Analyse
Andersen, Vita - Tryghedsnarkomaner & Hold kæft og vær smuk
Vita Andersen debuterede i 1977 med digtsamlingen 'Tryghedsnarkomaner', som er en af Danmarks mest solgte digtsamling nogensinde.
TRYGHEDSNARKOMANER
Allerede i første digt slås de overordnede temaer an: kvinde overfor mand, søgen efter kærlighed overfor selvhad, familie overfor ensomhed, håb overfor uindfriede forventninger, det ydre overfor det indre. Er den så lige så aktuel nu som i 70’erne? Ja, det er den. Temaerne behandles i dag i såvel dagspressen, som på tv og i ugebladene. Det, der var tabubehæftet i 70’erne, er blevet udtalte emner i det offentlige rum. Men her opnås aldrig den magi, digte kan fremkalde.
Hvert digt kan stå for sig selv, og hele digtsamlingen giver et billede af en kvinde, der ikke kan finde sin egen identitet uden at skulle spejle sig i andre – specielt mænd. Digtene om barndommen viser os den ensomme pige som higer efter kærligheden, men skubbes bort fra moren, til adoption, tilbage til moren, videre til opvækst på børnehjem eller hos tilfældige mennesker, alt imens moren forsvinder ind i sin sindssyge. Hun lærer fra barnsben, at kun ved at være på en bestemt måde, nemlig den, hun tror, modparten ønsker, kan hun opnå belønningen: kærlighed. Det er hjerteskærende at følge hende i det voksne liv, hvor trøstekøb og –spisning skal fylde barndommens tomrum. Udseendet, de startende rynker, de hængende bryster, den konstante fedmeangst bliver fokuspunktet, og dermed hendes væsentligste midler for at kunne nå målet: absolut bekræftelse og accept. Man efterlades med et spørgsmål, om hun nogensinde vil komme til at føle sig god nok, smuk nok, rigtig nok - også selvom hun fik alle ønsker opfyldt. Tomrummet er der konstant. Dette understreges gennem digtenes monotont konstaterende tone, som kryber ind under huden på læseren, som her i 1. strofe af digtet Depression:
"Der var ikke det hun ikke havde forsøgt
ejerlejlighed
skifte type
kassebukser
et smukt smil
krydderurter i lerpotter
kærlighed
skifte job
håndbøger i filosofi
hun klarede sig dårligere og dårligere
jo ældre hun blev
mere uegnet til alting
hun følte at lige meget hvad hun gjorde
spildte hun tiden
på den ene eller anden måde
andre spildte ikke tiden tænkte hun
der var noget hun skulle nå
hun vidste ikke hvad
hun havde prøvet det meste"
Knækprosaen bruges igennem hele digtsamlingen og limer hver linie til hinanden og understreger derfor de mange dobbelttydige udsagn. Det er enkel og let forståelig lyrik uden svære ord eller snørklede vendinger. Den opremsende tone og det ukomplicerede sprog fremkalder et nøgtern syn på en kvindes liv – en realistisk hverdagslivsskildring. Vita Andersens liv er tæt på digtsamlingens lyriske jeg, så tæt, at 'Tryghedsnarkomaner' må placeres i bekendelsesgenren. Dog er der også ført mange af kvindefrigørelsens temaer igennem digtene. Disse er tidstypiske for 70’ernes digtning og ses også hos fx Charlotte Strandgaard, Dea Trier Mørch og Herdis Møllehave.
Forfatterskabet er belønnet med en række hædersbevisninger: De Gyldne Laurbær, Kritikerprisen, Søren Gyldendal-Prisen og Henrik Pontoppidans Mindefond. Vita Andersen er højaktuel med romanen 'Get a Life' (2003), som netop er nomineret til Radioens Romanpris 2004. Igennem hele sit forfatterskab kredser Vita Andersen om spillet mellem kvinden og manden, og hvordan barndommen står som en skygge bag og imellem dem.
Andre udgivelser er digtsamlingerne 'Næste kærlighed eller Laila og de andre' (1978) og 'Det er bare ærgerligt' (1981), novellesamlingen 'Hold kæft og vær smuk' (1987), romanerne 'Hva’for en hånd vil du ha’' og 'Sebastians kærlighed' (1992), samt skuespillene 'Elsk mig' (1980), 'Kannibalerne' (1982) og 'Brændende kærlighed' (1996) og børnebøgerne 'Petruskas laksko' (1989) og 'Coco' (1997).
Analyse af cand.mag. Tine Enger
HOLD KÆFT OG VÆR SMUK
Stemningsbarometeret svinger fra almindelig kulde til ishavstemperaturer i Vita Andersens 12 noveller om forsømte børn, opløste familier og mislykkede parforhold.
Med denne samling, hendes anden bog, 'Hold kæft og vær smuk' (1978) bygger Vita Andersen videre på de temaer, hun havde lagt frem i digtdebuten og skandalesuccesen, 'Tryghedsnarkomaner' fra 1977. Skiftet fra digte til prosa gjorde ikke den store forskel, da Andersens digte i sin form nærmer sig prosaen, hvilket gav litteraturanmelderen Torben Brostrøm anledning til at introducere begrebet knækprosa.
Novellerne er en række rystende beskrivelser af børns miserable opvækstforhold i 50’erne, og som følge heraf ulykkelige liv og kærlighedsforhold som voksne. I alle fortællinger er der kvindelige hovedpersoner: 10-12-årige piger og deres fraskilte mødre, unge kvinder, der selv er blevet fraskilte mødre, samt et enkelt eksempel på en midaldrende kvinde, der bliver skilt efter mange års ulykkeligt ægteskab og forgæves søger efter kærlighed.
Hvordan kan det gå så galt, kunne man spørge? Novellernes pessimistiske svar er, at den sociale arv udgør en ubrydelig cirkel, som fastholder generation efter generation i et jernhårdt greb. Årsagen til denne menneskelige misvækst skal først og fremmest søges i en tabserfaring gjort i den tidlige barndom. Gang på gang skildrer Vita Andersen, hvordan børn bliver skadet som følge af mangel på omsorg i de første år. Dette er ligefrem temaet i den første novelle ”Fejlen” om 12-årige Petra, der lige fra fødslen har været en skuffelse for sin mor, der ikke lægger skjul på, at hun hellere ville have en søn. De første tre leveår er Petra helt overladt til sig selv. Under hele opvæksten bliver Petra tilsidesat til fordel for lillebroderen Petrus. Forældrene bliver skilt, og moderen nægter Petra at modtage gaver fra faderen. Petra er uønsket, og da det går op for hende, at hun har været udsat for omsorgssvigt som spædbarn, bryder hendes verden sammen.
De forsømte børn higer efter den voksnes kærlighed, men skuffes igen og igen i deres længsel efter opmærksomhed, tryghed og nærhed. Ofte bliver forholdet mellem barnet og den voksne vendt om: den mor, der ikke er i stand til at give sit barn tryghed, er som regel selv et offer for lavt selvværd og mangel på det følelsesmæssige overskud, der skal til for at kunne påtage sig ansvar for et andet menneske. Disse umodne voksne er optaget af deres egne problemer, kærestesorger, pengemangel, nervelidelser, som ofte fører til et pille- og alkoholproblem, psykisk sammenbrud og selvmordsforsøg. Det bliver således barnets ansvar at tage sig ikke bare af mindre søskende, men også af moderen. Pigerne lever hele tiden i usikkerhed og med angst for fremtiden. Hvis moderen bryder sammen, lurer truslen om placering uden for hjemmet, og børnehjemsoplevelser, som indgår i flere af novellerne, er næsten værre end at leve i en dysfunktionel familie.
Senere i livet er disse forsømte børn ude af stand til at etablere varige forhold. I novellen ”Rod” hører vi om den unge kvinde Maria, (hvis forældre er skilt), som har været gift tre gange, har fem børn og roder sig ud i et forhold til en voldelig mand. Kærligheden har det også skidt. Kvinden Maj, der er adoptivbarn og papmor til læreren Allans to børn, føler sig så meget udenfor, at hun lægger sig ud i skoven for at dø. En anden gift kvinde lever sig i den grad ind i forestillingen om at være forelsket i en anden mand, at hun iscenesætter et stævnemøde med en elsker, der ikke vil vide af hende. Heller ikke seksualiteten fungerer normalt. Der er historien om Kurt, som konkurrerer med en kollega om, hvor mange gange han kan kneppe sin kæreste på en dag. Der er impotente Henry, som har brug for soft-porno, reb og læder for at gennemføre et samleje. Og der er Flemming, som bruger fysisk vold. Selvsagt er der ingen nydelse for kvinderne i disse forhold.
Er der overhovedet en vej ud af denne triste sociale virkelighed? Ikke hvis man holder sig til det, der står i novellerne. Men i og med, at Vita Andersen sætter ord på problemerne og taler på de svages vegne, sker der en synliggørelse, som kan være et skridt på vejen til at bryde den onde cirkel.
Analyse af cand. mag. Anne Borup
Vita Andersen debuterede i 1977 med digtsamlingen 'Tryghedsnarkomaner', som er en af Danmarks mest solgte digtsamling nogensinde.
TRYGHEDSNARKOMANER
Allerede i første digt slås de overordnede temaer an: kvinde overfor mand, søgen efter kærlighed overfor selvhad, familie overfor ensomhed, håb overfor uindfriede forventninger, det ydre overfor det indre. Er den så lige så aktuel nu som i 70’erne? Ja, det er den. Temaerne behandles i dag i såvel dagspressen, som på tv og i ugebladene. Det, der var tabubehæftet i 70’erne, er blevet udtalte emner i det offentlige rum. Men her opnås aldrig den magi, digte kan fremkalde.
Hvert digt kan stå for sig selv, og hele digtsamlingen giver et billede af en kvinde, der ikke kan finde sin egen identitet uden at skulle spejle sig i andre – specielt mænd. Digtene om barndommen viser os den ensomme pige som higer efter kærligheden, men skubbes bort fra moren, til adoption, tilbage til moren, videre til opvækst på børnehjem eller hos tilfældige mennesker, alt imens moren forsvinder ind i sin sindssyge. Hun lærer fra barnsben, at kun ved at være på en bestemt måde, nemlig den, hun tror, modparten ønsker, kan hun opnå belønningen: kærlighed. Det er hjerteskærende at følge hende i det voksne liv, hvor trøstekøb og –spisning skal fylde barndommens tomrum. Udseendet, de startende rynker, de hængende bryster, den konstante fedmeangst bliver fokuspunktet, og dermed hendes væsentligste midler for at kunne nå målet: absolut bekræftelse og accept. Man efterlades med et spørgsmål, om hun nogensinde vil komme til at føle sig god nok, smuk nok, rigtig nok - også selvom hun fik alle ønsker opfyldt. Tomrummet er der konstant. Dette understreges gennem digtenes monotont konstaterende tone, som kryber ind under huden på læseren, som her i 1. strofe af digtet Depression:
"Der var ikke det hun ikke havde forsøgt
ejerlejlighed
skifte type
kassebukser
et smukt smil
krydderurter i lerpotter
kærlighed
skifte job
håndbøger i filosofi
hun klarede sig dårligere og dårligere
jo ældre hun blev
mere uegnet til alting
hun følte at lige meget hvad hun gjorde
spildte hun tiden
på den ene eller anden måde
andre spildte ikke tiden tænkte hun
der var noget hun skulle nå
hun vidste ikke hvad
hun havde prøvet det meste"
Knækprosaen bruges igennem hele digtsamlingen og limer hver linie til hinanden og understreger derfor de mange dobbelttydige udsagn. Det er enkel og let forståelig lyrik uden svære ord eller snørklede vendinger. Den opremsende tone og det ukomplicerede sprog fremkalder et nøgtern syn på en kvindes liv – en realistisk hverdagslivsskildring. Vita Andersens liv er tæt på digtsamlingens lyriske jeg, så tæt, at 'Tryghedsnarkomaner' må placeres i bekendelsesgenren. Dog er der også ført mange af kvindefrigørelsens temaer igennem digtene. Disse er tidstypiske for 70’ernes digtning og ses også hos fx Charlotte Strandgaard, Dea Trier Mørch og Herdis Møllehave.
Forfatterskabet er belønnet med en række hædersbevisninger: De Gyldne Laurbær, Kritikerprisen, Søren Gyldendal-Prisen og Henrik Pontoppidans Mindefond. Vita Andersen er højaktuel med romanen 'Get a Life' (2003), som netop er nomineret til Radioens Romanpris 2004. Igennem hele sit forfatterskab kredser Vita Andersen om spillet mellem kvinden og manden, og hvordan barndommen står som en skygge bag og imellem dem.
Andre udgivelser er digtsamlingerne 'Næste kærlighed eller Laila og de andre' (1978) og 'Det er bare ærgerligt' (1981), novellesamlingen 'Hold kæft og vær smuk' (1987), romanerne 'Hva’for en hånd vil du ha’' og 'Sebastians kærlighed' (1992), samt skuespillene 'Elsk mig' (1980), 'Kannibalerne' (1982) og 'Brændende kærlighed' (1996) og børnebøgerne 'Petruskas laksko' (1989) og 'Coco' (1997).
Analyse af cand.mag. Tine Enger
HOLD KÆFT OG VÆR SMUK
Stemningsbarometeret svinger fra almindelig kulde til ishavstemperaturer i Vita Andersens 12 noveller om forsømte børn, opløste familier og mislykkede parforhold.
Med denne samling, hendes anden bog, 'Hold kæft og vær smuk' (1978) bygger Vita Andersen videre på de temaer, hun havde lagt frem i digtdebuten og skandalesuccesen, 'Tryghedsnarkomaner' fra 1977. Skiftet fra digte til prosa gjorde ikke den store forskel, da Andersens digte i sin form nærmer sig prosaen, hvilket gav litteraturanmelderen Torben Brostrøm anledning til at introducere begrebet knækprosa.
Novellerne er en række rystende beskrivelser af børns miserable opvækstforhold i 50’erne, og som følge heraf ulykkelige liv og kærlighedsforhold som voksne. I alle fortællinger er der kvindelige hovedpersoner: 10-12-årige piger og deres fraskilte mødre, unge kvinder, der selv er blevet fraskilte mødre, samt et enkelt eksempel på en midaldrende kvinde, der bliver skilt efter mange års ulykkeligt ægteskab og forgæves søger efter kærlighed.
Hvordan kan det gå så galt, kunne man spørge? Novellernes pessimistiske svar er, at den sociale arv udgør en ubrydelig cirkel, som fastholder generation efter generation i et jernhårdt greb. Årsagen til denne menneskelige misvækst skal først og fremmest søges i en tabserfaring gjort i den tidlige barndom. Gang på gang skildrer Vita Andersen, hvordan børn bliver skadet som følge af mangel på omsorg i de første år. Dette er ligefrem temaet i den første novelle ”Fejlen” om 12-årige Petra, der lige fra fødslen har været en skuffelse for sin mor, der ikke lægger skjul på, at hun hellere ville have en søn. De første tre leveår er Petra helt overladt til sig selv. Under hele opvæksten bliver Petra tilsidesat til fordel for lillebroderen Petrus. Forældrene bliver skilt, og moderen nægter Petra at modtage gaver fra faderen. Petra er uønsket, og da det går op for hende, at hun har været udsat for omsorgssvigt som spædbarn, bryder hendes verden sammen.
De forsømte børn higer efter den voksnes kærlighed, men skuffes igen og igen i deres længsel efter opmærksomhed, tryghed og nærhed. Ofte bliver forholdet mellem barnet og den voksne vendt om: den mor, der ikke er i stand til at give sit barn tryghed, er som regel selv et offer for lavt selvværd og mangel på det følelsesmæssige overskud, der skal til for at kunne påtage sig ansvar for et andet menneske. Disse umodne voksne er optaget af deres egne problemer, kærestesorger, pengemangel, nervelidelser, som ofte fører til et pille- og alkoholproblem, psykisk sammenbrud og selvmordsforsøg. Det bliver således barnets ansvar at tage sig ikke bare af mindre søskende, men også af moderen. Pigerne lever hele tiden i usikkerhed og med angst for fremtiden. Hvis moderen bryder sammen, lurer truslen om placering uden for hjemmet, og børnehjemsoplevelser, som indgår i flere af novellerne, er næsten værre end at leve i en dysfunktionel familie.
Senere i livet er disse forsømte børn ude af stand til at etablere varige forhold. I novellen ”Rod” hører vi om den unge kvinde Maria, (hvis forældre er skilt), som har været gift tre gange, har fem børn og roder sig ud i et forhold til en voldelig mand. Kærligheden har det også skidt. Kvinden Maj, der er adoptivbarn og papmor til læreren Allans to børn, føler sig så meget udenfor, at hun lægger sig ud i skoven for at dø. En anden gift kvinde lever sig i den grad ind i forestillingen om at være forelsket i en anden mand, at hun iscenesætter et stævnemøde med en elsker, der ikke vil vide af hende. Heller ikke seksualiteten fungerer normalt. Der er historien om Kurt, som konkurrerer med en kollega om, hvor mange gange han kan kneppe sin kæreste på en dag. Der er impotente Henry, som har brug for soft-porno, reb og læder for at gennemføre et samleje. Og der er Flemming, som bruger fysisk vold. Selvsagt er der ingen nydelse for kvinderne i disse forhold.
Er der overhovedet en vej ud af denne triste sociale virkelighed? Ikke hvis man holder sig til det, der står i novellerne. Men i og med, at Vita Andersen sætter ord på problemerne og taler på de svages vegne, sker der en synliggørelse, som kan være et skridt på vejen til at bryde den onde cirkel.
Kommentarer