En episk western, der på helt usædvanlig vis udpensler ondskaben uden på noget tidspunkt at forsøge sig med en forklaring.
Jeg havde ikke hørt om romanen, der oprindeligt udkom 1985, men kunne læse mig frem til, at den regnes for McCarthys absolutte hovedværk, hvilket er store ord i betragtning af mesterværket ’Vejen’, hvor han på suveræn vis blander et hjerteskærende far-søn forhold med en isnende postapokalyptisk desperation.
’Blodets meridian’ er en episk western, som foregår i midten af 1800-tallet i USA’s sydlige stater og Mexico. Vi følger drengen, som aldrig benævnes ved navn. Han slår sig sammen med en bande af mænd, som helt lever af at dræbe og skalpere indianere for penge. Løbende kommer mexicanske soldater og uskyldige civile på tværs, og uden den mindste blinken ryddes også de af vejen. Hvis det overhovedet giver mening at tale om en handling, så former den sig som et langt ridt igennem en barsk og smuk natur af ørken og bjergområder, og for hvert hovslag kommer vi længere og længere ind i ondskaben, hvor nogle af ingredienserne er halshugninger, skalperinger og dræbte mænd, der udstilles med deres kønsdele i mundene. I løbet af romanen bliver både mennesker og dyr vanvittige, men en forklaring giver McCarthy ikke. På mesterlig vis pakkes mareridtet ind i poetiske naturskildringer, der næsten giver følelsen af, at man beskuer et skønt maleri i stedet for at læse en bog. Naturbeskrivelserne giver et nødvendigt pusterum, inden vanviddet igen fortsætter.
På trods af en helt unik stemning i romanen, så blev det lidt trættende at læse 400 sider med de samme blodige beskrivelser af myrderier og andre voldshandlinger. Problemet er, at alle karaktererne er fuldstændig blottede for udvikling, fra start til slut udviser de ikke det mindste tegn på moral eller empati. Det er naturligvis bevidst, men det gør, at romanen bliver lang og til tider tung at komme igennem. Romanens mest interessante karakter er uden tvivl den dæmoniske dommer, der i modsætning til de andre ikke kun er voldelig, men også yderst dannet og belæst. Han beskrives som en stor, fed mand uden et hår på kroppen. Han er hele tiden flere skridt foran alle andre, og han har noget uhyggeligt og djævelsk over sig.
’Blodets meridian’ er en helt usædvanlig roman, der kan læses metaforisk som en klassisk amerikansk roman om fornyelse gennem vold. Karakterernes manglende udvikling og de endeløse voldshandlinger gør, at den kan være svær at komme igennem, men det lykkes McCarthy at skabe en helt unik stemning, der efterlod et uudsletteligt indtryk på mig. Jeg synes derfor ikke, at nogen skal snyde sig selv for denne meget anderledes western-roman.
Kommentarer