Brødrene Løvehjerte af Astrid Lindgren

En børnebogsklassiker, der stadig formår at gribe læseren med sin lavmælte, intense behandling af store eksistentielle temaer.

Astrid Lindgrens specielle sprogtone er fint ramt i denne nyoversættelse, og Ilon Wiklands illustrationer afspejler både poesien og det onde og farlige. Det er alvorlige temaer, der tages op: døden og livet og kampen mellem det gode og det onde.

Hovedpersonen, lille Tvebak, er fortælleren. Han er ingen superhelt, men en dødssyg og bange lille dreng. Hans storebror Jonatan derimod er en rigtig helt, klog og smuk som en eventyrprins og i besiddelse af et stort mod og en stærk moral, der forbyder ham at slå ihjel. Han tager sig kærligt af sin lillebror og trøster ham med beretninger om et eventyrligt og smukt land, der venter efter døden. Nangijala, lejrbålenes og eventyrenes land. Denne stærke broderkærlighed er et bærende element i bogen.

Første stop efter døden er den idylliske Kirsebærdal, hvor der ikke er nogen pengeøkonomi, og hvor alle hjælper hinanden. Ironisk nok bliver en brand skyld i, at de to brødre kommer der næsten samtidig. Tvebak er nu helt rask og lykkelig for sit nye liv sammen med Jonatan, men også her lurer ondskaben. Den nærliggende Rosendal beherskes af den grusomme tyran, Tengil, som har et forfærdeligt våben i form af hundragen Katla. Modige folk i Kirsebærdalen prøver at hjælpe det undertrykte folk i nabodalen, men der er en forræder blandt dem.

Jonatan drager ud på en farefyldt færd til Rosendalen, og efter et stykke tid bliver Tvebaks længsel efter storebroderen så stor, at han trodser sin angst og følger efter ham. I Rosendalen kommer det til den sidste frygtelige kamp, hvor tyrannen bliver overvundet, men prisen er høj. Katla sårer Jonatan dødeligt, og sammen springer brødrene i døden, så de kan være sammen i et nyt land, Nangilima. Et land fyldt med leg og glæde.

Netop slutningen, hvor brødrene bogstavelig talt begår selvmord, er gennem tiden faldet flere anmeldere for brystet. Spørgsmålet er, hvordan man skal tolke slutningen og bogen i det hele taget. Den indbyder nemlig til flere tolkninger, i hvert fald for den voksne læser. Børn derimod læser bogen som en eventyrlig roman, hvor de føler med den lille bange Tvebak og oplever gys i børnehøjde, men heldigvis er der håb selv i døden. Denne umiddelbare og barnlige tilgang er ikke den dårligste.