Anmeldelse
De døde sjæles nat af Elsebeth Egholm
- Log ind for at skrive kommentarer
Hvad har en kiste gamle knogler, en ung nonne og en forsvunden 18-årig dreng til fælles?
Umiddelbart er der ingen forbindelse – og dog..
Peter Boutrup arbejder stadig som tømrer. For tiden er han ved at renovere et kloster i nærheden af Grenå. Her bliver han en aften vidne til, at klostrets yngste nonne, Melissa, bliver passet op af en mand, hun tydeligvis ikke bryder sig om. Peter blander sig ikke – en beslutning, han i allerhøjste grad fortryder dagen efter, da Melissa bliver meldt savnet.
Politifolkene er gamle kendinge, og især Anna Bagger har stadig et horn i siden på Peter. Derfor er han naturligvis hendes første mistænkte; noget, der bestemt ikke fremmer Peters samarbejdsvilje. Dette får Peter til at starte sin egen eftersøgning. Ikke blot på Melissas morder, men også eftersøgningen af hendes bror, den 18-årige Magnus, der er sporløst forsvundet.
Samtidig med mordet på Melissa, bringer dykkeren Kir Røjels arbejde hende ud på en ”oprydnings-opgave”, hvorfra hun medbringer en kasse med menneskeknogler. I første omgang bliver knoglerne dog klassificeret som værende til undervisningsbrug. Men et par dage må retsmedicineren ringe til Kir og fortælle, at ikke alle knoglerne er, hvad de ser ud til at være. Nogle bærer præg af at stamme fra et menneske, der er blevet myrdet med en garrotte for ca. 60 år siden.
Dette er en grum fortælling om løgne, fortielser og gamle forbrydelser, hvor romanens hovedpersoner forsøger at løse tre forskellige sider af samme sag. Ja, de tre ovennævnte har skam en forbindelse: Knoglerne i kisten bærer præg af at personen er blevet garrotteret; det samme er den unge nonne. Og den 18-årige deng? Jo, det er nonnens lillebror, der er flygtet, fordi han fornemmer, at han er den næste, der står for tur.
I lighed med første bog i denne serie, er det Dicte Svendsens søn, Peter Boutrup, der er hovedpersonen. Dette er et glimrende skift, da det giver lidt mindre ”tøse-fnidder” over romanen. Det er befriende, at man ikke behøver at høre så meget om de personlige problemer og tanker. Bogen er skrevet på en let og flydende måde, der holder spændingen hele vejen og er i stand til at give en aha-oplevelse i slutningen.
Skønt, at ikke alle danske krimier behøver at være femi-krimier!
- Log ind for at skrive kommentarer
Hvad har en kiste gamle knogler, en ung nonne og en forsvunden 18-årig dreng til fælles?
Umiddelbart er der ingen forbindelse – og dog..
Peter Boutrup arbejder stadig som tømrer. For tiden er han ved at renovere et kloster i nærheden af Grenå. Her bliver han en aften vidne til, at klostrets yngste nonne, Melissa, bliver passet op af en mand, hun tydeligvis ikke bryder sig om. Peter blander sig ikke – en beslutning, han i allerhøjste grad fortryder dagen efter, da Melissa bliver meldt savnet.
Politifolkene er gamle kendinge, og især Anna Bagger har stadig et horn i siden på Peter. Derfor er han naturligvis hendes første mistænkte; noget, der bestemt ikke fremmer Peters samarbejdsvilje. Dette får Peter til at starte sin egen eftersøgning. Ikke blot på Melissas morder, men også eftersøgningen af hendes bror, den 18-årige Magnus, der er sporløst forsvundet.
Samtidig med mordet på Melissa, bringer dykkeren Kir Røjels arbejde hende ud på en ”oprydnings-opgave”, hvorfra hun medbringer en kasse med menneskeknogler. I første omgang bliver knoglerne dog klassificeret som værende til undervisningsbrug. Men et par dage må retsmedicineren ringe til Kir og fortælle, at ikke alle knoglerne er, hvad de ser ud til at være. Nogle bærer præg af at stamme fra et menneske, der er blevet myrdet med en garrotte for ca. 60 år siden.
Dette er en grum fortælling om løgne, fortielser og gamle forbrydelser, hvor romanens hovedpersoner forsøger at løse tre forskellige sider af samme sag. Ja, de tre ovennævnte har skam en forbindelse: Knoglerne i kisten bærer præg af at personen er blevet garrotteret; det samme er den unge nonne. Og den 18-årige deng? Jo, det er nonnens lillebror, der er flygtet, fordi han fornemmer, at han er den næste, der står for tur.
I lighed med første bog i denne serie, er det Dicte Svendsens søn, Peter Boutrup, der er hovedpersonen. Dette er et glimrende skift, da det giver lidt mindre ”tøse-fnidder” over romanen. Det er befriende, at man ikke behøver at høre så meget om de personlige problemer og tanker. Bogen er skrevet på en let og flydende måde, der holder spændingen hele vejen og er i stand til at give en aha-oplevelse i slutningen.
Skønt, at ikke alle danske krimier behøver at være femi-krimier!
Kommentarer