lærer hun dem også et og andet om at blive voksen.

Det lykkes faktisk de unge at klare flere uger uden at blive fundet og uden at dø at sult. Og på deres rejse møder de både stor gæstfrihed og tolerance og fjendtlighed og racisme. De får ikke kastet så meget med knive, men de lærer en masse om mennesker og om livet i det hele taget. Og da eventyret slutter, har de stadig venskabet, kærligheden og drømmene i behold. Og det er en god slutning!!

Sabroe, Morten: Rejsen til Amerika. Vindrose, 1986.  214 sider

Bogdetaljer

Forlag
Vindrose
Faustnummer
06434606
ISBN
9788792241870
Antal sider
214

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer