Bog

Lysets hjerte

Af (
2018
)

Anmeldelse

Lysets hjerte af Kenneth Bøgh Andersen

26 jul.18

Hvilket menneske kan modstå fristelsen til at få stillet sin nysgerrighed, når man får besked på, der er ét rum, man ikke må gå ind i. Jack kan i hvert fald ikke.

Jeg elsker den grumme stemning, der hersker i ’Lysets hjerte’, og som man også finder i Kenneth Bøgh Andersens bog ’Tempus Fugit’. Det er en god blanding af gys og fantasy, og den er vildt spændende. I historien drager forfatteren paralleller både til egne og andre bøger, og som læser elsker jeg at opdage disse steder. ’Lysets hjerte’ kan læses som en forhistorie til ’Tempus Fugit’ og foregår i et Narnia-agtigt parallelunivers.

Jack, hans mor og lillesøster Emilie skal holde to ugers sommerferie i et kæmpe hus langt ude i Guds frie natur, så langt ude at der hverken er internet eller mobilforbindelse. Det tegner til at blive den værste ferie overhovedet, og det bliver ikke bedre af, at faren er i USA med sin nye kæreste og hendes søn. Vejret arter sig heller ikke rigtigt, så de kommer nok mest til at holde sig indendørs.

Husets ejer, den mystiske ældre herre Leonard Tempus, byder dem velkommen til sit tre etagers hus, hvor han mener, at tiden kommer til at flyve af sted. Der er kun én regel der gælder, og det er, at de ikke går ind i værelset for enden ad gangen på 3. sal.

Selvom Jack har besluttet sig for at være ligeglad med at gå på opdagelse i huset, overmandes han af kedsomhed og vrede over at være spærret inde sammen med sin lillesøster og mor, så han begynder alligevel at snuse rundt. Han opdager hurtigt, at i nogle af værelserne sker der mystiske ting, og pludselig tegner det alligevel til at blive en spændende ferie.

Jack kan naturligvis ikke holde sig fra det forbudte værelse. Værelset viser sig da også at være det mest spændende af dem alle, men også langt det farligste. Han kastes ud i et eventyr, som virker underligt bekendt og en mission, som er næsten umulig at gennemføre, men hans eventyr har også konsekvenser for andre end ham selv.

Det er en virkelig spændende bog, og jeg elsker, at den trækker tråde til bl.a. Narnia. I det hele taget kan jeg godt lide historier, der handler om parallelle verdener. Har man det ligesom jeg, så skal man også gøre sig selv den tjeneste at læse den efterhånden noget ældre serie om Knusum Kranikum af Dennis Jürgensen. ’Lysets hjerte’ er for de større børn og unge, som ikke vil have en alt for svær bog.

Bogdetaljer

Forlag
Høst
Faustnummer
54188714
ISBN
9788763857864
Antal sider
127

Læs også

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer