Den faldende mand er Don DeLillos forsøg på at forstå og give mening til meningsløsheden omkring terrorangrebet d. 11. september 2001. I både handling, stil og sprog kortlægger han den kollektive amerikanske bevidsthed efter angrebene.
Vi husker alle billederne. Årene er gået og episoden ligger efterhånden langt tilbage i hukommelsen. Og så alligevel ikke. For der skal ikke meget til for at fremkalde billederne igen fra den fatale tirsdag morgen i september, hvor tvillingetårnene i New York kollapsede, og verden fulgte efter. Det var en episode, der flåede et gabende hul i vores bevidsthed og forårsagede det mest markante skel i verdenshistorien i nyere tid. Vores moderne hverdag og fælles historie var nu opdelt i et ”før” og et ”efter”. Præcis på samme måde som vi refererer til verdenskrigene.
Når man læser Den faldende mand bliver episoden og hele 11. september-problematikken brutalt rykket ind i vores bevidsthed igen, hvor den får skræmmende fornyet relevans. For terrorfrygten har i de sidste snart fjorten år siden episoden, aldrig rigtig sluppet sit tag i hverken politik, medier eller populærkultur. 9/11 forbliver en passage i historien, som vi bliver ved med at vende tilbage til. Og det er netop én af pointerne i DeLillos bog. Vi bliver nødt til alle at bære et vidnesbyrd. Vi bliver nødt til at mindes. Og vi bliver nødt til at finde vores egen mening med galskaben, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at lære af episoden og komme videre. Både som samfund og som mennesker.
Det personlige plan
Da DeLillo udgav bogen i 2007 var det til skuffelse blandt flere kritikere, som havde forestillet sig noget helt andet fra den højtrespekterede amerikanske forfatter, som med en skarp og kulturkritisk pen har blotlagt hysteriet i det amerikanske samfund flere gange og undersøgt alt fra terrorisme til konsumerisme. Forventet var det, at DeLillo skulle levere en politisk ladet roman, som gav overblik over 9/11 og gik i flæsket på mulige konspiratoriske alliancer. I stedet for det panoramiske vue valgte forfatteren at zoome ind på en stærkt personlig oplevelse af episoden hos en lille gruppe af newyorkere. Vi er nede på gadeplan og kommer helt tæt på. Og så alligevel ikke. For selve tragedien forårsager en form for følelsesløshed og distancetagen hos flere af bogens karakterer.
DeLillo viser, hvordan 9/11 ikke kun har efterladt sine traumatiske spor hos de, der slap levende ud af tårnene, men også er sivet ud til den øvrige befolkning og skabt kraftige indre rystelser. Bogen er DeLillos udforskning af og forestilling om, hvordan traumet kommer til udtryk hos det enkelte menneske i New York i tiden efter angrebene.
Tragediens tyngde i parforholdet
På bogens første sider møder vi hovedpersonen Keith, som netop er sluppet ud fra ét af tårnene, inden det kollapser. Han befinder sig på gaden i en tæt tåge af aske, støv og røg og i et virvar af panikramte mennesker. Få øjeblikke efter overdøves al gadestøj af en buldren i baggrunden, da tårnet giver efter og ramler sammen. Angsten er tyk og tung, og selvom det er alles kamp mod alle om at komme væk, er der alligevel flere, der hjælper hinanden. Keith bliver hjulpet væk.
Såret og desillusioneret vælger han instinktivt at tage hen til sønnen Justin og til konen Lianne, som han er separeret med og ikke har set længe. Tragedien bringer dem sammen, og de begynder nu at leve under samme tag igen. Men det er ikke kærligheden, der blomstrer og kitter dem sammen. I den første tid efter episoden har de begge af forskellige årsager et behov for at mærke hinanden tæt på.
Lianne higer efter stabiliteten i at have en familie, selvom hun inderst inde ved, at det ikke kan lade sig gøre med Keith. Men mest af alt udgør Keith et led i hendes intense forsøg på at skabe mening med angrebene. Hun læser alt om katastrofen, hun studerer billederne. Hun opsøger og dyrker den for at få blot en flig af forståelse for, hvorfor og hvordan noget så meningsløst kan ske. Og ikke mindst gør hun det for at mindes. For som hun siger, er det altafgørende, at vi anstrenger os for at beholde katastrofen i vores erindring, ellers vil alt være forgæves. Vi må fastholde og bære vores vidnesbyrd. Både som offer og som ”tilskuer”.
Virkeligheden er slået skæv
Paradoksalt nok arbejder Lianne med en gruppe med Alzheimers, som har svært ved at holde fast i minderne og langsomt mister hukommelsen. Og da én af gruppens medlemmer pludselig begynder at glemme navne på personer og gader, opstår der for Lianne en direkte forbindelse til tårnene, hvor alt smuldrede og forsvandt. Hun befinder sig i en traumetilstand, et knapt tåleligt limbo, hvori verden og virkeligheden er slået skæv.
Hun ser performancekunstneren ”Falling man” alle vegne, og selv i moderens stilleben malerier ser hun de mørke konturer af tårnene. Hun bliver sågar stærkt forulempet af, at underboen spiller højt mellemøstligt musik og kan ikke rigtig sove længere. Konstant bliver hun mindet om den ufattelige og uhåndterbare virkelighed, som hun lever i. Grundstøbningen smuldrer, og hendes egen identitet er erstattet af en fremmedhed. Hun påpeger det meget rammende i en passage overfor Martin: ”Du tror du ser dig selv i spejlet. Men det er ikke dig. Det er ansigtet under forvandling. Det du ser, er ikke det du ser. Det du ser, bliver distraheret af erindring, af at være den du er, hele tiden, gennem alle disse år”.
Lianne gennemgår en tydelig forandring og er egentlig den person, der udvikler sig mest bogen igennem. Hun formår at hente katastrofen ind til bearbejdning, og vi aner kimen til en ny begyndelse. Der foreligger en mulighed for at starte livet op igen i en ny virkelighed, med angrebene som en erfaringsmæssig ballast og en evig påmindelse om vores skrøbelighed. Selvom Lianne ikke befandt sig tårnene, er hun tydeligvis voldsomt påvirket af episoden. Hun er ramt af et kollektivt kulturelt traume, som mange af os, og især amerikanerne, blev det, ved blot at se billederne af de faldende mennesker og de brændende tårne.
Den konstante påmindelse
Anderledes ser det ud for Keith. Han stagnerer nærmest i sin egen mentale traumetilstand og er ufrivilligt fastholdt i et mønster, hvor han hele tiden i blandt andet drømme bliver konfronteret med den uhåndterbare oplevelse af at have haft døden på nært hold. Virkeligheden har foretaget et brutalt indgreb og overgår nu hans menneskelige fatteevne.
Han vender instinktivt tilbage til Lianne, da det er den trygge base han kender. Og hun er for ham et holdepunkt og en genkendelighed efter, at hans tilværelse er revet op med rode. Da hverdagen så småt begynder at indfinde sig efter angrebene, opsøger Keith ejeren af den mappe som han havde med ud af tårnet. Florence hedder kvinden, og han indleder en form for forhold til hende med tragedien som omdrejningspunkt. Han har brug for en, der deler historien og deler traumet med ham. Selvom de forsøger at tale om forskelligt, vender de konstant tilbage til tårnene. Et mørke og en kendsgerning er bragt med fra tårnene og ind i stuen hos dem. Følelsesmæssigt er de begge nærmest paralyseret, og han opsøger hende primært på grund af den gensidige forståelse.
Alting ændrer sig da Keith genoptager sin passion for pokerspillet og begynder at tilbringe dage og uger på kasinoer væk fra Florence og fra familien. Han synker ned i en anden verden og forsvinder langsomt fra sig selv. Når han sidder ved pokerbordet og mindes sin afdøde pokerpartner Rumsey, er han nærmest i trance. Han finder ro ved at se de samme mennesker og høre de samme lyde af spillejetoner igen og igen, men han er aldrig rigtig til stede.
Han forholder sig ikke åbenlyst til episoden i tårnene, men den er identitetsforstyrrende og sidder konstant et sted og definerer ham. Særligt i drømmene hjemsøger den ham. ”Det var dagene efter og nu årene, tusind bølgende drømme, den indespærrede mand, de stivnede lemmer, drømmen om lammelse, den gispende mand, drømmen om røgforgiftning, drømmen om hjælpeløshed”.
Traumet
Den faldende mand er en bog, der berører mange områder. Terrorisme, tab, erindring, sorg og historieskrivning. Men mest af alt forsøger DeLillo med bogen at beskrive det traume, som mange amerikanere blev ramt af efter angrebene. En fortærende og uhyggelig indre døs, som hjemsøger de traumatiserede i enhver dagligdagssituation med frygt og gysende glimt fra selve tragedien.
Traumet er her en mental og til dels fysisk lidelse forårsaget af en så ekstrem begivenhed, at den ikke har fundet ind på bevidsthedens radar. Mindet om eller erfaringen af den pågældende episode er ikke tilgængelig på normal vis, men kommer i stedet til udtryk i et evigt gentagende mønster, som vi ser det med Keiths drømme. Han bliver tvunget til igen og igen at gennemleve den episode, der forårsagede traumet. Med andre ord er traumet en form for mistet erfaring, som ligger og lurer i et ubevidst mørke og er derfor en uhåndgribelig størrelse.
Men når et traume er så diffust, kan det så overhovedet repræsenteres i litteraturen? Det er og har været det helt store spørgsmål siden traumeteori begyndte at snige sig ind i populærkulturen i løbet af 1980´erne. Den dominerende opfattelse er, at fiktionen er utroværdig, og at man kun kan nærme sig et sandt billede af traumet i helt nøgterne og faktuelle vidnesbyrd a la Primo Levis Hvis dette er et menneske om forfatterens erindringer fra Auschwitz.
Men ikke desto mindre er der mange eksempler på, hvordan traumet effektivt bliver repræsenteret i fiktionen. Vi har set det i Haruki Murakamis Efter skælvet, som er en slags fiktiv bearbejdning af traumet efter jordskælvet i Kobe i 1995. `Den faldende mand´ er et andet godt eksempel og måske endda et af de bedste fiktionsværker skrevet omkring 9/11.
DeLillo giver os en tydelig fornemmelse af Keith og Liannes traumatiske tilstand og får det ned på papir i både plot og sprog. For næsten gennem hele bogen er ordene fra Keith og Lianne underligt fragmenterede. Dialogen er ofte usammenhængende og knudret, og er sandsynligvis DeLillos forsøg på at gengive traumets egen diffuse struktur helt ned i detaljen og i skrivestilen. Bogen er New York-forfatterens eget vidnesbyrd og en evig aktuel stemme i debatten om terrorisme, tab og betydningen og håndteringen af vores erindringer.
Kommentarer