Dødens terning af Kenneth Bøgh Andersen

Efter det fremragende første bind "Djævelens lærling" i serien den store djævlekrig, har jeg nu også fået læst toeren, “Dødens terning”, og den er næsten lige så god.

Filip er tilbage i menneskenes og de levendes verden efter sit ophold i Helvede, som han lærte en masse af. Bl.a. har han nu fået venner, og han er heller ikke helt så artig som før.

Men en nat bliver han endnu en gang hentet af døden og kommer tilbage til Helvede. Det er dog ikke Lucifer, som har brug for hjælp, men døden selv. Han har nemlig fået stjålet sin terning, og så længe den er væk, bliver alle der fødes udødelige.

Først kan Filip ikke forstå, hvorfor det ikke er en god ting at være udødelig, men som historien skrider frem, opdager han, at ligesom det gode ikke duer uden det onde, så fungerer livet heller ikke uden døden.

Kenneth Bøgh Andersen er en eminent fortæller, og man bliver fuldstændig fanget ind i universet. Scenerne står krystalklart for læseren, og jeg er overbevist om, at Døden har et hus fyldt med timeglas efter at have læst “Dødens terning”.

Filip møder flere af sine gamle venner (bl.a. Satina og Ravine), men der dukker også gamle fjender op, og denne gang har han jo kun sine menneskekræfter.

Jeg glæder mig til bind 3, og kan kun anbefale "Den store djævelekrig" til alle, som holder af en god historie.